Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tusinder af hunde med blodige sår i dansk fangenskab?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Nej, overskriften er ikke særlig retvisende, faktisk er den forkert - men den er tankevækkende. Mig bekendt lever tusindvis af hunde ikke med blodige kødsår i dansk fangenskab, men det er der måske fortsat en del mink, der gør, på de danske minkfarme?

I 2009 afslørede TV2 og Ekstra Bladet mange frygtelige eksempler på mink og ræve, der vantrivedes på danske farme, selv om branchen allerede dengang gjorde alt for at censurere og standse optagelsernes offentliggørelse. Efter at ramaskrigene havde lagt sig, og alle lovede bod og bedring, hævder dyreretsforeningen Anima nu igen, at mange mink fortsat lider under helt groteske forhold.

Tv-optagelserne, hvoraf nogle er blevet vist i TV-Avisen, er mildest talt horrible - og horrible skal forstås i ordets blodigste og mest makabre betydning, hvis nogen skulle være i tvivl. Her et Youtube-klip fra foreningen:

Men er det troværdige billeder? Er de manipulerede? Stammer de overhovedet fra 27 danske minkfarme, sådan som Anima påstår?

Dansk Pelsdyravlerforening afviser det og har nu udsat en dusør på 500.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaring af det, man kalder »de manipulerede billeder«, og en dom til gerningsmændene bag.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over tv-billedernes sandhedsværdi - men problemet er i mine øjne fortsat stort, uanset om de aktuelle billeder er sande eller ej. Jeg skrev dengang om, hvordan »mink og ræve rutinemæssigt pines og plages«, og mig bekendt har intet ændret sig i forhold til pointen i det følgende (om end rævefarme er blevet forbudt fra og med 2016):

Når jeg skriver, at »mink og ræve rutinemæssigt pines og plages« på danske pelsdyrfarme, så tænker jeg ikke alene på den trebenede ræv, der må humpe trøstesløst rundt i sit bur, indtil den er stor nok til at blive flået. Eller den ræv, der bare svajer monotont frem og tilbage som en mekanisk dukke. Eller den, hvis mund er én stor ansamling af plagsomme bylder.

Jeg tænker heller ikke primært på de mange mink, der i dage- eller ugevis lider under åbne sår, fordi de er blevet skambidt ind til kød og knogler, eller dem, der har fået bidt øret eller halen af uden at blive behandlet af en dyrlæge.

Nej, når jeg er rystet over, at mink og ræve rutinemæssigt pines og plages af danske pelsdyravlere, er det faktisk ikke alene de skambidte og sygdomsbefængte stakler, jeg tænker på. For disse gabende sår i pelsdyravlernes og pelsdyrfrakkernes samvittighed er måske i virkeligheden kun toppen af isbjerget i en branche med 1.460 minkfarme og en årlig omsætning på 5 milliarder kroner?

Det principielle problem er mere grundlæggende og omfatter 17 millioner mink, der årligt henslæber deres absurde ikke-liv i danske trådbure. Problemet er, at om så hver eneste af de 17 millioner mink havde alle fire ben og var uden ét eneste kødsår, og om de virkelig alle sammen fik deres halm og dagligt kiggede nok så nuttet gennem tremmerne på pelsdyravleren, så er og bliver forholdene slemme.

At indskrænke bevægeligheden for solitære og territoriale dyr, der er 28-45 cm lange (plus hale), og som i naturen forsvarer territorier, der strækker sig over 2-3 kilometer, til et lillebitte trådbur på 30 x 45 x 90 cm, er ganske enkelt urimeligt.

Rune Engelbreth Larsen (Politiken, 31.10.2009)

Den danske pelsbranches omsætning er i absolut verdensklasse og er nu tæt på syv milliarder kroner om året, så intet tyder altså på, at de tilbagevendende tv-billeder af blodige dyr betyder det fjerneste økonomisk for branchen. Og når der ikke er flertal for at totalforbud mod pelsdyravl i Danmark, skyldes det sikkert, at der netop er tale om en yderst succesfuld eksportbranche.

Jeg er dog sikker på, at der findes pelsfrakker, som ikke forudsætter dyremishandling - desværre kan det være meget vanskeligt at skelne, når forholdene for dyrene på de danske minkfarme er så uacceptable selv inden for rammerne af reglerne. Det er dét, der er den egentlige skandale i mine øjne.

APROPOS

> 17 millioner mishandlede mink?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 2.3.2011