Guden, englen, havfruen eller uhyret, der begærer eller forelskes i et menneske (og/eller omvendt) er et klassisk tema i myter, eventyr og anden litteratur. Her udfoldes det som illustration af alt fra folkelige sjofelheder til skræmmende advarsler - og i mere storladen iscenesættelse omgærdes det af moralske pointer, der spænder fra evig fortabelse til himmelsk frelse.
Dette ulige og spændingsfyldte forhold inspirerer til fortællinger om både overjordisk ømhed, tragisk uforenelighed og brutal voldtægt og afspejler på sin sære facon naturligvis også aspekter af kærlighedslivet menneske og menneske imellem.
Poetisk er ikke mindst den betagende myte om Amor og Psyche, hvis litterære højdepunkt findes i Apuleius' roman, Det gyldne æsel (læs: Amor vincit omnia - omnia vincit Amor).
The Beauty and the Beast-temaet har klare paralleller hertil, men i filmens univers tematiseres den inkompatible kærlighed i skikkelse af forholdet mellem gud/engel/uhyre og menneske også i mange andre variationer. Eksempelvis den udmærkede City of Angels (1998) - der i mine øjne fungerer bedre end forlægget, Wim Wenders' Der Himmel über Berlin (1987) - såvel som i Tarkovskys klassiker, Solyaris (1972).
Merian C. Coopers King Kong (1933) er givetvis filmhistoriens mest ikoniske eksempel på dette tema, og Peter Jacksons version (2005) havde i bedste fald været en overflødig opdatering af Coopers gribende original, hvis det kun var for de endeløse og oppustede CGI-sekvenser med dinosaur-overkill, men i kraft af det lille kup, som gør kærlighedshistorien mellem monsteret og Ann Darrow til en gensidig affære, udbygges og forfines det mytiske træk, der er fortællingens rygrad.
Vi møder samme tema i andre klæder i den fabulerende tegnefilm, Det levende slot. Bag filmen står den japanske tegnefilmsinstruktør Hayao Miyazaki, som bl.a. også har skabt mesterværket Mononoke-hime (prinsesse Mononoke, 1997) og den glimrende Chihiro og heksene (2001).
I Det levende slot tryller Ødeheksen den unge Sophie om til en gammel, gangbesværet kvinde, der imidlertid tager den magiske kamp op og konfronterer alskens mytiske væsner og fortryllede maskiner. Hun forelsker sig i den charmerende og begavede troldmand Hauru, som dog snart viser sig at være underlagt en anden forbandelse som både monster og menneske.
Men dette er kun begyndelsen på forviklingerne i denne poetiske historie, der i lighed med Mononoke og Chihiro glimrer ved en sublim æstetik og et helt uforudsigeligt fortælleforløb.
Og som disse film er også Det levende slot svært skæv i forhold til en mere vestligt orienteret (især moderne) fortællestruktur (selv om den faktisk bygger på en roman af den britiske forfatter, Diana Wynne Jones). Filmen er f.eks. fri for de entydigt gode og onde karakterer, der er en hyppigere bestanddel i vor egen kulturtradition - hvilket vi f.eks. erfarer, da vi stifter nærmere bekendtskab med Ødeheksen.
En på alle måder smuk film.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk