Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Irreversible

Instrueret af Gaspar Noe (2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ganske som Christopher Nolans eminente Memento (2000) udspiller Irreversible sig i bagvendt tidsfølge, således at vi begynder med historiens sidste scene og afslutter med den første – og ligesom i Memento bidrager dette træk faktisk afgørende til at fjerne distancen mellem beskueren og filmen.

Fordi et af de væsentligste holdepunkter - basal kronologi - er elimineret, trækkes gulvtæppet væk under os. Kameraføringen i den første, lange del af filmen må tilmed mildest talt gøre de fleste temmelig søsyge, men på en meget udspekuleret facon, der ikke er præget af dogme-filmenes håndholdte dokumentar-stil. Den ni minutter lange voldtægtsscene med Monica Belucci er selvfølgelig for længst blevet filmens berømte og berygtede trækplaster for sin kvalmefremkaldende brutalitet, men det er ikke den eneste scene, hvor voldens realisme er så udtalt, at det giver mindelser til de mest rystende scener i John McNaughtons rå Henry, Portrait of a Serial Killer (1986).

Temaet er hævn, og netop af den grund er den omvendte tidsfølge særlig udspekuleret, fordi hævnen således »foregriber« det, den er en reaktion på.

Det er også en ekstra finesse, at historien skrider frem (»tilbage«) over en række tegn og referencer, der (retrospektivt) foregriber handlingens gang som et andet skæbnedrama. Ser man bort fra visse franske films tendens til lige lovlig demonstrativt at udstille deres »frigjorthed« ved at lade hovedparten af dialogen handle om sex på en på én gang påfaldende henkastet og dog påklistret facon, der dybest set trivialiserer og reducerer seksualiteten til det mest overfladiske samtaleemne, er Irreversible en uafrystelig oplevelse og utvivlsomt et kunstværk.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk