Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Der Untergang

Instrueret af Oliver Hirschbiegel (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Adolf Hitlers livsforløb er en af de mest helstøbte, brutale skæbner i historien. Fra hans ubetydelige aspirationer som billedkunstner, den diminutive birolle i Første Verdenskrig og de første taler over det mislykkede kup i München, fængslingen og Mein Kampf, til NSDAPs magtovertagelse efter valgsejren i 1933, Blitzkrieg, Holocaust og den altudslettende Untergang i 1945. Fra absolut intet til absolut magt - og atter tilbage til absolut intet som et forkullet lig uden for førerbunkeren i Berlin.

50 millioner døde i verdens hidtil største krig, hvis systematiske folkemord på jøder og romaer er gået over i historien som racismens og kynismens ultimative rædselshistorie, hidtil kun overgået af Stalin.

Hvordan i alverden kunne det ske? Dét spørgsmål har historikere, sociologer, kunstnere, digtere og filosoffer stillet sig selv tusinder af gange - og hvem har ikke grublet med?

Hirschbiegels mesterværk, Der Untergang rejser ikke dette spørgsmål, men begynder i de dage i 1945, hvor det hele slutter - men måske den alligevel også her finder en del af svaret.

Filmen afrunder Hitlers cirkel og tegner et gribende og skræmmende minutiøst portræt af Der Führer's modvillige erkendelse af, at alt er tabt under de sidste dage i førerbunkeren.

Alt i denne film er imponerende, filmisk og narrativt - den apokalyptiske undergangsstemning i et udbombet Berlin, nazistiske fanatikers absurde tiltro til sejren, ægteparret Goebbels' kompromisløse og grusomme viljestyrke, Eva Brauns urokkelige kærlighed og den hjerteskærende fortvivlelse på de interimistisk sygehuse, hvor blod og afskårne lemmer flyder som slagteaffald.

Det har chokeret og forarget nogle kritikere, at filmen portrætterer en af historiens værste diktatorer som et menneske med følelser og dermed risikerer, at beskueren får ondt af ham. Men filmen har begge sider med.

Den schweiziske skuespiller, Bruno Ganz levendegør på den ene side Hitlers fuldstændige mangel på medlidenhed med sine medmennesker, som i absolut udelt grad er reduceret til midler for hans monstrøse ambitioners mål. På den anden side ser vi også et menneske, der langsomt desillusioneres og overvældes af melankoli og depression, så det trods alt kan skære én i hjertet. Og det er godt.

Hvorfor? Fordi filmen på så eminent vis tilstræber, at vi trods alt også et eller andet sted føler med dette medmenneske i hans undergang, hvor fortjent denne ellers så afgjort er - fordi han netop aldrig i livet kunne føle den mindste smule med os som sine medmennesker. Det er ikke nogen »pacifistisk« morale, ikke noget forsøg på at reducere en tyran til en stakkel - ingen, der har set filmen, kan mene, at den blot tilnærmelsesvist renser eller undskylder Hitler.

Men det er et forsøg på at vise, at også den tyran, der har fortjent den allerstørste straf, stadig væk er et menneske.

Denne genistreg spiller Hirschbiegel på med gennemført finfølelse for den knivskarpe balance, der undlader at lade kameraets billeder og filmens fortælling i sig selv »dømme« Hitler, men ganske ubarmhjertigt udstiller ham på »godt« og »ondt« i sin nederlagsstund. Ansvaret for dommen er og bliver derved vores eget.

Filmen afstår fra at »hjælpe« os på vej, al den stund at vi f.eks. ikke ser ofrene for Holocaust og nazisternes øvrige misgerninger, men kun forholder os til et meget begrænset tidsrum. Vi er naturligvis bekendt med Holocaust osv. i forvejen, men fortællingen fanger os og fastholder øjeblikket, tvinger os til (også) at møde en anden Hitler. Vi ser i stedet de mere eller mindre velvillige tyske ofre for Hitlers brutale ambitioner, men som regel dvæler historien alene ved det lukkede miljø inden for førerbunkerens - og førerens - indkapslede virkelighed.

Og dermed er vi tilbage ved det spørgsmål, eller rettere det »svar«, som jeg for lidt siden antydede - hvordan i alverden kunne det ske?

Dét er både lettere at »forstå« og vanskeligere at acceptere på baggrund af Der Untergang end på baggrund af langt de fleste film, som udstiller alle de umenneskelige og grufulde konsekvenser af nazisternes totalitære ideologi og politik. Dæmoniseringen af Hitler gør det jo i disse film såre let og bekvemt: han var et monster, hans håndgange mænd var sadistiske psykopater, og folket blev fastholdt i et tyrannisk jerngreb, som den enkelte enten profiterede af eller lod sig true så voldsomt af, at der slet ikke var noget at stille op.

Det er »let«, fordi vi ud fra dette set-up tror at kunne genkende enhver tyran i tide - vi skal jo bare spejde efter det første og det værste antidemokratiske monster og komme hans grusomhed i forkøbet?

Men hvordan skulle et rendyrket, psykopatisk monster nogen sinde kunne overbevise ret mange om ret meget? Tyrannens muligheder er ofte betinget af, at der afgjort også er en genkendelig menneskelighed i hans karakter og fristelser i hans vision. Ellers kan han heller ikke hævde at være midlet imod monstrene, som han typisk gør, når han iscenesætter sig selv som frelseren, der bekæmper afvigerne, psykopaterne, de fremmede - det være sig jøderne eller muslimerne, de sorte eller de gule - de »onde«.

Adolf Hitler havde ikke en jordisk chance for at nå frygtindgydende tæt på sine mål, hvis ikke han netop også var folkelig og menneskelig, og det er en af de mange styrker i Der Untergang, at vi må se dét i øjnene. Hitler er med andre ord også en lille, høflig vegetar med rolige og udtryksfulde øjne, der med et varmt, lidt undskyldende smil hilser på sine søde sekretærer, spiser pænt, afholder sig fra spiritus, elsker sin hund - og fælder en tåre, hvis verden går ham imod.

Han er således ikke et »monster«, fordi han ikke er menneskelig, men fordi han også er menneskelig; og han er ikke farlig, fordi han er et »monster«, men fordi han også reducerer andre til monstre og derved letter hadet til (og udryddelsen af) dem. Det er dét, der gør nogle ideologer i særklasse farlige, at de gør monstre af de andre, helt eller delvist fraregner deres modstandere al menneskelighed.

Moralen må være, at skal vi undgå at falde i Hitlers fælde, må vi aldrig fraregne vore modstandere deres menneskelighed. For gør vi det, overser vi atter racismens og tyranniets fremvækst, mens vi forgæves spejder efter det blot og bar monstrøse, der imidlertid altid »kun« er bagsiden. Forsiden møder os først, fylder mest og risikerer at overbevise, længe før bagsiden tårner sig op og kan ses af enhver.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk