Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Indsatsleder bør afskediges omgående

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

De udtalelser - eller ordrer, som der vel nærmest er tale om - som politiets indsatsleder er kommet med over politiradioen under klimatopmødet i 2009, er ikke 'fortalelser', ikke 'finker af panden' og ikke 'frisprog'. Det er afstumpet vanvid, og han bør afgjort afskediges omgående.

Selvfølgelig skal pressen fjerne sig, hvis den bliver bedt om det, men det autoriserer på ingen måde en indsatsleder til at opfordre til vilkårlig og brutal knippelsuppe:

- Jeg ved der står fyldt med presse foran, men de er i en risikozone - det må de selv ta. Så I hugger bare til dem, de er en del af det, hvis de står der. Slut.

- Så vil jeg fandem rendeme se den stav der så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort. Slut.

- Der står presse mellem bilerne, de skal fandeme have samme tur. Slut.

Citeret efter Politiken.dk, 15.12.2010

Det er direkte opfordring til brutal vold imod pressefolk, og indsatslederen bør selvsagt afskediges omgående. Det var noget andet, hvis en betjent eller to uheldigvis kom til skubbe unødvendigt hårdt til en pressefotograf, eller hvis der skete en fejl her og der - det kan ikke undgås.

Men dette vanvid hører slet ikke til i den kategori.

Peter Skaarup udtaler: »Det egner sig ikke til at blive bragt i samtlige landets medier, men man må tillade sig et vist frisprog i en presset situation. Det er politiets opgave at skabe ro og orden, når der står autonome klar med kasteskyts.« (Politiken.dk, 16.12.2010).

At 'skabe ro og orden' har imidlertid ikke det fjerneste at gøre med at 'hugge løs' med 'rødglødende stave' på pressen - Skaarup udstiller en total mangel på forståelse for, at ordensmagten selvfølgelig til enhver tid har en forpligtelse til at anstrenge sig til det yderste for ikke at misbruge sit voldsmonopol.

Det sker ikke her - tværtimod er misbruget helt åbenlyst.

Tom Behnke udtaler sig ikke mindre grotesk: »Politiet gjorde intet forkert under klimatopmødet, men på grund af det sprogbrug skal vi nu til at diskutere det her. De løste opgaven super fint, så det er ærgerligt.«

Mere skinbarligt nonsens skal man lede længere efter.

For det første har vi netop fået byrettens ord for, at danmarkshistoriens største kollektive anholdelse under klimatopmødet var i strid med loven. For det andet er der intet som helst 'super' over den hovedløse brutalitet, som indsatslederen her dikterer.

Dette er et klokkeklart eksempel på voldeligt magtmisbrug af værste skuffe. At Peter Skaarup tilsyneladende helst så, at medierne ikke offentliggjorde indsatslederens stupide voldsopfordringer, er desværre næsten forventeligt (for hvordan ellers forstå hans udtalelse: »det egner sig ikke til at blive bragt i samtlige landets medier«?).

Men dette er Danmark, og Danmark er vel et retssamfund, ikke en gemen politistat - ikke sandt?

Man skulle ganske vist ikke tro, at den pågældende indsatsleder eller Skaarup og Behnke overhovedet aner, hvad dét implicerer længere.

Alt andet end en utvetydig beklagelse fra politiets ledelse og en omgående afskedigelse af den pågældende indsatsleder er at give efter for en brutalitet, som samtlige danske politikere helt indlysende ville tage afstand fra - hvis udtalelserne var blevet lækket i Iran.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 16.12.2010