En barsk, men dybfølt og realistisk film, der over en årrække følger alle aspekter af bandekriminalitet i de fattige kvarterer i udkanten af Rio de Janeiro. Fattigdom og trøstesløse fremtidsudgifter levner få alternativer til en kriminel karriere, hvor vold og drab hører til »nødvendighederne« fra barnsben af.
Alligevel formår Meirelles og Lund at fortælle den alvorlige historie (der er baseret på autentiske begivenheder) uden at fratage de involveredes menneskelighed og afdækker elegant et fascinerende krydsfelt mellem personernes hårdkogte og kærlige karaktertræk. Skønt dramaet udspiller sig under urimelige vilkår, mister personerne – eller filmen som et hele – aldrig den livsbekræftende stemning, der bevarer håbet intakt, trods fattigdommens og voldens næsten ubrydelige cirkel.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juli 2004
|
|