ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Arven

Instrueret af Per Fly (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Per Flys Arven handler om en mand (Ulrich Thomsen), der er så tynget af sin arvs og families forventningspres i form af fastlagte strukturer og normer, at end ikke hans kærligheds længsler kan løsrive ham fra tilværelsens forudlagte spor, som han dybest set hverken ønsker eller bifalder.

Det er anden del i Flys trilogi, og mens første del, Bænken (2000) portrætterer en mand fra det danske samfunds bund, udspiller Arven sig i samfundets absolutte top, hvor Christoffer halvt nødtvungent overtager chefstolen i familiekoncernen efter faderens selvmord.

Hvor Bænken var gribende (ikke mindst takket være Jesper Christensen i hovedrollen), men ujævn, er Arven forholdsvis stramt komponeret og rækker dybere end den samtidsskildring af Danmarks overklasse, som kun på overfladen er temaet.

Faktisk er det vanskeligt at bedømme, hvor lidt eller meget billedet af selvsamme overklasse egentlig er lykkedes, for selv om trilogiens omdrejningspunkt netop er hver sin samfundsklasse - med tredje og sidste del, Drabet om middelklassen - er Arven først og fremmest en velfungerende tragedie om en mand, der som nævnt er bundet af arv og slægt. Det ikke blot reducerer hans frie vilje, men (antyder filmen nærmest) eliminerer den - »Ich will nicht, ich muß,« som det hedder i Fritz Langs M (1931).

Eller en mere oplagt parallel: Som en fin og aldrig overspillet detalje løber referencer til Shakespeares Romeo og Julie - et stykke, hvortil Christoffers elskede Maria (Lisa Werlinder) netop forbereder sig på at spille den kvindelige hovedrolle. Ligesom der i Romeo og Julie ikke er nogen verden uden for Verona, er der vitterlig heller ikke anden verden end koncernen for Christoffer - i langt mere end metaforisk forstand.

»O Romeo, Romeo! wherefore art thou Romeo? Deny thy father, and refuse thy name,« bønfalder Julie. Men arven hænger ved, og tragedien er beseglet, også her.

Da Christoffer påtager sig hvervet som sin fars efterfølger, kommer det bag på alle og er i lodret modstrid med hans aftale med sin hustru (og sig selv) - ikke fordi han er en udspekuleret og egoistisk rad, der spiller dobbeltspil, men fordi han slet og ret ikke kan bryde sin arv.

Og skønt han som topleder synes at demonstrere en vis, tiltagende kynisme, der fuldkommen fremmedgør ham både for sin hustru og søster, er det Per Flys kup, at vi hele tiden forstår, at det hverken er forudsigelige, stereotype »kapitalistiske« træk eller nogen det-er-koldt-på-toppen-kynisme, som driver ham. Det er arv.

Denne bundethed er hele omdrejningspunktet og temaet og gør i lige så høj grad filmen til et skæbnedrama som et psykologisk drama - og altså ikke til en (traditionel) socialrealistisk skildring af forholdene i overklassen så lidt som relationerne mellem arbejdsgiver og arbejdere, skønt det er inden for dét rollemønster, historien fortælles.

En arv og en skæbne så tung, at intet kan bøje den, rummer ikke nogen opbyggelig pointe, når arven, som det er tilfældet her, tårner sig op som en mur mellem to elskende, og man spekulerer på, om Christoffer er tvunget til at følge sine faders spor helt til galgen.

Filmen tager ikke stilling til rimeligheden heraf - hvordan også »tage stilling« til dét? - den fortæller sin historie og lukker sig om sig selv uden hverken at idealisere eller dæmonisere sin hovedperson.

Det er som portræt af et menneske inden for disse rammer, at Arven fungerer som klassisk skæbnefortælling.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, januar 2006