Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Grotesk hatespeech-forsvar af Sørine Gotfredsen og dårlig SSF-løsning

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er en dårlig løsning for ytringsfriheden og de konkrete debatproblemer, når Socialdemokraterne og SF vil lovgive sig ud af den hadefulde og foragtende debat på nettet. Henrik Sass Larsen udtaler: »De regler, der gælder i henhold til straffe- og presseloven, er opfundet i en tid før, der var blogs og debatfora på internettet. Meget få mennesker bliver stillet til ansvar for hadefulde ytringer på nettet, og jeg mener ikke, at en sådan omgangstone er sund for vores demokrati.« (Berlingske, 27.7.2011).

Der er to problemer i denne udmelding: For det første er den udtryk for den sædvanlige stemningspolitik - eller med et andet ord: populisme. For det andet er det vanskeligt og problematisk at trække yderligere grænser, end der allerede er mulighed for i loven.

1) I kølvandet på de voldsomme terroraktioner i Norge er der en længe savnet opmærksomhed omkring det bizarre og proportionsforvrængende antimuslimske univers, som trives i højreradikale kredse, hvor der opmales vilde borgerkrigsscenarier i den nærmeste fremtid, og hvor man opfatter dæmoniserende retorik - eller i de allermest yderligtgående tilfælde brutal vold - som nødvendige forsvarsstrategier.

Men der er ingen nævneværdig forskel på debatklimaet i dag og for 5-6 år siden, hvor de mest rabiate dele af retorikken i trykte aviser såvel som på nettet var af samme hårdkogte og til tider propagandistiske karakter; på dét tidspunkt var det mere opportunt at bagatallisere problemet, og selv samme Sass Larsen udtalte totalt virkelighedsfjernt, men dengang opportunt: »Generelt synes jeg ikke, at [indvandrer]debatten herhjemme går ved siden af. Jeg mener sådan set, at den er fair og direkte.« (Berlingske Tidende, 18.12.2005).

Det er værd at huske på, at den hadefulde debat både dengang og i dag ikke er et spørgsmål om nok så hård og kontant retorik, men derimod om propagandistiske generaliseringer, der skærer minoriteter over én kam ud fra de værst tænkelige enkeltpersoner eller banale fordomme, vilde krigsscenarier, voldsom foragt mod personen frem for stillingtagen til sagen - osv. Den slags er dræbende for enhver saglig debat - men yderligere lovgivning er ikke vejen at gå.

2) Der er aldrig grund til at involvere statsapparatet, hvis det ikke er nødvendigt, og sagen jo er, at der udover eksisterende paragraffer også er den mulighed, at medier og blogs selv kan regulere 'sig selv'.

Jeg er enig med jurist Christoffer Badse fra Institut for Menneskerettigheder: »De nuværende værktøjer i straffeloven er tilstrækkelige til at sanktionere hadefulde ytringer, som oftest forekommer på nettet, fordi enhver her er sin egen publicist. Men hvis man relaterer det til situationen i Norge, så er der brug for mere overvågning af nettet fra politi og efterretningsvæsen fremfor ny lovgivning.« (Berlingske, 27.7.2011).

Men aviserne bør forsøge at sikre, at man ikke kan skrive pseudonymt og anonymt (eller i det mindste vanskeliggøre det, hvilket der findes flere tekniske muligheder for), og man bør eventuelt afsætte ressourcer til moderatorer og redaktører, der kan sikre, at debatten forbliver nogenlunde saglig, i stedet for at overlade det til bloggerne selv, der umuligt kan følge med i alle kommentarer i løbet af døgnet.

Det løser på ingen måde alt, men det er at foretrække fremfor yderligere lovgivning.

I den anden grøft end SSF-udspillet er Sørine Gotfredsen, der i en kronik i Berlingske til fulde demonstrerer, at hun selv er placeret på et absurd overdrev i forhold til overgearede skrækscenarier.

