RALPH WALDO EMERSON: »Is it not the chief disgrace in the world, not to be an unit; not to be reckoned one character; not to yield that peculiar fruit which each man was created to bear, but to be reckoned in the gross, in the hundred, or the thousand, of the party, the section, to which we belong; and our opinion predicted geographically, as the north, or the south? Not so, brothers and friends, - please God, ours shall not be so. We will walk on our own feet; we will work with our own hands; we will speak our own minds. The study of letters shall be no longer a name for pity, for doubt, and for sensual indulgence. The dread of man and the love of man shall be a wall of defence and a wreath of joy around all.«

Det er den sammenbidte og stålsatte selfmade oilman, Daniel Plainview, kontra den passionerede og selvbevidste selfmade preacher, Eli Sunday, uforglemmeligt inkarneret af henholdsvis Daniel Day-Lewis og Paul Dano - stor film- og fortællekunst af den gribende klassiske og underspillede subtile slags. Læs mere: There Will be Blood ...

Nicolaus Cusanus knytter an til den i og for sig gængse religiøse idé, at den virkelige visdom ikke lader sig indkredse inden for sprogets begrænsninger og eksemplificerer det sokratiske dictum: Alt, jeg ved, er, at jeg intet ved. Der er ikke nogen egentlig (rationel, kommunikerbar) viden, men højst en tilnærmelse - en indsigtsfuld uvidenhed. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Day After Tomorrow

Instrueret af Roland Emmerich (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Umiddelbart er The Day After Tomorrow blot en typisk katastrofefilm med et (endnu) større budget og (endnu) mere fantastiske computer-effekter end sædvanligt.

Men Roland Emmerich har lavet en film, der trods de spektakulære effekter har skåret problematikken om Mennesket versus Naturen ind til benet. Plottet er uhyre enkelt: Civilisationen står over for skæbnesvangre klimaændringer, der følger af den menneskeskabte, globale opvarmning (hastigheden og omfanget af konsekvenserne er for dramaets skyld skruet voldsomt i vejret og skal naturligvis ikke vurderes ud fra deres »realisme«).

Emmerich har undgået at gentage det stereotype fjendebillede, der ellers er så nærliggende i disse tider, om de grumme, grumme fremmede (aliens) mod os alle sammen, som han selv iscenesatte med samme destruktive flair for civilisationens skrøbelighed i Independence Day (1996). I The Day After Tomorrow er skurkene ikke onde, men blot snæversynede politikere, der dog ikke dæmoniseres af den grund, og filmen er så gribende og elementær i sin tematik, at den næsten kunne gå hen og blive et ikon for en ny tids klimatrussel, som Franklin J. Schaffners Planet of the Apes (1968) blev den filmiske advarselslanterne par excellence under den Kolde Krigs atomtrussel.

Dengang stak Frihedsgudinden op af sandet og advarede mod en apokalyptisk katastrofe; i Emmerichs vision er hun dækket af is og halvt begravet i sne som en advarsel om, at den væsentligste trussel efter den Kolde Krig slet ikke er de fragmenterede terrorgruppers begrænsede formåen og minimale slagkraft (fra et globalt perspektiv), skønt disse løber med al presseomtalen, men at civilisationens største fjende måske er klimaforandringer, der er en konsekvens af civilisationen selv.

Filmen får endog kritiseret tidens inhumane flygtningepolitik ved elegant at vende immigrationsstrømmen på hovedet og skildre flygtninge fra Vesten, der strømmer ind i den tredje verdens flygtningelejre for at undslippe den dræbende kulde, der med klarsynet symbolik netop udgår fra den nordlige halvkugle og dermed primært spreder sig fra de vestlige, rige lande.

Ikke den dybeste film, der kan måle sig med Planet of the Apes og dennes subtile kulturkritik - men afgjort en spændende og tankevækkende film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2004