HENRIK PONTOPPIDAN (Povl Gaardbo om 'Bethesda'): »En gang imellem kom en engel ned fra skyen og rørte vandet, så det fik lægende kraft. Ser man ikke den hele scene livagtig for sig? En vrimmel af krøblinge og syge, der sidder rundt om ved bredden og venter på miraklets time. Og allesammen styrter de til som en flok besatte, hver gang en nysgerrig fiskesnude kruser vandskorpen. Det er et billede af menneskehedens historie gennem alle tider. Sådan har vi siddet i årtusinder og spejdet efter en trolddomsagtig håndsrækning i farer og nød - snart fra præsterne, snart fra videnskaben eller lovmageriet. Og trods alle skuffelser bliver folk ved at lade sig narre af den første den bedste hundestejle, der stiger op fra mudderet og agerer mirakelmager.«

Holloway er en ung, tilbagetrukket kvinde, som de fleste vil kalde en anelse »forstyrret«, og som har det med at skære i sig selv. Hun har tilbragt en tid på en psykiatrisk institution, før hun blev sekretær for den usædvanlige advokat, Grey. Hans betydning for hendes selvværd og selvforståelse kurererer Holloway for sine selvpinsler, men erstatter dem med en endnu stærkere afhængighed af et skævt kærlighedsforhold og en tvetydig dominans. Læs mere: Secretary ...

Vergils poetiske kærligheds-credo Omnia vincit Amor går igen kulturhistorien igennem: »Kærligheden besejrer alt.« Amor er både kærligheden som begreb og navnet på en gud, der også kaldes Cupido (og i græsk mytologi hedder Eros). Han er søn af kærlighedsgudinden Venus og krigsguden Mars og fremstilles undertiden som en lille bevinget dreng, der er bevæbnet med bue, pil og fakkel. Med disse våben skaber han den største fryd - og de frygteligste forviklinger. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Descent

Instrueret af Neil Marshall (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

I David Finchers Alien 3 (1992) er der en fin scene, hvor en determineret Ripley (Sigourney Weaver) fortæller, at hun selv vil opsøge bæstet in the basement i det fængsel, der udgør filmens kulisse.

Det bliver mødt med en bekymret og undrende bemærkning om, at hun jo allerede befinder sig i et kælder-kompleks.

Ripley svarer noget i retning af: »I was speaking metaphorically.«

Når en films psykologiske præmis udtrykkes og »afsløres« så direkte, som Sigourney Weaver her gør det, virker det af en eller anden grund ekstra overbevisende i stedet for at underminere beskuerens suspension of disbelief. Metaforikken i hele filmens grund-præmis er naturligvis så indlysende, at den grænser til det banale, men måske også til det arketypiske - de skrækkelige bæster vokser i menneskets indre og inkarnerer det rene, instinktive overlevelses-gen.

De kender intet omsvøb, ingen fine manerer, ingen filosofisk konversation, jobsamtaler eller smalltalk - men forstår alt om et uindpakket eat or be eaten - og vi underforstår et lige så uindpakket multiply.

På godt og ondt en rovdyrs-rest, som fortsat ruminerer i psykens kælderregioner, hos nogle mere udtalt end hos andre - men som måske kan bevæge sig op til overfladen hos hvem som helst under trængte og traumatiske situationer.

Marshalls The Descent er ikke tilnærmelsesvis så original som Alien-filmene, men den udfolder på sin vis samme, enkle psykologiske metaforik. Her er det blot seks kvinder på vej ned i et kilometerdybt hulekompleks, der samtidig er en rejse dybere og dybere ned i sindets forhistoriske lag, og som ligeledes viser sig at rumme blodtørstige monstre med appetit på menneskekød.

Det bedste man kan sige om filmen, er, at den er uhyggelig. Meget uhyggelig. De snævre grotter under kilometer af klippemassiver er noget af det mest kvælende, klaustrofobiske jeg har set. Det forstærkes naturligvis af, at den sammentømrede kvindegruppe går mere og mere i opløsning, som deres sammenhold og mentale overskud bliver skrællet af, lag for lag.

Det næstbedste, man kan sige om filmen, er, at den udfolder sin enkle præmis uden dikkedarer, og derfor er der ikke så meget, der kan gå helt galt, hverken dramaturgisk, filosofisk eller psykologisk.

Og dog - en spinkel forhistorie om en tragisk trafikulykke, der skal antyde en underliggende og undertrykt konflikt i gruppen, virker snarere malplaceret - den udforskes heller aldrig rigtig i de senere referencer, da rædslerne i grotten går i gang, men forekommer påklistret og forstyrrende.

Men bortset fra det, foregiver filmen ikke at være mere, end den er - en gyser om desintegrationen af tillagte normer.

Og det formår den til gengæld at skildre med en vis effekt, hvis man accepterer horror-genrens virkemidler.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, marts 2006