Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Passion of the Christ

Instrueret af Mel Gibson (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mel Gibsons meget omtalte Jesus-film indledes med et gammeltestamentligt citat fra Esajas' Bog: »He was wounded for our transgressions, crushed for our iniquieties; by His wounds we are healed.« (Es. 53,5).

Med dette afsæt skriver Mel Gibsons film sig ind i den tradition, som ahistorisk presser Jesus-vidnesbyrd ind i det Gamle Testamente, idet man forestiller sig, at det (adskillige århundreder før Jesus) skulle hedde om Jesus, at han blev »wounded for our transgressions«.

Den danske, autoriserede oversættelse fra 1992 går endnu videre, og det er den, man har lagt til grund for filmens undertekster til Esajas-citatet: »Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Ved hans sår blev vi helbredt.« For at skære pointen helt ud i pap har man altså her ligefrem skrevet »gennemboret« (det skal selvsagt give associationer til korsfæstelsen), ikke blot »wounded« som den engelske oversættelse (også i den forrige, danske oversættelse af det Gamle Testamente fra 1933 nøjedes man med at skrive »såret«).

I Salmernes Bog, Salme 22, har man helt uvidenskabeligt benyttet samme ord, idet Bibelselskabets særlige revisionskomité simpelthen ændrede oversætternes ord »bundet« til »gennemboret«. Ikke på baggrund af filologiske overvejelser, tværtimod, men med daværende generalsekretær, Cappelørns ord: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog som f.eks. kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet.«

Det var altså vigtigere at indskrive en ahistorisk reference end at oversætte, hvad der rent faktisk står i kildeteksten for at give læseren det indtryk, at gammeltestamentlige skriftsteder hentyder til Jesus, århundreder før hans fødsel. Den slags er der utallige eksempler på i bibeloversættelseshistorien, ikke mindst i Luthers berømmede bibeloversættelse, men altså også i vidt omfang så sent som i den danske oversættelse fra 1992.

Man ønsker ikke at læse det Gamle Testamente på skriftets egne præmisser og ud fra en direkte oversættelse af kildeteksterne, men vil i stedet etablere »kristologiske buer«, som får kirkens dogmatiske forestilling om overensstemmelsen mellem det Gamle og det Nye Testamente til at falde på plads.

Samme præmis lægger altså til grund for Mel Gibsons kristendomssyn, og samme ahistoriske tilgangsvinkel præger naturligvis dermed afsættet for hans film.

Og så ikke mere om filmens første fem sekunder ...

Som det er blevet skrevet i artikel efter artikel, er The Passion of the Christ finansieret af Mel Gibson selv, fordi de store filmselskaber ikke turde røre ved den - det har til gengæld resulteret i en kolossal økonomisk gevinst til instruktøren, fordi den megen kontrovers har sikret filmen en ualmindelig god og billig PR-effekt og således også en fantastisk indtjening.

Jeg foretrækker fortsat Martin Scorseses The Last Temptation of Christ (1988) som alle tiders bedste Jesus-film i tæt opløb med Monty Python's Life of Brian (1979), der har mange andre kvaliteter end dens geniale og godmodige satire (hvis milde brod i øvrigt er vendt mod fundamentalistisk dogmatik, ikke mod Jesus).

Udgangspunktet er selvsagt vidt forskelligt i hver af de tre film. Mel Gibsons film er et manifest fra en dybt overbevist katolik, for hvem essensen af Kristi liv kort fortalt er hans lidelser og død. Man kan da heller ikke undgå at mærke instruktørens kolossale betagelse af det ene kernepunkt, at Kristus i den kristne selvforståelse tager alle menneskers synder på sig, og at hans lidelser derfor må være de værst tænkelige, der overhovedet kan overgå et menneske.

Ret meget andet handler filmen ikke om, men dét skildrer den til gengæld også med hidtil uset blodig brutalitet og fanger vel derved et aspekt af de nytestamentlige fortællinger, som trods alt har været underspillet (selv om man skulle tro, at korsfæstelsen er svær at underspille) og tvinger seeren til at forholde sig til lidelseshistorien over alle lidelseshistorier.

Derfor er den seværdig. James Cavieziels skuespil er udmærket ud fra disse præmisser. Alle andre skuespillere kan stort set reduceres til statister, bortset fra Jesus' mor, Maria (Maia Morgenstern) og Pontius Pilatus (Hristo Naumov Shopov), mens Mel Gibson lader Maria Magdalene portrættere som en papirtynd overflødighed, end ikke Monica Bellucci kan puste liv i.

Så er alt det positive også nævnt om denne tunge og dybest set overraskende ordinære Kristus-fremstilling (bortset fra den alt andet end ordinære skildring af piskning og korsfæstelse).

Filmen er som nævnt seværdig, om end ikke primært på grund af dens egne fortjenester, men fordi den tilhører den kategori, der bliver en filmhistorisk begivenhed mere end en blot og bar film og alene af den grund må aftvinge ekstra opmærksomhed.

Stereotyp er ikke et tilstrækkeligt ord for den ufrivilligt komiske og forvrængede fremstilling af de evigt grinende eller groft gryntende romere, der skråler og stråler af dæmonisk eufori, hver gang deres piske flår kødstrimler af den stakkels mands martrede legeme. Kun Pontius Pilatus og hans hustru er en slags good guys, der forgæves forsøger at redde Jesus fra henrettelsen, men må bøje sig af frygt for den blodtørstige og ondskabsfulde pøbel af jøder, der - som filmen lader os forstå - ellers vil gå amok i oprørsrus.

Det er vel ikke egentlig antisemitisme, racisme eller noget i den dur, men utroligt fordummende og plat - om end det nytestamentlige forlæg på dette punkt såmænd selv lægger op til det.

Hvad imidlertid for alvor glimrer ved sit fravær i filmen er to væsentlige aspekter af det nytestamentlige Jesus-billede.

For det første er Jesus ikke dette blide og milde glansbillede, som Mel Gibsons skildring i lighed med mange andres skal give os indtryk af, men derimod også et voldsomt udfarende og uhyre dynamisk menneske, der skælder og smælder med tordnende aggression, smadrer boderne i templet i heftigt raseri og forbander både rige, skriftkloge og verden selv i utvetydige og uforsonlige vendinger.

For det andet afspejler filmen ikke den forventning (og forhåbning) om Dommedag, der er så nærværende i det Nye Testamente og er en uadskillelig nøgle til motiveringen af lidelseshistorien og pointerne i øvrigt. Dette er tilsyneladende fortsat alt for kontroversielt og vil måske også støde biografgængere på manchetterne i langt højere grad end at se nagler hamret gennem hænder og kød blive flænset - blodbad gør mange film som bekendt allerede en æstetisk dyd ud af i forvejen.

Det korte af det lange er, at Martin Scorseses portræt af Jesus i The Last Temptation of Christ både er mere værdigt og langt mere dybsindigt og nuanceret end Mel Gibsons. Men se selv filmen(e), læs bogen (det Nye Testamente, naturligvis) og dan dig din egen mening.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk