Rang de Basanti (A Generation Awakens)
Instrueret af Rakesh Omprakash Mehra (2006)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
At Rang De Basanti (Farv det gult) er en historie om at ofre livet for en højere retfærdigheds sag er vanskeligt at tro på i filmens første tredjedel, der snarere tager sig ud som en let charmerende beretning om Indiens westernized MTV-ungdom, hvis eneste bekymring er at feste og drikke og høre høj musik.
Filmen har imidlertid to spor: Det ene er fortællingen om den unge engelske filminstruktør, Sue (Alice Patten), der er i Indien for at filmatisere historien om den revolutionære Bhagat Singh (1907-1931) og hans medsammensvorne, og som med besvær skal få en gruppe unge studerende med et overfladisk forhold til livet bragt in character for at spille de historiske oprørere. Det andet er selve fortællingen om Singh og hans kamp, der altså er filmen i filmen.
Som fortællingerne skrider frem, overtager de historiske oprørere i stigende grad amatørskuespillernes sind - men det kræver en særlig begivenhed, før de nærmest bliver ét.
Katalysatoren for forandringen indtræffer, da en af deres venner dør i en fly-ulykke, for hvilken den indiske forsvarsministers gennemkorrupte embedsførelse er indirekte ansvarlig. Herefter aktualiseres betydningsfuldheden af den revolutionære epoke, de er i færd med at dramatisere - og samtidens politiske kaos fremstår i al sin tydelighed som en falliterklæring på baggrund af de historiske ofre, som Indien har måttet bære for at fravriste englænderne sin selvstændighed.
En konfrontation med landets politibrutalitet er det sidste skub, som fører til den skæbnesvangre beslutning at myrde forsvarsministeren.
Mehras film er dybest set et revolutionært manifest i sig selv (med undertitlen: A Generation Awakens), som taler direkte til den enkelte inder i sin opfordring til at gøre op med et skævvredet samfund, der er kendetegnet af ekstremistiske hindunationalisters og muslimers blodige opgør og et grotesk politisk system - midlet er imidlertid selv ekstremt.
De nægter dog at betragte sig selv som terrorister, i og med at de hverken er affilieret med politiske eller religiøse bevægelser eller terrororganisationer og netop ikke retter deres angreb mod civile, men ene og alene går efter en af de hovedansvarlige i toppen af magtens hierarki.
Derved balancerer filmen tæt på en slags ikke-voldelig opfordring til en voldelig politisk aktion, men med potentielt langt større rækkevidde. I stedet for at skyde en minister i virkeligheden, bliver en minister skudt i en film, der ligger sig faretruende og umiskendeligt tæt op ad Indiens realpolitiske virkelighed. Instruktøren får sit budskab langt længere og renere ud, end et politisk mord ville have været i stand til, og filmen kan selv iscenesætte »debatten« om sit eget tema som en del af filmen. Det er kontroversielt, men det er den slags kunsten (også) kan og bør - anstille de forjættende eller skræmmende alternative virkelighedsspor med det lille, men effektive greb: What if ...?
En så direkte systemkritik er vi ikke vant til i Danmark - det tætteste en nyere film kommer herpå, er vel Nikolaj Arcels glimrende Kongekabale, der skånselsløst afdækker betændte magtforhold i Danmark og blev en fortjent publikumssucces, men som næppe har rokket ved den sammenspiste magtfuldkommenhed, den så effektivt udstiller.
Sådan går det ofte - samfundskritiske film risikerer at blive en slags substitut for et engagement, snarere end en inspiration til et tiltrængt opgør.
Men nu skal film naturligvis også primært vurderes som film og på filmens præmisser - og Rang De Basanti fungerer fremragende. Selv om den til tider måske er på kanten af det lidt vel teatralske og lige lovligt forsimplede symbolsprog for min smag, kammer den dog aldrig for alvor over, men bliver højst noget letkøbt sine steder.
Et politisk manifest iscenesat som spillefilm risikerer også at blive en slags »argumenter i kostumer«, men hjulpet på vej af den løsslupne, for ikke at sige pubertetsagtige stemning, der hviler over den første tredjedel af filmen - og som i kontrast til min egen forventning faktisk fungerer godt som opbygning til den gradvise intensivering og dramatisering af plottet - får filmen farve, dybde og liv. Temaet er dystert, men filmen er i allerhøjeste grad livsbekræftende.
Det er et manifest med andre sympatiske sidegevinster - f.eks. hindunationalisten, som overvældet af begivenhedernes gang bliver ven og medsammensvoren med sin politiske »arvefjende«, en muslim. Og vice versa.
Et lovende bud på en gryende, indisk selverkendelse og selvbevidsthed - og på et afgørende indisk selvopgør.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juli 2006
