Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søvndals hånd til De Radikale og Enhedslisten er en lussing til Sohn

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter en årrækkes stadige tilnærmelser til Dansk Folkepartis udlædingepolitik er SF tilsyneladende kommet til en korsvej, hvor kritikken af stramningerne både udefra og internt er blevet alt for voldsom til, at partiledelsen har kunnet ignorere det længere.

Derfor udtaler Villy Søvndal nu langt om længe dét, som vi hidtil ikke har kunnet få et klart svar på - SF vil ikke samarbejde med Dansk Folkeparti på afgørende politiske områder: »Jeg udelukker, at på et område som udlændingepolitikken, hvor vi er så diametralt uenige, at der kan være noget mødested.« (Politiken, 4.12.2010).

Endvidere afviser han en regeringsdannelse med Dansk Folkeparti: »Vi kommer aldrig nogensinde, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde til at indgå i en regering med Dansk Folkeparti.«

Til det sidste er der to ting at bemærke: For det første lød overskriften på en nylig kronik af Preben Wilhjelm ganske vist, hvorfor ikke S, SF og DF bare dannede regering, hvorefter der blev opregnet en række tegn på, at de tre partier har tilnærmet sig hinanden i forbløffende grad de seneste år - men Wilhjelms scenario gik i realiteten ikke på en fælles regering, men på et samarbejde, hvor DF agerede en slags støtteparti for en SSF-regering. Tilsvarende er min egen kritik gået på faren for, at SSF vil indgå et tættere bloksamarbejde med Dansk Folkeparti, hvis og såfremt de hidtidige tilnærmelser skulle fortsætte.

Men denne specifikke kritik går Søvndal udenom, idet han nøjes med at afvise en regulær regeringsdannelse.

Den anden bemærkning til Søvndals udmelding er, at partiformandens troværdighed er tyndslidt. Desværre bærer han selv ansvaret for, at hans principielle udmeldinger nødvendigvis må blive mødt med en vis skepsis - ikke kun fordi dansk politik generelt er blevet så fuld af principløse og populistiske tallerkenvendere i de senere år (behøver vi nævne ham her som ekstremt, men ikke atypisk eksempel?), men også fordi Søvndal selv har foretaget nogle gevaldige kovendinger efter den aktuelle politiske vindretning (f.eks. denne her).

Men lad det nu ligge - den markante interne modstand og den store kritik har haft en effekt, og SF vil formentlig være tilbageholdende med at gå i DF's udlændinge- og værdipolitiske fodspor i den nærmeste fremtid, hvilket kun kan hilses velkomment.

Af samme grund har Pia Kjærsgaard reageret skuffet og aggressivt på Søvndals udmelding: »Hvad har han tænkt sig at gøre? De radikale blokerer totalt, og Venstre og de konservative har sagt fra. Hvis han virkelig har så meget imod os, så synes jeg, han skulle lade være med at være kopiparti af os på for eksempel retorikken omkring udlændinge. Det er da ynkeligt.«

At denne kursændring for SF er et dramatisk brud med de DF-tilnærmelser, som især Ole Sohn har været strategisk bagmand bag, er tydeligt, når vi erindrer os, hvilket drama det samme spørgsmål udviklede sig til op til SF's landsmøde i april 2010.

Özlem Cekic, der netop forsøgte at fremsætte forslag om en principiel afvisning af et sådant samarbejde med Dansk Folkeparti på landsmødet, blev ifølge Hans Daugaard, der er formand for hendes partiforening på Bispebjerg i København, truet til at trække forslaget:

»Det er ikke i orden, at SF-ledelsen truer med at fratage et folketingsmedlem sit ordførerskab, hvis hun ikke trækker et forslag tilbage. Det er jo trusler og det bryder jeg mig ikke om, ligesom jeg heller ikke bryder mig om censur.«

»Jeg har været medlem af SF i mange år og betragter SF som et parti med medlemsdemokrati. Men hvis alle de forslag, som partiledelsen ikke bryder sig om, bliver sorteret væk inden landsmødet, så er der jo ikke nogen grund til at vi skal spilde tre dage på at være til landsmøde.«

Berlingske Tidende, 24.4.2010

Ole Sohn afviste at have truet nogen, men det bebudede forslag blev trukket, og Sohn kunne uforstyrret tegne den kurs, der var en klar tilnærmelse til Dansk Folkeparti - til trods for at der allerede dengang var stor tilslutning til at holde DF uden for indflydelse i SF's bagland.

I modsætning til det forsvundne forslag ville Ole Sohn således ikke afvise et samarbejde med DF og tilføjede over for Berlingske Tidende: »En kommende regering vil have som opgave at genindføre det samarbejdende folkestyre. Man kan ikke på forhånd udelukke nogen.« (Berlingske.dk, 24.11.2010).

Endvidere understregede han: »Dansk Folkeparti er lige så stuerent som alle mulige andre partier.« (JP.dk, 24.4.2010).

Med Søvndals aktuelle indrømmelser til De Radikale og Enhedslisten i udlændinge- og værdipolitikken har Özlem Cekic, Trine Pertou Mach og andre interne kritikere i SF derfor vundet et afgørende slag om kursen i værdi- og udlændingepolitikken.

Til gengæld er det et klart nederlag til Ole Sohn, der på SF's landsmøde nægtede at lukke den dør til DF, som Søvndal nu efter ugers massivt pres og trods voldsomme udfald mod sine kritikere, er blevet tvunget til at lukke. For første gang udelukkes det kategorisk, at SF kommer til at indgå aftaler med Dansk Folkeparti på så centrale områder som udlændingepolitikken og den økonomiske politik.

Gid det også måtte inspirere interne kritikere af kursen i Socialdemokratiet til at kræve et opgør med Helle Thorning-Schmidts arrogance over for De Radikale og Enhedslisten, hvad angår deres indflydelse på en SSF-regerings udlændingepolitik.

Og trist, at det ikke så meget er af egen overbevisning som af nødvendighed, at Søvndal endelig har meldt klart ud - men dog bemærkelsesværdigt, at der langt om længe blev trukket i håndbremsen over for Ole Sohn.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.12.2010