ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

The Sin Eater

Instrueret af Brian Helgeland (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Manuskriptforfatteren og instruktøren Brian Helgeland (som fik en oscar for manuskriptet til den seværdige og elegante L.A. Confidential, 1997) faldt i midten af 1990erne over et ord i opslagsværket Brewer's Dictionary of Phrase & Fable, som han måtte gøre en film ud af.

Ordet var »Sin-eaters«, og i bogen står der ikke meget mere end: »Persons hired at funerals in ancient times, to take upon themselves the sins of the deceased, that the soul might be delievered from purgatory.«

Det er en almen, religionshistorisk opfattelse, at synd kan elimineres ad rituel vej – f.eks. ved et skyldoffer eller syndoffer. F.eks. blev under Forsoningsdagen (Yom Kippur) en (synde)buk drevet ud i ørkenen til dæmonen Azazel, efter at være blevet påført »alle israelitternes misgerninger og overtrædelser«, som det hedder. Synden tænktes i mange forskellige kulturer manifesteret og overført gennem ord og blod i meget konkret forstand og kunne således også elimineres sammen med offerdyret.

Det kan også ske gennem en form for renselse, om end det efterhånden forstås mere metaforisk. Pilatus vasker som bekendt sine hænder i mængdens påsyn for at understrege, at han ikke tager ansvar for kravet om Jesus' korsfæstelse og dermed helt konkret heller ikke har nogen skyld i det - hvilket går igen i den udbredte, overførte betydning af udtrykket »han vasker sine hænder«, der i dag blot kan forstås som at »kaste skylden på en anden«.

I middelalderen var afladshandlen omvendt udtryk for en ganske usymbolsk tanke – ved at betale til kirken kunne man bogstavelig talt nedsætte varigheden af sit ophold i skærsilden efter døden.

Det katolske dogme extra ecclesiam nulla salus (ingen frelse uden for kirken) sikrede kirken en voldsom magt over sjælene, al den stund at kirken alene havde nøglen til den enkeltes skæbne efter døden. Det betød f.eks. også, at den, der var ekskommuniceret, dvs. udelukket fra kirken, var fortabt for evigt, eftersom han så var udelukket fra at kunne skrifte og modtage absolution (syndsforladelse).

Beslægtet hermed, men bestemt ikke anerkendt af den katolske kirke, er at »fortære« synd. Det er muligvis oprindelig en gammel keltisk tradition, men var i hvert fald udbredt i Storbritannien i 1600- og 1700-tallet og nåede også til Amerika.

Efter en persons død indtog man et stort måltid mad til »gravøllet« og placerede ved samme lejlighed en ekstra portion på den afdødes kiste. Slægtninge og venner indstiller så midlertidigt måltidet, når en Sin Eater ankommer. Han (eller hun) fremsiger en bøn og spiser den afdødes portion, hvorved vedkommendes synd indoptages, og den afdøde derved bliver frelst fra skærsilden eller ligefrem helvede. Dagen efter skal The Sin Eater imidlertid selv af med synden igen, og det sker f.eks. ved at gå til kysten og »kaste« synden bort med ordene:

By the Stones, by the Wind, by the Fire, by the Tree,
From the dead man's sins set me free, set me free!

Sine steder havde hver landsby sin egen officielle Sin Eater, men man kunne også af og til betale en tilfældig fattig for at udføre ritualet. Liget kunne f.eks. blive ført ud af huset, og The Sin Eater skulle så indtage en humbel brød og et krus øl ved siden af (eller spise brød og salt direkte af brystkassen på den afdøde, som det også sker i filmen).

Hvis ikke sådanne, historiske aspekter af syndsopfattelsen og den rituelle omgang med synden som et konkret fænomen, der kan pådrages og fjernes igen ad rituel vej, i forvejen har beskuerens interesse, så vil The Sin Eater utvivlsomt i bedste fald forekomme at være et lidt for spidsfindigt påfund fra fantasiens overdrev med en tynd fernis af historisk baggrund.

Men at instruktøren og manuskriptforfatteren, Brian Helgeland uden videre tager denne praksis' konkrete forståelse til sig som en seriøs bestanddel af filmens fænomenologi, skaber faktisk en helt særlig stemning og et fortællerunivers, der er troværdigt inden for dets egne rammer – hvilket meget få film i overlappende genrer kan prale af.

Her bliver The Sin Eater (spillet af Benno Fürmann) godt nok fremstillet som en næsten udødelig person, der trods en moderne fremtoning giver mindelser om den aristokratiske Dracula, men ræsonnementet i hans virke er dog helt by the book. Carolinger Ordenens sidste præster, Alex og Thomas (der begge spilles fremragende af henholdsvis Heath Ledger og Mark Addy) har mistet megen tiltro til den katolske kirke, men ikke til Guds magt. Deres forhold til den Herre er imidlertid ret distanceret og tilsyneladende uden nogen videre tiltro til, at den Almægtige nødvendigvis også er vanvittigt optaget af menneskenes skæbne. Alex får derfor uundgåeligt en vis fascination af The Sin Eater og den tilsyneladende gode gerning, han udfører, hvilket hæver filmen over den sædvanlige, entydige og kedsommenlige karakteristik af »helt« og »skurk«.

Peter Weller er overraskende velvalgt til rollen som den flertydige kardinal Driscoll, der har en fremtid som pave i udsigt, og hvis udspekulerede spil med præsterne og The Sin Eater indvikler alle implicerede i et stadig mere fascinerende spidelvæv.

Så må man leve med irriterende detaljer; f.eks. at »viden« ret stereotypt modstilles »tro«, og at boglig dannelse går igen som en ledetråd, der fører ulykker med sig i en sådan grad, at Helgeland lader Alex foretage en unødvendig bogafbrænding – og i øvrigt dvæler små-idiosynkratisk herved på DVD-udgivelsens ellers fine kommentatorspor.

Men i det store hele en både spændende, kompetent og interessant film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, august 2004