Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Osama bin Ladens død og den gensidige terroriscenesættelse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Osama bin Laden er blevet dræbt af amerikanske soldater, og billedet af hans blodigt gennemskudte hoved cirkulerer i de elektroniske medier. [Tilføjelse: Associated Press kan alligevel ikke garantere fotografiets ægthed og har trukket det tilbage. REL]

Et blodigt punktum for en blodig terror- og propagandakarriere.

Bin Ladens død er godt nyt af flere indlysende grunde, som vi skal vende tilbage til - men den giver også anledning til en bredere perspektivering, som ikke er i høj kurs på den dominerende politiske dagsorden eller i den dominerende mediedækning.

»Nu kan vi igen tro på et frit liv,« sammenfatter TV2's korrespondent Jesper Steinmetz stemningen fra USA i TV2 News (2.5.2011), mens han sammenligner drabet på Osama bin Laden med Danmarks befrielse efter nazisternes besættelse (sic). »Når de ser, at vi er fra Danmark, råber de, 'We love Denmark',« fortsætter han i sit næste indslag, »fordi de ved, at vi er med i den her krig imod terror«.

En dybsindig og dækkende reportage eller et halleluja-bidrag til den hule retorik omkring iscenesættelsen af »krig mod terror«?

Selvfølgelig jubler amerikanere, ikke mindst i New York ved Ground Zero og i Washington foran Det Hvide Hus, men man skulle vel ellers mene, at drabet på bin Laden er en nyhed, der måtte kalde på analytikere med en smule mere proportions- og relevanssans? Måske derfor TV2 News i den tidlige morgendækning har skruet Steinmetz ned til et minimum og brugt flere kræfter på mere nøgterne kommentarer i studiet.

Men når jeg nævner Steinmetz, skyldes det, at han er symptomatisk for en tendens. Den globale mediedækning og den politiske diskurs har under ti års »krig mod terror« været præget af mangel på forståelse af de sammenfaldende profileringsinteresser fra islamistiske terrororganisationer, der gerne vil blæse egen betydning op i absurde proportioner à la den hedengangne Sovjet-blok, og vestlige udenrigspolitiske militærhøge og højrepopulistiske fronter, der har de istemt surrealistiske trusselsdimensioner for at fremme deres egen vifte af politiske dagsordener fra militære oprustningsinteresser og rettighedsundergravende tiltag til antiislamisk hetz og udlændingepolitiske stramninger.

Det bliver en tid i den politiske selvforståelses sejrstegn, som aldrig kunne drømme om at sætte terroren i relief i forhold til de mange gange flere uskyldige civile, der er dræbt af amerikanske soldater i krigene i Irak og Afghanistan - for slet ikke at nævne adskillige andre krige og militæroperationer i det 20. århundrede - end Osama bin Ladens terrornetværk perifert kommer i nærheden af. En perspektivering, der i sidste ende også er afgørende for at forstå og bekæmpe terrormotiver mange steder i verden, men også en perspektivering som i ti år har været mistænkeliggjort og overskygget af den politisk langt mere bekvemme hollywoodske iscenesættelse af komplekse konflikter i sort/hvide kategorier.

Osama bin Ladens 'succes' som selviscenesætter afhang ikke mindst af globale mediers store eksponering af hans budskaber, men i virkeligheden stod omfanget af hans terror jo trods alt langtfra mål med iscenesætterens selvbevidsthed. I forhold til hans dogmatiske ordrer til muslimer verden over om at slå vesterlændinge ihjel i flæng, og i betragtning af udbredelsen af sådanne budskaber, har kun et forsvindende marginalt antal muslimer meldt sig under al Qaedas faner, og efter Nine Eleven-chokket er det kun lykkedes få gange at gennemføre terroraktioner i Vesten - efterretningstjenester har opsnappet næsten alle planer i tide.

Det ændrer naturligvis ikke ved det faktum, at Osama bin Laden var en af de farligste og mest kyniske antivestlige ideologer, hvis fanatiske kamp på både propagandaens og terrorens slagmarker dækker et blodigt katalog af fundamentalistisk foragt for humanisme og frihed, hvilket kun kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der ønsker et åbent og kulturelt mangfoldigt retssamfund.

Og uanset de skæve proportioner i ti års dækning af Osama bin Ladens reelle indflydelse og 'terrorkrigens' propagandistiske iscenesættelse, er det i al sin enkelhed godt, at bin Laden er blevet dræbt.

Det er godt nyt for de pårørende til de dræbte ofre for bin Ladens terror, for Osama bin Laden har for længst taget ansvaret for det bevidste drab af tusinder af uskyldige civile, og om man bryder sig om 'hævnens forløsning' eller ej, er det utvivlsomt en reel følelse for de tusindvis af pårørende, som man skal være meget hårdhudet for at forklejne i denne situation.

Det er godt nyt for det store flertal af muslimer, at Osama bin Ladens forsøg på kidnapningen af et teologisk og politisk patent på udlægningen af islam, er gået i graven. En bekvem propagandafigur, der har gavnet både uforsonlige islamisters idiosynkratiske foragt for friheden til at tale, tænke og tro, hvad man vil, og som har figureret som forenklende ikon for ensidig antimuslimsk propaganda, er væk.

Kan vi så se frem til flere nuancer i den udenrigspolitiske mediedækning af det komplekse væv af økonomi, terror, religion, korruption, sult og krig med sammensatte og tværgående problemstillinger frem for den sort/hvide arv fra Bush-Fogh-æraen, som stadig fylder så meget politisk? Man har lov at håbe - og man har lov at være realistisk og tvivle.

Men drabet på Osama bin Laden er den foreløbige kulmination på al Qaedas igangværende svækkelse, og endnu et udtryk for et markant skifte i fokus på den såkaldt islamiske verden.

Den væsentligste nyhed i 2011 med det største potentiale er dog fortsat helt almindelige araberes oprørsbølger, der brager gennem arabiske lande og i månedsvis har sønderknust det dualistiske propagandabillede, som både Osama bin Laden og antimuslimske populister i Vesten har præsenteret i årevis af 'muslimer' kontra 'vesterlændinge' i forhold til kravet om øget individuel frihed og flere almenmenneskelige rettigheder.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 2.5.2011