|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
![]() |
|
SØREN KIERKEGAARD: »En Christen i det nye Testamentes Forstand er bogstavelig en Fremmed og Udlænding: han føler sig fremmed, og Enhver føler uvilkaarligt, at han er ham fremmed.« (Øieblikket nr. 7, august 1855). |
|
En overlegent velspillet og veldrejet thriller, der med køligt omhu udfolder sine intriger omkring den filosofiske tanke, at vi godt kan glemme slagsmålet om arv eller miljø - det eneste i livet, der betyder noget for den enkeltes karakterudvikling og tilværelse, er held. Filmen åbner med billederne af en tennisbold, der rammer netkanten - om den falder ned på den ene eller anden side af nettet kan afgøre alt - ligesom marginale detaljer kan være udslagsgivende for den retning livet. Læs mere: Match Point ... |
|
Begrebet 'antisemitisme' stammer fra slutningen af det 19. århundrede, men er udbredt kirkehistorien igennem, hvor jøder er blevet undertrykt, forfulgt og dræbt - fordi de var jøder. Intet andet folk har været genstand for så langstrakt, tilbagevendende og systematisk forfølgelse - men en række antisemitiske propagandatræk udbredes i dag atter, om end det i Danmark sker med anden adresse end jøderne. Læs mere ... |
På den ene side en horror-film om en kvindelig varulv, på den anden side en film om to søstres overgang fra unge piger til kvinder, der ved hjælp af voldsomme metaforer gør menstruationen til en transformerende overgangsrite fra pubertetens mere uforpligtende provokationer til en temmelig blodig erkendelse af seksualitetens kraft og livets forgængelighed.
Det er måske at overlæsse filmen med en betydningstyngde, som en fortælling om klassens outsidere og deres flirt med døden ikke kan indfri i længden, når plottet hurtigt reduceres til en forholdsvis elementær gyser - men den har overraskende tendenser i denne retning.
Filmen savner dog den poetiske og mytologiske fortryllelse, med hvilken Neil Jordans mesterværk The Company of Wolves (1984) spinder en uovertruffen varulve-fabel over netop dette tema, men ikke desto mindre er den dog mere end en blot og bar effektiv horror-films variation over varulve-myten.
Ginger Snaps tegner et bizart, men fængende portræt af to søstre, som stikker ud fra high-school-mængden, og plottet bevarer sin alvor til det sidste uden at henfalde til klicheer og komik. Dermed løfter den sig fri af moraliserende mainstream teenage slasher movies, ligesom vi er lykkeligt fri for stereotypien i Scream og I Know What You Did Last Summer - og det er både en bedrift og en kvalitet i sig selv.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, marts 2005