MICHEL DE MONTAIGNE: »Der er kort sagt intet konstant, hverken i vores egen eksistens eller i tingenes. Og både vi selv og vores dømmekraft og alle jordiske ting flyder og strømmer uden ophør. Der kan derfor ikke fastslås noget sikkert om det ene på grundlag af det andet, da både den der bedømmer og det bedømte er i stadig forvandling og bevægelse.«

50 millioner døde i verdens hidtil største krig, hvis systematiske folkemord på jøder og romaer er gået over i historien som racismens og kynismens ultimative rædselshistorie, hidtil kun overgået af Stalin. Hvordan i alverden kunne det ske? Hirschbiegels mesterværk, Der Untergang rejser ikke dette spørgsmål, men begynder i de dage i 1945, hvor det hele slutter - og måske den alligevel også her finder en del af svaret. Læs mere: Der Untergang ...

Den apokalyptiske drejebog for perioden omkring verdens undergang en en central del af Det Nye Testamente. Det er en myte, men det betyder ikke, at den ikke forholder sig såre konkret til virkeligheden, hvilket vi kan se af, at Det Nye Testamente faktisk er overraskende optaget af tidsperspektivet. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Day After Tomorrow

Instrueret af Roland Emmerich (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Umiddelbart er The Day After Tomorrow blot en typisk katastrofefilm med et (endnu) større budget og (endnu) mere fantastiske computer-effekter end sædvanligt.

Men Roland Emmerich har lavet en film, der trods de spektakulære effekter har skåret problematikken om Mennesket versus Naturen ind til benet. Plottet er uhyre enkelt: Civilisationen står over for skæbnesvangre klimaændringer, der følger af den menneskeskabte, globale opvarmning (hastigheden og omfanget af konsekvenserne er for dramaets skyld skruet voldsomt i vejret og skal naturligvis ikke vurderes ud fra deres »realisme«).

Emmerich har undgået at gentage det stereotype fjendebillede, der ellers er så nærliggende i disse tider, om de grumme, grumme fremmede (aliens) mod os alle sammen, som han selv iscenesatte med samme destruktive flair for civilisationens skrøbelighed i Independence Day (1996). I The Day After Tomorrow er skurkene ikke onde, men blot snæversynede politikere, der dog ikke dæmoniseres af den grund, og filmen er så gribende og elementær i sin tematik, at den næsten kunne gå hen og blive et ikon for en ny tids klimatrussel, som Franklin J. Schaffners Planet of the Apes (1968) blev den filmiske advarselslanterne par excellence under den Kolde Krigs atomtrussel.

Dengang stak Frihedsgudinden op af sandet og advarede mod en apokalyptisk katastrofe; i Emmerichs vision er hun dækket af is og halvt begravet i sne som en advarsel om, at den væsentligste trussel efter den Kolde Krig slet ikke er de fragmenterede terrorgruppers begrænsede formåen og minimale slagkraft (fra et globalt perspektiv), skønt disse løber med al presseomtalen, men at civilisationens største fjende måske er klimaforandringer, der er en konsekvens af civilisationen selv.

Filmen får endog kritiseret tidens inhumane flygtningepolitik ved elegant at vende immigrationsstrømmen på hovedet og skildre flygtninge fra Vesten, der strømmer ind i den tredje verdens flygtningelejre for at undslippe den dræbende kulde, der med klarsynet symbolik netop udgår fra den nordlige halvkugle og dermed primært spreder sig fra de vestlige, rige lande.

Ikke den dybeste film, der kan måle sig med Planet of the Apes og dennes subtile kulturkritik - men afgjort en spændende og tankevækkende film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2004