Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Sin City

Instrueret af F. Miller & R. Rodriguez (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En af de mest indflydelsesrige tegneserie-skabere i de seneste årtier er utvivlsomt Frank Miller, der nærmest har legendestatus i mange tegneseriemiljøer. Han har bl.a. leveret episoder til Spider-Man, X-Men og Daredevil, hvor han f.eks. opfandt karakteren Elektra (der er filmatiseret i 2005 med Jennifer Garner i hovedrollen). Han har skabt Ronin og 300, genfortolket Batman i The Dark Knight Returns, og endelig har han skrevet og tegnet Sin City.

Allerede i begyndelsen af 1990erne krydsede hans karriere film-verdenen, og han skrev manuskript til Robo Cop 2 og 3 (1990 og 1993) - men de dårlige erfaringer med filmselskabernes indblanding fik ham til at vende Hollywood ryggen, indtil Robert Rodriguez lokkede ham ombord på den ambitiøse filmatisering af Sin City.

Her er det for alvor lykkedes at konvertere Millers tegneserie-kontraster til filmmediet i en næsten én-til-én filmatisering af serien, der endog i talrige tilfælde har overført Millers grafiske dispositioner direkte til lærredet med imponerende æstetisk overbevisning. Sin City udfolder et beskidt og brutalt metropol-miljø i knaldhårde, sort/hvid-kontraster med muskelsvulmende, desillusionerede skæbner, der tæsker og skyder sig gennem underverdenens kriminelle miljøer.

Kun en ubøjelig ridderlighed over for kvinder og en tynd fernis af arkaiske æresbegreber adskiller »heltene« fra »skurkene«, og korruption, hykleri og magtfuldkommen er reglen blandt både kirkelige og statslige øvrighedspersoner. Alt er fortegnet i et skævt, overdimensioneret og overgearet voldsinferno, hvor psykopater sætter dagsordenen, og kun en guldhjertet strippers forførende elskov eller en amazone-luders vilde lidenskaber er de blafrende lys i mørket.

Rodriguez får sine skuespillere til at levere den rå vare, om det er Bruce Willis (Unbreakable), Mickey Rourke (Angel Heart), Rutger Hauer (The Hitcher), Clive Owen (King Arthur) og Michael Madsen (Kill Bill, I-II) som mere eller mindre velkendte macho-klodser, eller om det er Elijah Wood (Ringenes Herre) i en overraskende rolle som kannibalistisk psykopat. Mindre kendte er skuespillerinderne, men Jamie King (Pearl Harbor), Jessica Alba (Fantastic Four) og Rosario Dawson (Alexander) lever op til filmens univers som (stort set) lige så unuancerede karakterer som deres mandlige komplementer.

Sin City er en mørk, næsten trøstesløs og på mange måder banal, stereotyp og ureflekteret fortælling. Men det er til gengæld en fortælling, som ikke blot er uhyre bevidst om sine æstetiske virkemidler, men som også blæser intrigerne op i så bombastiske, men endimensionale dimensioner, at stereotypien bliver en del af de åbenlyse, æstetiske præmisser og ikke udtryk for hverken en politisk eller moralsk dagsorden.

Måske en slags Tom og Jerry for de voksne, hvor tegnefilmens voldsomme kampe mellem musen og katten er erstattet af blodige sværdhug og store skydevåben, og hvor den bærende humor er afløst af sex og et diminutivt glimt i øjet. Sex og vold er da også (næsten) alt i Sin City, hvor de prostituerede sågar har overtaget en hel bydel og selv håndhæver lov og ret uden alfonser eller politi.

Stor og uafrystelig bliver filmen aldrig, men en fængende oplevelse i et klæbende, mørkt univers, der på én og samme tid forædler og forværrer billedet af million-metropolen og det depraverede samfund.

Det »opbyggelige« budskab midt i melankolien og brutaliteten - hvis man kan tale om et sådant - er vel, at kærligheden og elskoven i al sin poetiske porøsitet er sejere end det største muskelbundt og mere uimodsigelig end enhver kugleregn, korruption og kynisme.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk