Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

King Arthur

Instrueret af Antoine Fuqua (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

King Arthur er en afmytologiseret version af Arthur-myten om ridderne af det runde bord. David Franzoni har skrevet manuskriptet med væsentligt større held, end han gjorde det til den historisk ukorrekte og overfladiske Gladiator (2000). I Franzonis version er Arthur den romerske hærfører, Lucius Artorius Castus, hvis kristne opdragelse er forestået af den berømte, keltiske munk, Pelagius.

Filmen udspiller sig omkr. år 450 i grænseområderne nord for Hadrians mur i England, hvor Artorius og hans sarmatiske krigere skal holde saxere og vandere stangen. Kristendommen har været Romerrigets statsreligion i tre kvart århundrede, men imperiet synger på sidste vers, og Arthurs loyalitet over for det kejserlige og kirkelige Rom udvikler sig til et stadig større dilemma.

Vi er på godt og ondt langt fra den romantiske og mytiske pathos, som f.eks. kendetegner John Boormans vel overpolerede mesterværk, Excalibur (1981) - i King Arthur er der ingen forchromede rustninger, som man kan spejle sig i, men derimod beskidte og brovtende riddere med appetit på blod og frihed. Det berømte sværd, Excalibur er her ikke fæstnet i en sten, som kun den udvalgte, messianske konge på mirakuløs vis kan frigøre. Til gengæld er sværdet placeret i gravens muld over Arthurs afdøde far, hvorfra det ikke kræver overnaturlige kræfter, men nok beslutsomhed at trække. Merlin er heller ikke den sofistikerede troldmand, vi kender, men i stedet shaman og stammehøvding, som bekæmper romerne.

Det glimrende score, de forholdsvis solide skuespilpræstationer og den umiskendelige historie om den ædle konge kan imidlertid ikke uddrive eventyrets magi, hvor meget man så ellers har forsøgt det - tværtimod bidrager historiens afmytologisering naturligvis kun til at skabe en ny myte, som dybest set ikke er så meget mindre fantastisk end traditionen.

Der ligger et fabelagtigt tema halvgemt i betydningen af Arthurs opdrager, Pelagius, som i begyndelsen af det femte århundrede gerådede i et af kirkehistoriens mest afgørende, teologiske opgør med kirkefaderen over alle kirkefædre, Augustin. Pelagius kunne hverken forlige sig med arvesynden, der dømte alle udøbte til helvede, eller med ringeagten for naturen, som for Augustin i lighed med kvinden var med til at trække menneskets opmærksomhed bort fra Gud og derved styrke syndefaldets fordærv.

Augustins teologi sejrede imidlertid og determinerede mere end et årtusinds pessimistiske natur- og verdensopfattelse i den kristne kirke, om end traditionen fra Pelagius overlevede nogle århundreder i den keltiske kristendom, fortrinsvis på de britiske øer.

Ved siden af denne finesse, der løber som en antydet understrøm gennem historien, og det i øvrigt helt igennem spændende drama, er det først og fremmest Keira Knightley, der skiller sig overbevisende ud som filmens stærkeste karakter, Guinevere. Det klassiske »trekantsdrama« mellem Arthur, Lancelot og Gunievere er f.eks. fint skildret gennem betydende, tavse blikke.

Hvor Arthur er gjort en tand for stoisk, og hvor en britisk selviscenesættelse afslutningsvist får lov at skinne en smule for meget igennem, brillierer Knightley til gengæld med krigerisk lidenskab og forførerisk overlegenhed som filmens egentlige, dynamiske omdrejningspunkt.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk