ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Dawn of the Dead (Remake)

Instrueret af Zack Snyder (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Med et uhyre beskedent budget skabte George A. Romero i 1968 mesterværket Night of the Living Dead, hvor de døde vender tilbage til verden som en bevidstløs skare af blodhungrende zombies, »de levende døde«.

Siden blev det til to fremragende opfølgere, Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985), der i lighed med Night of the Living Dead for nylig er udsendt i anbefalelsesværdige specialudgaver. Filmene er på hver deres måde også et skævt portræt af en samtid eller nær fremtid, hvor kulturen og eksistensen er i fuldstændig opløsning, og kun de allermest elementære overlevelsesinstinkter definerer samspillet mellem de overlevende - og kampen mod truslen om fuldstændig udslettelse.

Stemningen i Night of the Living Dead afspejler aggressiviteten og pessimismen over for systemet i 1960erne, som Romero selv har bemærket: »As far as the tone of the piece, I think it just came from the anger of the times. It was 1968 and nobody was in a very gleeful mood about the way the world was going and so it just seemed appropriate to put those themes into the film as well.«

Horror-genren blev tilført en grad af blodig brutalitet og kødelighed, som ændrede genren med ét slag på et tidspunkt, hvor der ikke var noget censurpanel til at klassificere filmen, og publikum ikke var forberedt på vold og kannibalisme af så eksplicit blodig karakter, der naturligvis skabte stor forargelse.

De vaklende zombies udgør deres langsommelighed til trods en frygtindgydende hær, hvor al menneskelighed og medmenneskelighed er elimineret, al individualitet er reduceret til overfladiske kendetegn, og følelser er en saga blot. I Dawn of the Dead spiller Romero desuden satirisk på, hvor meget de levende døde i realiteten ligner de levende. Mekanisk tiltrækkes de af de store indkøbscentre, og når der ikke er mennesker at fortære i nærheden, kopierer de robotagtigt almene adfærdsmønstre i en forvrænget parafrase over tidens maniske forbruger-isme.

Det er denne film fra den originale trilogi, som debutanten Zack Snyder har genindspillet med nogle mindre tilføjelser til plottet og en komplet udeladelse af satiren i originalen, skønt den fungerede optimalt uden at gå ud over filmens snigende uhygge.

Den væsentligste og mest iøjnefaldende forandring derudover er, at filmen er blevet pumpet op i et rasende tempo. I stedet for de vaklende zombies, der slæber sig hen ad gaden, har vi fået adræte og dynamiske dræbere, der i lyntempo sætter efter deres ofre (lidt i stil med den glimrende og af Romero inspirerede 28 Days Later).

Snyders remake er skræmmende på mere traditionel vis end Romeros original, men imens vi venter på, at Romero færdiggør sit fjerde værk i serien, Land of the Dead, der i skrivende stund er under udarbejdelse, er denne version en overordentlig effektiv horror-film. Selv uden Romeros fine sans for at indlægge en samfundssatirisk understrøm i et originalt horror-setup, er den »nøgne« fortælling om civilisationens undergang i sig selv en instinktivt foruroligende udfordring af den moderne tilværelses besnærende fristelser af tryg apati. På de præmisser er Snyders dynamiske version af Romeros klassiker fortrinlig.

Og hører du til dem, der forlader biografen eller slukker afspilleren, så snart »The End« toner frem, bør du denne gang blive siddende, for filmen fortsætter under de afsluttende rulletekster ...

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, august 2004