Her gøres såkaldte ghettodannelser uden videre argumentation til ét fedt med århundredgamle fremstød af osmannerne med Søren Krarup som historisk autoritet: »Når Søren Krarup i sin tid kritiserede indvandringen og udlændingeloven fra 1983, hang hans bekymring uløseligt sammen med historiens vidnesbyrd om, hvilke enorme problemer der opstår, når kristent og muslimsk menneskesyn og samfundstænkning skal sameksistere. Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa.« (Berlingske, 31.7.2011).

Det er vist et af de mest udtalte eksempler på tunnelsyn.

Selvfølgelig er der ikke skyggen af sammenhæng mellem korstog, osmannerkrige og problemer i marginaliserede boligområder.

Det er ikke religiøse sammenstød, der tegner (de i realiteten sjældne) gadekampe og optøjer i Europa, men sociale og politiske uroligheder, eksempelvis fra de voldsomme demonstrationer i Grækenland over de tilbagevendende sammenstød mellem politiske aktivister og politi under diverse topmøder - faktisk er der i Europa givetvis langt flere gadekampe og mere gadevold, der er direkte relateret til modsatrettede sportslige tilhørsforhold og yderligtgående fanklubber end til modsatrettede religiøse grupperinger.

Endelig tyr Gotfredsen til et meget udbredt, men ikke desto mindre meget overfladisk forsvar for rå retorik: »Det er bestemt sandsynligt, at Dansk Folkeparti og den frie danske debat har været med til at lukke luften ud af de værste tempelriddere herhjemme.«

Der er ganske vist ikke nogen entydig årsagssammenhæng mellem rå retorik og rå vold, selv om der er en entydig sammenhæng mellem tilbagevendende negative generaliseringer om islam og muslimer og så en generel radikalisering og stereotypisering af debatten, hvor saglighed og nuancer er taberen. Men selvfølgelig kan man heller ikke komme uden om, at jo mere uforsonlig, hadsk og negativt generaliserende man vænner sig til at tale om og dermed se på en specifik minoritetsgruppe som en påstået apokalyptisk trussel, desto mere vil radikale kræfter føle mere radikale tiltag legitime og påkrævet.

Deraf følger ingen skyld for andre end den eller dem, der konkret står bag vold og den eller dem, der eventuelt opfordrer til det. Men hvis vi begynder at hævde, at negative generaliseringer eller hårdkogt foragt i debatten ligefrem er afradikaliserende, er vi ude et virkelighedsfjernt sted, hvor man synes mere optaget af at skamrose og frikende den danske debat frem for en nøgtern erkendelse af, at meget uforsonlige holdninger selvfølgelig godt kan fremme sandsynligheden for uforsonlige handlinger.

Det kan man mene, at man skal acceptere som en risiko, men man kan ikke se bort fra det eller benægte det.

Skulle man med andre ord gå så vidt i forlængelse af Gotfredsens ræsonnement som at tro at dæmoniseringen af minoriteter er en form for 'ventil', der får potentielle slagsbrødre til at blive mere fredsommelige og afstå fra vold, er der tale om en yderst tvivlsom logik. Det er da ikke utænkeligt, at den, der skal pakke sine politiske frustrationer helt inde i overdreven grad, også risikerer at 'eksplodere' på et tidspunkt, men der er ikke - og har aldrig været - tale om, at der er synspunkter i debatten, som slet ikke har kunnet komme til udtryk, hverken i Norge, Sverige eller Danmark de senere år, selv om forskellige typer synspunkter til forskellige tidspunkter har været mere eller mindre velsete og mere eller mindre udbredte i medierne end andre.

Rå generaliseringer fremmer had og misforståelser, ikke forsoning - og det er ikke nogen 'kur' mod vold.

Vi anbefaler og ansporer jo selvfølgelig heller ikke rå mobning i skolen og tror så, at vi dermed ligefrem forhindrer nogen i at komme op at slås.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 31.7.2011