Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Match Point

Instrueret af Woody Allen (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En overlegent velspillet og veldrejet thriller, der med køligt omhu udfolder sine intriger omkring den filosofiske tanke, at vi godt kan glemme slagsmålet om arv eller miljø - det eneste i livet, der betyder noget for den enkeltes karakterudvikling og tilværelse, er held.

Filmen åbner med billederne af en tennisbold, der rammer netkanten og i slowmotion hopper og og ned - om den falder ned på den ene eller anden side af nettet kan afgøre kampen. Ganske som marginale detaljer tilsyneladende kan være udslagsgivende for den retning vores liv tager i altafgørende situationer.

Plottet minder lidt om en delmængde af Woody Allens mesterværk, Crimes and Misdemeanors (1989), der stiller forskellige livsanskuelser op over for hinanden - som få andre end Allen kan gøre det på én gang legende let og gravalvorligt i en filmdialog.

Nøglepositionerne er for pragtfulde (og relevante) til ikke at gengive også i denne sammenhæng:

Professor Louis Levy: We're all faced throughout our lives with agonizing decisions, moral choices. Some are on a grand scale, most of these choices are on lesser points. But we define ourselves by the choices we have made. We are, in fact, the sum total of our choices. Events unfold so unpredictably, so unfairly, Human happiness does not seem to be included in the design of creation. It is only we, with our capacity to love that give meaning to the indifferent universe. And yet, most human beings seem to have the ability to keep trying and even try to find joy from simple things, like their family, their work, and from the hope that future generations might understand more.

Rabbineren Ben til Judah Rosenthal: There’s a fundamental difference in the way we see the world. You see it as harsh and empty of values and pitiless, and I couldn’t go on living if I didn’t feel with all my heart a moral structure with real meaning and forgiveness ... and some kind of higher power. Otherwise there’s no basis to know how to live. And I know you well enough to know there’s a spark of that notion inside of you somewhere too.

Judah Rosenthal udfordrer moralen og antyder her, hvordan selv et samvittighedstyngende mord kan lette og opløse de etiske skrupler i intet: He’s on the verge of a mental collapse. And inch away from confessing the whole thing to the police, and then one morning, he awakens ... the sun is shining and his family is around him ... and mysteriously the crisis is lifted. As the months pass, he finds he is not punished. He prospers. His life returns to normal ... back to his protected life of wealth and privilege ... In time it all fades.

En pæn del af sammenstøddet sådanne moralfilosofiske positioner imellem, som Allen endevender i eminent dialogform i Crimes and Misdemeanors, får lov at henligge implicit i Match Point, hvor det alene er intrigen, de fine antydningers kunst og ganske få bemærkninger, der som nævnt gør heldet til den eksistentielle naturlov, som bærer det enkelte menneske igennem eller bringer det til fald.

Allen spinder sin intrige omkring den tidligere tennisspiller, Chris Wilson (Jonathan Rhys Meyers), som avancerer voldsomt i erhvervsaristokratiet, da han bliver gift med Chloe Hewett (Emily Mortimer). Desværre bliver han hjælpeløst forelsket i Nola Rice (Scarlett Johansson), der lige så uheldigt er kæreste med Chloes bror. Enkelt, langsomt og fatalt snører problemerne sig sammen - den uimodståelige, men særdeles ubekvemme lidenskab, der truer med at rive hele Chris' livsgrundlag og ægteskab bort under fødderne på ham, mens selv samme ægteskab bliver mere og mere farveløst.

Allen gør det imidlertid ikke let for sine karakterer - her er ingen »ukomplekse« valg mellem stormombrust lidenskab og ægteskabelig tomgang. Ikke blot ligger i alle valg katastrofens kim, men ingen veje er ubetinget attråværdige, ligesom ægteskabet med Chloe trods alt heller ikke er en blot og bar trivialitet.

Tennisbolden balancerer på netkanten, mens Chris må overveje den ultimative løsning at begå mord og rydde én af de to kvinder af vejen. Her fortættes filmens spænding og moralfilosofiske grundspørgsmål. Det er ikke let, men derimod uhyre vanskeligt og voldsomt smerteligt at begå mord for Chris, og filmen skildrer dette med næsten ondskabsfuld, psykologisk præcision.

Men da alt er gjort, og politiet nærmer sig gådens løsning under sagens efterforskning, vender vi tilbage til den balancerende tennisbold - på hvilken side af nettet lander den?

Det er som i Crimes and Misdemeanors ubestrideligt Judah Rosenthals ræsonnement, der fængsler Allen, for det er dér, i den afgrund uden moralsk eller religiøst sikkerhedsnet, at også Chris befinder sig i Match Point.

Og som den gode instruktør, Allen er, er det også over den afgrund, han placerer beskueren af filmen. Ligesom Hitchcock formår han kunsten at få os til instinktivt at holde vejret i frygt - ikke kun for forbrydelsens blodige gennemførelse, men i lige så skizofren grad også efterfølgende for dens opklaring.

Mange film ender uforløst med en såkaldt »åben slutning«, vi som seere selv kan lægge i, hvad »vi vil« - kun sjældent lykkes dette greb. Match Point ender heldigvis ikke uafsluttet eller uforløst - men den moralfilosfiske provokation får vi selv lov at rode videre med længe efter rulleteksterne.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk