Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Kill Bill (I-II)

Instrueret af Quentin Tarantino (2003/04)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tarantino har som regel ikke meget andet på hjerte end underholdning, æstetisk vold, hårdkogte dialoger, det universelle hævnmotiv og brændende kærlighed til filmmediets spaghettiwesterns, martial art og Hong Kong-action. Det er ret beset heller ikke så lidt, når man er så fingernem og dygtig på sit felt, som han er, men grundlæggende er rutschebaneturen trods alt ikke meget mere udfordrende end et soppebassin.

Af og til kommer der dog surrealistiske vinkler og et fabelagtig fortælletalent ind i billedet, når Tarantinos altid fornøjelige dialoger eller bizarre påfund svinger sig helt op i højeste gear og afdækker en skæv originalitet, der stikker adskillige spadestik dybere end hans films generelle niveau. I Reservoir Dogs (1992) var det ikke mindst den brutale scene, hvor Vic Vega (Michael Madsen) torturerer en tilfangetagen betjent på den mest skødesløse facon til tonerne af »Stuck in the Middle With You« med Stealer's Wheel. I Pulp Fiction (1994) var det sidehistorien med en glimrende Bruce Willis som mislykket bokser og et (u)lykke-ur, der har befundet sig unævnelige steder, men efter et næsten mytisk sammenfald af voldsomhed og uheld bringer ham det held, hans slægt har været foruden i generationer.

Af Tarantinos egne film holder jeg mest af hans undertippede Jackie Brown (1997), mens højdepunktet i hans karriere dog uden sammenligning forbliver manuskriptet til den fremragende True Romance (1993), som blev instrueret af Tony Scott.

Som et kuriosum kan jeg heller ikke lade være med at nævne Tarantinos lille, men uforglemmelige rolle i filmen Sleep with Me (1994), der består i en ustyrligt morsom monolog, hvor han udlægger Top Gun (1986) som »a man's struggle with his own homosexuality« (sic). Denne perle i typisk Tarantino-stil (skønt den faktisk ikke er skrevet af ham selv, men af Roger Avary) bør ingen snyde sig selv for.

Men tilbage til Kill Bill. Her er Darryl Hannah og Lucy Liu mine favorit-skuespillere - især førstnævnte inkarnerer lidenskabeligt den dødsenseffektive og koldblodige egoisme, hun skal portrættere. Til gengæld er Uma Thurman karismaforladt i dette opskruede og ofte morsomme hævndrama, der stiller spørgsmålet, om det er en særlig medfødt tilbøjelighed at være en kriger - eller snarere a killer? Det er ikke forfærdelig dybt, men det er sine steder rasende underholdende, og slutningen er temmelig gribende.

Kill Bill I hænger i mine øjne for meget på de overlæssede kampscener til at løfte sig op over en kuriøs genre-leg, hvilket er for lidt til at fortjene omtale her, men det spændende klimaks i Kill Bill II og den mere farverige udfoldelse af figurerne gør filmen(e) som helhed til en mere interessant oplevelse.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk