ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Big Fish

Instrueret af Tim Burton (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Tim Burton har en række film-fabler bag sig, af hvilke jeg personligt foretrækker Beetle Juice (1988), mens Mars Attacks! (1996) trods alt er for fjollet og overgearet for min smag. Hans film er dog som regel glimrende underholdning med underfundige vinkler og sympatiske karakterer, men placerer sig med deres lige lovligt hyggelige og opbyggelige pointer måske lidt for tæt på egentlige »børnefilm« som f.eks. den ellers udmærkede Edward Scissorhands (1990) - eller også mangler de lige den ekstra dybde og kant, der skal til for at skærpe de humanistiske implikationer, flere af filmene rummer.

Om end man i nogen grad kan sige det samme om Big Fish, har Burton her skabt en af sine bedste film, der tager livtag med selve Fortællingens essens og blander moderne dagligdag med myte og eventyr. Forskellene udviskes både subtilt og bastant, og det bliver meningsløst at finde den grænse, hvor »realismen« slutter og »myten« begynder.

»Natur skal man behandle videnskabeligt, om historien skal man digte,« mente den tyske historiker Oswald Spengler, forfatteren til Vesterlandets Undergang, der udkom i 1918-22, og i tilslutning hertil skriver hans kollega, østrigeren Egon Friedell i sin Kulturhistorie (1927-1931): »Forskellen mellem historikeren og digteren er i virkeligheden kun en gradsforskel.« Det var før, der var noget, der hed »postmodernisme« eller »socialkonstruktivisme«, og er da også beslægtet med en basal, relativistisk erkendelse af det forhold, at historien selvfølgelig afhænger af historikeren og historikerens fortolkning af kildematerialet, der har det med at ændre sig markant fra periode til periode og fra kultur til kultur (for ikke at sige fra historiker til historiker).

Historikeren er altid også digter, men digteren er trods alt langtfra altid historiker. Det afgørende og vanskeligt præciserbare er selvsagt, hvor stor eller lille »gradsforskellen« så egentlig er imellem dem. Men selv om de færreste vel i dag kan tilslutte sig den overdrevne objektivisme, der udtrykkes i historikeren Leopold von Rankes berømte, kildekritiske dictum, »wie es eigentlich gewesen« fra 1824, betyder det naturligvis heller ikke, at man af den grund tilnærmelsesvist sidestiller »myte« og »historievidenskab«.

Til trods for at Burtons Big Fish ikke handler om historievidenskab, men derimod om en søns afdækning af »sandheden« bag sin fars selviscenesatte, halvmytologiske livshistorie, er det i princippet en række hermed forbundne problematikker, som filmen belyser og eksemplificerer på ganske morsom og udspekuleret vis.

»Big Fish« referer umiddelbart til lystfiskerens stereotype vandrehistorier om »den store fisk«, som i sidste øjeblik sprang af krogen, eller som fik linen til at briste, men vi er ikke dykket mange svømmetag under overfladen i filmen, før andre metaforer melder sig, og fisken bliver et fabelvæsen fra eventyrets og mytens urdyb.

Det kan lyde højtravende, men er faktisk en ganske konkret kerne i den livshistorie, vi bliver vidner til, som filmen skrider frem og begynder sit charmerende nedbrud af muren mellem fiktion og fakta.

Og pointen (som jeg godt tør røbe uden at spolere nogen filmoplevelse) synes at være, at det ofte går sådan, som Oscar Wilde var fræk nok til at påpege: »Paradoxically though it may seem, it is none the less true that life imitates art far more than art imitates life.«

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2004