Det, der i særlig grad fungerer så optimalt i Matrix-trilogien, er de mange, filosofiske dialoger, især hvor The Oracle er involveret, men trilogiens højdepunkt i så henseende nås utvivlsomt i Matrix Reloaded, da Neo møder The Architect - hovedprogrammøren af den computergenererede illusion, der fastholder menneskene i et mentalt fængsel.
Samfundskritik, filosofi, mytologi og kulturhistorie går her op i en højere enhed og udgør det centrale knudepunkt i trilogien. Filmenes primære dynamik ligger i sådanne dialoger, mens kampsports-koreografien (som naturligvis ikke skal vurderes for sin realisme) i lighed med designersolbrillerne og latex-outfittet hovedsageligt er et rent æstetisk udtryk.
Wachowski-brødrene trækker her på tegneserie- og computerspil-universet, hvorfra trilogien henter en del af sin inspiration, og danner en fascinerende, paradoksal ramme om iscenesættelsen af Matrix' moderne, mytologiske drama. De mest elaborate computer-effekter er til gengæld filmens mindst overbevisende udtryksform - Neos kamp mod de mange Smith-kloner er således ikke et velkoreograferet og nervepirrende opgør, som så mange andre konfrontationer filmene igennem, men derimod en lidet overbevisende »tegnefilm«, hvor man ikke et sekund er i tvivl om, hvad der er (overraskende primitiv) computeranimation.
Det rokker dog ikke ved det helhedsindtryk, at Matrix Reloaded er en fremragende efterfølger til mesterværket The Matrix, som lægger flot op til afslutningen i Matrix Revolutions og uddyber og udvider det religionshistoriske net af udspekulerede referencer, som den første film skabte. Se også Matrix og ulydighedens evangelium.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk