T.S. ELIOT: »At pege på den skade, som er blevet påført indfødte kulturer ved imperiets udbredelse, er på ingen måde en fordømmelse af imperiet selv, som fortalerne for imperiets opløsning kun alt for gerne vil slutte. Det er faktisk ofte netop disse samme anti-imperialister, der i deres liberalisme er de mest selvtilfredse tilhængere af troen på den vestlige civilisations overlegenhed, de er på en gang blinde over for de fordele imperiet har betydet, og over for den skade, den indfødte kulturs ødelæggelse har medført. Ifølge sådanne entusiaster gør vi vel i at bryde ind i en anden civilisation, udstyre dens medlemmer med vore tekniske indretninger, vort regeringssystem, opdragelse, lov, medicin og økonomi, indgive dem foragt for deres egne skikke og en oplyst holdning over for religiøs overtro - og så overlade til dem selv at søbe den kål, vi har spyttet i.«

Pernille Fischer Christensens debut-spillefilm er en vellykket fortælling om et par moderne misfits - Charlotte, en ligefrem kvinde, der uden videre anfægtelser har forladt sit fireårige parforhold, just som de skulle flytte i hus, og Veronica/Ulrik, en skrøbelig transvestit, der venter på en kønsskifteoperation. Hovedrollerne spilles charmerende let og ukunstigt af Trine Dyrholm og David Dencik, og En soap vandt både en Sølvbjørn og prisen for bedste debutfilm ved Filmfestivalen i Berlin i 2006. Læs mere: En soap ...

»Når der ikke er etik i spørgsmålet, skyldes det, at abortgrænsen ikke skal etisk forsvares, men pragmatisk begrundes. Den ene grænse er altså ikke mere eller mindre etisk end den anden,« fastslår formanden for Etisk Råd, Ole Hartling. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Cell

Tarsem Dhandwar Singh (2000)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Jennifer Lopez er ikke nogen dygtig skuespiller, men i rollen som velmenende psykiater, der benytter sig af en avanceret form for »virtual reality«-teknik for at blive koblet ind i autistiske børns virkelighed, spiller det ikke den store rolle.

Filmens force ligger et helt andet sted, nemlig i de usædvanlig smukke, bizarre og skræmmende virkeligheds-scenarier, Lopez må bevæge sig rundt i og ultimativt har vanskeligt ved at slippe ud af.

I modsætning til Bernard Roses solidt gennemførte Paperhouse (1988), der udforsker en autistisk virkelighed på et dybere plan, er hovedhistorien i The Cell og den stereotype serial killer, hvis virkelighed bliver filmens omdrejningspunkt, mindre interessant i sig selv; det er først og fremmest den visuelle æstetik, som er ualmindelig bjergtagende, og som gør filmen værd at se og gense.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juli 2004