Fortvivlende meddelelse om Tøger Seidenfadens alt, alt, alt for tidlige død! Kun få måneder siden, man i september 2010 kunne lykønske ham, da han med vanligt overskud modtog Ebbe Muncks Hæderspris med en formidabel takketale. Dengang skrev jeg bl.a.:
Når Tøger Seidenfaden er valgt som modtager af en hæderspris, der er navngivet efter en gammel hofchef, journalist, modstandsmand og diplomat, skyldes det ifølge priskomiteen, at han »med sin store viden og personlige engagement udgør en vigtig stemme, uanset om man deler de synspunkter, der fremføres«.
Og i samme ånd, som altid har kendetegnet Seidenfadens intellektuelle og kritiske virke, forfalder han ikke til en indholdstom takketale, men springer ud med et lunt glimt i øjet som en godmodig trojansk hest, der er lige så oprigtigt hjertelig og høflig, som han er skarp og fuldt bevidst om alvoren bag den vigtige position, som Politiken indtager i mediebilledet - og kulturkampen.
Tøger Seidenfaden er i pagt med Politikens kulturradikale oprindelseshistorie og den europæiske oplysningstradition - og en blanding af ånden fra modstandskampen og Hal Koch med et politisk-filosofisk fundament à la Karl Popper. Og dog er han selvfølgelig i unik grad helt sig selv. Han er i en klasse for sig i den danske presse, hvilket jeg såmænd er sikker på, at både hans nærmeste venner og argeste kritikere vil skrive under på - med hver deres begrundelse.
En afgørende stemme i den danske debat - og vist én af de eneste danskere siden forhenværende statsminister Anker Jørgensen, som snart sagt enhver i dette land er på fornavn med.
Nu er et fyrtårn slukket og vil blive stærkt savnet. When comes such another?
Må Tøgers ånd og indsats danne skole i dansk presse ... R.I.P.
APROPOS:
> Tøger Seidenfaden kontra Trykkefrihedsselskabet
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 28.1.2011