Humanisme.dk

      BLOG | OM | REGISTER | FORFATTERSKAB | FILM-ANBEFALINGER | BOGANMELDELSER | FOTOS | LINKS | SØGNING
      INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | POESI | KUNST | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

...
Aktuelt
Aktuelt
Alle månedens opdateringer
Se udvalgt film- eller tv-klip fra sektionen 'Levende billeder'
Dagens bevingede ord

DAVID HUME: »What so pure as some of the morals, included in some theological systems? What so corrupt as some of the practices, to which these systems give rise?«

Dagens filmanbefaling

Det mest overraskende ved Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved er, at den med sin vanskelige balance mellem Thomas' hverdagsproblemer efter et forlist ægteskab og det dødsensfarlige drama, han roder sig ud i ved at bore i en betændt magtkoncentration med skjulte dagsordener, forbinder den enkelte borgers position som en brik i et større magtspil med modernitetens opbrud i privatlivet såvel som privatlivets fred på flere planer. Læs mere: Det som ingen ved ...

Dagens essay fra arkivet

En afdækning af, hvordan den autoriserede danske bibeloversættelse er blevet til, samt en analyse af afgørende skriftsteders behandling, levner ingen tvivl om, at Bibelselskabet har produceret en bog, der grænser til regulær manipulation, hvis formål i talrige tilfælde har været at tækkes kirkelig sædvane frem for kildetekstens ordlyd. I stedet for en filologisk forsvarlig bibel, har vi fået en kirkedogmatisk oversættelse. Læs mere ...

Om Rune Engelbreth Larsen
Facebook-profil
Biografi
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danarige - en genopdagelse af Danmarks landskaber i ord og fotos
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti
Faklen.dk
Modspil.dk
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Øvrige anbefalede links
...
Kontakt Humanisme.dk

eXTReMe Tracker DanskeWeblogs.dk | Indeks over de danske blogs
Humanisme.dk

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

DVD-cover

The Aviator

Instrueret af Martin Scorsese (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I sin storhedstid skabte Scorsese film som Taxidriver (1976), Raging Bull (1980) og The Last Temptation of Christ (1988), mens hans bedste film i 1990erne, Goodfellas (1990) og Casino (1995) var gribende psykologiske gangsterdramaer forenet med elementær spænding, der dog ikke i samme grad som tidligere formåede at gennembryde lydmuren.

Gangs of New York (2002) var i mine øjne et løft i forhold til de foregående gangsterfilm, men siden 1990erne har Scorsese generelt lidt under en stigende tendens til at fortabe sig for meget i ekstravagante udstyrsstykker, der kæler mere for den perfekte detaljes autentiske gadebilleder end for sine fortællingers originalitet og dybsindighed.

Dette gælder også for The Aviator om verdens rigeste mand, den excentriske fly- og filmproducent, Howard Hughes. Alt i filmen er spektakulært: Et imponerende antal historisk korrekte flytyper, genskabelsen af en berømt natklub ned til mindste detalje, glitrende Hollywood-stjerner selv i små roller - osv. Det er altsammen meget flot, og alle poster er besat af kompetente filmhåndværkere, hvilket også de dramatiske flystyrt (der vist sætter nye standarder for den slags) vidner om.

Hovedrollerne gør ligeledes deres til at fastholde indtrykket af en uhyre ambitiøs produktion - Scorsese har siden Gangs of New York med held udskiftet sit gamle alter ego, Robert de Niro med et nyt, Leonardo DiCaprio, som også denne gang spiller fortræffeligt (om end han måske trods alt ikke har alderen til rollen). Han overgås dog af Cate Blanchett som Katharine Hepburn, der i sig selv er en ualmindelig skøn filmoplevelse.

Hughes' filmproduktioner, Hell's Angels (1930) og The Outlaw (1943) fylder naturligt en del, da portrættet af rigmanden er lagt i hænderne på en anden filmmand, og Scorseses kolossale fascination af Hughes' perfektionistiske kompromisløshed er selvsagt ikke til at overse.

Men filmens udgangspunkt er også i andre henseender fascinerende. Omdrejningspunktet er Hughes som en moderne Ikaros, en kulturhero, hvis visioner (og ikke mindst midler) sætte et afgørende præg på amerikansk fly- og filmhistorie (og derved på det moderne USA i det hele taget), men som samtidig plages af en tiltagende mikrofobi, der til sidst sender ham faretruende nær vanviddet. Det er i de stadig hyppigere glimt af hans tvangshandlinger, som leder frem til filmens klimaks, at DiCaprio for alvor glimrer i sit portræt af denne Aviator, der som en vingeskudt fugl aldrig rigtig finder sig til rette i sin tilværelse ved jordens overflade.

Trods mange gode momenter, storslåede billeder, flere glimrende skuespilpræstationer og en fascinerende hovedperson minder filmen i sidste ende mest om Hughes' eget nok så imponerende gigant-fly, der lige akkurat trodser tyngdeloven og letter, men alligevel aldrig når særlig højt.

Jo, Hughes revolutionerer flyindustrien og skaber et par vigtige film, og der kan spindes en ende om den klassiske klichés grænseland mellem genialitet og galskab ... Men heroiseringen er af og til lidt anstrengt, og Hughes' store »vision« om at sende den almindelige amerikaner op over de turbulente vejrforhold i højtflyvende passagererfly er vel trods alt ikke voldsomt breathtaking.

Filmen virker lidt for ekstravagant for ekstravagancens egen skyld, og hvor fascinerende denne bizarre mangemillionær end er, står han som antydet næppe mål med den gudelignende mytologi, som Scorsese forsøger at iscenesætte.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, august 2005