ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Fahrenheit 9/11

Instrueret af Michael Moore (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Da Fahrenheit 9/11 fik guldpalmerne i Cannes, blev det højtideligt benægtet, at det var politisk motiveret - det er unægtelig vanskeligt at tro på, når man ser filmen. Som dokumentarfilm er Moores frontalangreb på George W. Bush ikke bedre end så mange andre »almindelige« dokumentarudsendelser, der afdækker forbindelserne mellem Bush-familien og Bin Laden-familien, oliemotivet bag Irak-krigen, Bush-regeringens eklatante løgne eller den terrorpropaganda, som fastholder amerikanerne i frygten for en terrortrussel, der reelt er forsvindende minimal.

Moore har godt nok det hele med i én pakke, men til tider er han alt for tendentiøs, f.eks. når præsident Bush smågrinende udtaler, at det skam ville være lettere at lede en diktaturstat. Intentionen bag Moores brug af citatet er indlysende - vi skal helst forstå det som en let afslørende »fortalelse«, hvor Bush kommer til at røbe et diktatorisk sindelag. Det er er et helt unødvendigt cheap shot. Og der er flere af den slags eksempler, hvor ret ordinære udtalelser klippes ind i en sammenhæng, som trods alt får dem til at fremstå (endnu) mere groteske, end de er.

Moores gennembrudsfilm, Bowling for Columbine (2002) var efter min mening mindre kalkuleret, mere uhyggelig og mere overraskende. Men det hænger måske også sammen med, at Bush-æraens revival af Reagan-æraen på én og samme tid er Virkelighedens Ultimative Satire, og at intet fra den front kan overraske længere.

Men Fahrenheit 9/11 er bestemt et sympatisk, tiltrængt og gennemtænkt forsøgt på at afsløre Bush-propagandaens orwellske Newspeak og hele det apparat af nonsens, som nu for anden gang holder en af historiens mest ubegavede ledere ved magten i verdenshistoriens mægtigste imperium nogen sinde. Og ser man bort fra at Moore sine steder gør brug af visse for letkøbte virkemidler, der svækker helhedsindtrykket, skal man dog være en forbenet neokonservativ for at forarges over den generelt overbevisende fremstilling af de skræmmende triumfer, som overfladiskhedens højrebølge aktuelt fejrer i USA.

Afdækningen af terrorhysteriet og den effektive dokumentation af Bush-regeringens utallige og indiskutable løgne under Irak-krigens iscenesættelse fremstår klarest og udstilles med rette nådesløst. Pragtfuld og typisk Michael Moore'sk er også hans forsøg på at overtale senatorer til at lade deres egne børn melde sig til besættelsesstyrkerne i Irak - gæt selv, om de takker ja eller nej.

Filmen afbilder selvfølgelig et nedslående billede af USA - og det er ikke blevet mindre nedslående oven på Bush's valgsejr. Jeg tvivler på, at Kerry havde forandret særlig meget - Clinton gjorde ikke oven på Bush Senior - selv om jeg f.eks. (lidt) hellere vil være syg og fattig i Kerry's USA end i Bush's. Det uhyggelige er derfor i virkeligheden ikke, at Bush vandt over Kerry. Det uhyggelige er ikke engang primært, at præsidenten dermed synes at få legitimeret sin kyniske magtpolitik.

Det virkelig uhyggelige er, at Bush dermed cementerer det faktum, at selv den mest indlysende, letgennemskuelige og gennemdokumenterede løgnagtighed, som har kendetegnet præsidentens krigsiscenesættelse og hysteriske terrorpropaganda, så ubesværet honoreres af så mange vælgere i USA.

Vi kan takke firmaet Bush & Bin Laden for, at terrorhysteriet i den grad har lammet amerikanerne - i mere end én forstand, som det også kommer frem i filmen. Og på dét plan er Fahrenheit 9/11 et filmisk dokument af interesse, der skal ses. Som film betragtet (eller som dokumentarudsendelse, satire, modpropaganda, eller hvad man nu måtte karakterisere den som) på et lidt bredere felt har den ikke så mange kvaliteter, som man kunne have håbet.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, november 2004