Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hornbech-skandale inddrager DK's værste integrationsminister, Haarder

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi ved, at Integrationsministeriet i årevis har givet statsløse unge afslag på statsborgerskab, til trods for at det er en ulovlighed - integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har oven i købet selv erkendt ulovlighederne. Anonyme embedsmænd har oplyst, at de har advaret hende uden effekt, men hun nægter indtil videre selv at svare på, hvor længe hun har været klar over den ulovlige sagsbehandling.

Imidlertid har Jyllands-Posten kunnet løfte lidt af sløret for, hvad Rønn Hornbechs egen interne 'undersøgelse' vil konkludere - om ikke andet udtaler hun til avisen: »Jeg mener, at mine forgængere har forsømt at give nogle retningslinjer for indfødsretskontoret, og den fejl har jeg så videreført uden at vide det.« (Jyllands-Posten, 3.3.2011).

Så er Sorte Per givet videre. Det fritager hende ikke for det overordnede ansvar - slet ikke, hvis de anonyme embedsmænd har ret - men for det første understreger det naturligvis behovet for en uvildig undersøgelse, der kan kulegrave hele forløbet, og for det andet sætter det spotlyset på den minister, der som den første gav ulovligt afslag til en statsløs, og det var tilsyneladende Bertel Haarder, der var integrationsminister i 2001-2005.

Derfor ville Haarders udsagn i sagen naturligvis være ganske særlig interessant - ville være, for han kan ikke huske noget, og han ønsker heller ikke at svare på noget: »Jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg vil læse rapporten, før jeg udtaler mig.« (Ritzau, 3.3.2011).

Haarder kan ikke huske noget som helst. Det er selvfølgelig meget bekvemt i en sag, der truer med at blive en ny Tamil-sag - men det kan selvfølgelig udmærket være rigtigt.

At Hornbech har været en katastrofe som integrationsminister ud fra stort set ethvert perspektiv, er oplagt - men det lå vel ikke i kortene, da hun blev udnævnt. Til gengæld har ingen integrationsminister overgået Bertel Haarder i generaliserende hån over for udlændinge - og det i en grad, så Dansk Folkeparti hverken før eller siden har haft en mere velvillig allieret på netop den post.

Tænk blot på Haarders fuldstændig anakronistiske og dybt misvisende begreb, »den danske stamme«? Det giver unægtelig mindelser om historiske fortilfælde af generaliserende foragt for særlige folkeslag: »... almindelige danskere er udsat for forskellige former for social kontrol. Vi går bl.a. på arbejde, fordi vi tænker på, hvad familie og naboer vil sige, og fordi vi gerne vil være et godt eksempel for vore børn. Men disse hæmninger har udlændinge ikke på samme måde. De lever i en subkultur uden for den danske stamme. Derfor er de meget hurtige til at tillære sig mulighederne for at få penge uden at gøre en indsats.« (Berlingske Tidende, 20.9.2003).

Mere generaliserende kulturchauvinistisk vrøvl skal man lede længe efter - og det er ellers ikke fordi, den danske debat ikke har været rig på netop den genre.

Men langt var integrationsminister Haarder ude i hampen. Flere eksempler:

»De behandles som stakler, der ingenting kan. Man synes, det er synd for dem. Flygtningene har svært ved at komme op om morgenen. De simulerer sygdom og får lægerne til at lave falske lægeerklæringer. De står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. De skal sættes til at flå mink. Til at arbejde med svin, det har de ikke noget imod. De skal tage det beskidte, rutinemæssige og dårligt betalte arbejde. Intet arbejde er for dårligt.« (Politiken.dk, 7.10.2003).

»Og muslimer har intet imod at arbejde med svin, skulle jeg hilse at sige. Vi andre kan også arbejde med katte, men vi spiser ikke katte.« (Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 30, 2003).

At en minister kan have så patroniserende og afstumpet et syn på hele befolkningsgrupper er selvsagt absurd ud over alle grænser.

Hvis Hornbech har ret, bærer daværende integrationsminister Haarder også et klart medansvar for skandalen om ulovlighederne i Integrationsministeriet, uanset om han så selv kan huske tilbage til 2002 eller ej. Måske kan ovenstående citater bringe ham tilbage til den tid, hvor han sad på samme ministerpost som Hornbech - men ellers kan en tilbundsgående undersøgelse vel hjælpe på hukommelsen?

APROPOS

> Indvandrerfjendtlig polemik: Citater af Haarder

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 4.3.2011