PAUL FEYERABEND: »I would say, for most of the misery in our world, wars, destruction of minds and bodies, endless butcheries are caused not by evil individuals but by people who have objectivised their personal wishes and inclinations and thus have made them inhuman.«

Shakespeares The Merchant of Venice er ikke mindst berømt og berygtet for sit portræt af den jødiske ågerkarl, Shylock, men man skal ikke overse, at dér, hvor dobbeltmoralen og lavsindet for alvor florerer i stykket, er blandt Venedigs overklasse. Og selv om det nok til dels er tidsbestemt, at vi ikke kan undgå at fatte medlidenhed med Shylock i dag (og hjælpes på vej af Al Pacinos dybfølte skuespil), er dramaet mere et tidsbillede, der rejser racistiske temaer, end det er udtryk herfor. Læs mere: Købmanden fra Venedig ...

Relativisme kan tentativt defineres som en anskuelse eller teori, der hævder, at intet er absolut sandt. Eftersom enhver oplevelse er afhængig af de forudfattede anskuelser og begreber, på baggrund af hvilke oplevelsen erfares og vurderes, og eftersom disse anskuelser og begreber ikke beror på objektive kendsgerninger, men på variable definitioner og konventioner samt måske medfødte anlæg, må enhver erkendelse være kontekstafhængig og i én eller anden udstrækning individuel. Men hvad er en meningsfuld relativisme, og hvad er ikke. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Descent

Instrueret af Neil Marshall (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

I David Finchers Alien 3 (1992) er der en fin scene, hvor en determineret Ripley (Sigourney Weaver) fortæller, at hun selv vil opsøge bæstet in the basement i det fængsel, der udgør filmens kulisse.

Det bliver mødt med en bekymret og undrende bemærkning om, at hun jo allerede befinder sig i et kælder-kompleks.

Ripley svarer noget i retning af: »I was speaking metaphorically.«

Når en films psykologiske præmis udtrykkes og »afsløres« så direkte, som Sigourney Weaver her gør det, virker det af en eller anden grund ekstra overbevisende i stedet for at underminere beskuerens suspension of disbelief. Metaforikken i hele filmens grund-præmis er naturligvis så indlysende, at den grænser til det banale, men måske også til det arketypiske - de skrækkelige bæster vokser i menneskets indre og inkarnerer det rene, instinktive overlevelses-gen.

De kender intet omsvøb, ingen fine manerer, ingen filosofisk konversation, jobsamtaler eller smalltalk - men forstår alt om et uindpakket eat or be eaten - og vi underforstår et lige så uindpakket multiply.

På godt og ondt en rovdyrs-rest, som fortsat ruminerer i psykens kælderregioner, hos nogle mere udtalt end hos andre - men som måske kan bevæge sig op til overfladen hos hvem som helst under trængte og traumatiske situationer.

Marshalls The Descent er ikke tilnærmelsesvis så original som Alien-filmene, men den udfolder på sin vis samme, enkle psykologiske metaforik. Her er det blot seks kvinder på vej ned i et kilometerdybt hulekompleks, der samtidig er en rejse dybere og dybere ned i sindets forhistoriske lag, og som ligeledes viser sig at rumme blodtørstige monstre med appetit på menneskekød.

Det bedste man kan sige om filmen, er, at den er uhyggelig. Meget uhyggelig. De snævre grotter under kilometer af klippemassiver er noget af det mest kvælende, klaustrofobiske jeg har set. Det forstærkes naturligvis af, at den sammentømrede kvindegruppe går mere og mere i opløsning, som deres sammenhold og mentale overskud bliver skrællet af, lag for lag.

Det næstbedste, man kan sige om filmen, er, at den udfolder sin enkle præmis uden dikkedarer, og derfor er der ikke så meget, der kan gå helt galt, hverken dramaturgisk, filosofisk eller psykologisk.

Og dog - en spinkel forhistorie om en tragisk trafikulykke, der skal antyde en underliggende og undertrykt konflikt i gruppen, virker snarere malplaceret - den udforskes heller aldrig rigtig i de senere referencer, da rædslerne i grotten går i gang, men forekommer påklistret og forstyrrende.

Men bortset fra det, foregiver filmen ikke at være mere, end den er - en gyser om desintegrationen af tillagte normer.

Og det formår den til gengæld at skildre med en vis effekt, hvis man accepterer horror-genrens virkemidler.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, marts 2006