Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Descent

Instrueret af Neil Marshall (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I David Finchers Alien 3 (1992) er der en fin scene, hvor en determineret Ripley (Sigourney Weaver) fortæller, at hun selv vil opsøge bæstet in the basement i det fængsel, der udgør filmens kulisse.

Det bliver mødt med en bekymret og undrende bemærkning om, at hun jo allerede befinder sig i et kælder-kompleks.

Ripley svarer noget i retning af: »I was speaking metaphorically.«

Når en films psykologiske præmis udtrykkes og »afsløres« så direkte, som Sigourney Weaver her gør det, virker det af en eller anden grund ekstra overbevisende i stedet for at underminere beskuerens suspension of disbelief. Metaforikken i hele filmens grund-præmis er naturligvis så indlysende, at den grænser til det banale, men måske også til det arketypiske - de skrækkelige bæster vokser i menneskets indre og inkarnerer det rene, instinktive overlevelses-gen.

De kender intet omsvøb, ingen fine manerer, ingen filosofisk konversation, jobsamtaler eller smalltalk - men forstår alt som et uindpakket eat or be eaten - og vi underforstår et lige så uindpakket multiply.

På godt og ondt en rovdyrs-rest, som fortsat ruminerer i psykens kælderregioner, hos nogle mere udtalt end hos andre - men som måske kan bevæge sig op til overfladen hos hvem som helst under trængte og traumatiske situationer.

Marshalls The Descent er ikke tilnærmelsesvis så original som Alien-filmene, men den udfolder på sin vis samme, enkle psykologiske metaforik. Her er det blot seks kvinder på vej ned i et kilometerdybt hulekompleks, der samtidig er en rejse dybere og dybere ned i sindets forhistoriske lag, og som ligeledes viser sig at rumme blodtørstige monstre med appetit på menneskekød.

Det bedste man kan sige om filmen, er, at den er uhyggelig. Meget uhyggelig. De snævre grotter under kilometer af klippemassiver er noget af det mest kvælende, klaustrofobiske jeg har set. Det forstærkes naturligvis af, at den sammentømrede kvindegruppe går mere og mere i opløsning, som deres sammenhold og mentale overskud bliver skrællet af, lag for lag.

Det næstbedste, man kan sige om filmen, er, at den udfolder sin enkle præmis uden dikkedarer, og derfor er der ikke så meget, der kan gå helt galt, hverken dramaturgisk, filosofisk eller psykologisk.

Og dog - en spinkel forhistorie om en tragisk trafikulykke, der skal antyde en underliggende og undertrykt konflikt i gruppen, virker snarere malplaceret - den udforskes heller aldrig rigtig i de senere referencer, da rædslerne i grotten går i gang, men forekommer påklistret og forstyrrende.

Men bortset fra det, foregiver filmen ikke at være mere, end den er - en gyser om desintegrationen af tillagte normer.

Og det formår den til gengæld at skildre med en vis effekt, hvis man accepterer horror-genrens virkemidler.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk