Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Carsten Jensen afklæder Afghanistan-fiaskoen - og Naser Khader

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En af Danmarks betydeligste eksperter på Afghanistankrigen er forfatteren og kritikeren Carsten Jensen, der i en række foredrag og essays har oprullet krigens udsigtsløse og astronomisk dyre fiasko.

Efter en lang, grundig og saglig gennemgang af krigens nederlag og en velargumenteret og kontant afvisning af de mest udbredte politiske myter om, 'hvor meget det nytter' for Afghanistans civile, sætter Carsten Jensen afslutningsvis nederlagserfaringen fra Afghanistan i et tankevækkende historisk perspektiv:

Det er fremskridtsideen og vores uforbeholdne tro på dens verdensomspændende triumf, der også møder sin grænse i Afghanistan.

Det er på kernen i vores identitet som vestlige mennesker, vi er ramt.

Vi reagerer på nederlaget med samme psykologiske forsvarsmekanismer, som mennesker gør, når de vægrer sig ved at erkende, at et medlem af familien er afgået ved døden.

Det er en form for sorgbearbejdning, vi befinder os i de første faser af.

Og den meningsløshed, vi værger os imod med så meget fingeret ligegyldighed eller så meget trykket tavshed, eller så meget vrede, eller så mange anklager, gælder ikke kun angsten for at indse, at unge mænd måske er døde forgæves, men selve afskeden med idealer, som vi troede var indlysende for alle, og som alle derfor ville tage taknemmeligt imod.

Det er ikke kun et militært nederlag, vi nærmer os i Afghanistan. Det er en grænse for vores civilisations formåen. (...)

Første Verdenskrig startede i 1914, vi trækker os ud af Afghanistan i 2014, men skønt det ene årstal markerede starten på en krig, og det andet årstal afslutningen på en krig, vil det første skud i Sarajevo og det sidste skud i Kandahar alligevel ende med at betyde det samme: begyndelsen på afviklingen af den verdensorden, vi har kendt.

Gamle imperier vil forsvinde, nye stormagter dukke op.

Vores tid er forbi.

Carsten Jensen, Politiken, 27.11.2010

Verdens absolutte supermagt og dens allierede kan ikke besejre motivationen, krigsviljen og troen hos de økonomisk og materielt håbløst underlegne talebanere i Afghanistan. Det er en afslørende kendsgerning af verdenshistoriske proportioner.

Den forløjede krigsiscenesættelse, de brudte løfter til afghanerne og det håbløst misvisende alibi om 'terrorbekæmpelse' har gjort Afghanistankrigen og dens fortsættelse til en større trussel imod fundamenterne i vestlige retssamfund, end Taleban nogen sinde har været.

Demokrati og ligestilling er for længst forsvundet ud af krigsfortalernes vokabular - det handler ikke engang formelt om menneskerettigheder længere, det handler ikke om at hjælpe afghanerne, det handler ikke om vinde. Det handler alene om at få det chokerende omfang af nederlaget til at tage sig en lille smule kønnere ud.

Prisen for at dække over chokket er at trække pinen ud med yderligere milliarder af dollars og yderligere meningsløse ofre.

Men i modsætning til vore hjemlige regeringspolitikere undlader Carsten Jensen at pakke denne politiske virkelighed ind:

Men et røgslør tager tid at lægge. Og imens dør afghanerne, talebanere og civile blandt hinanden.

Imens dør vore soldater. For røgslørets skyld. Og ingen magt på jorden vil i tiden fremover kunne give deres død nogen som helst mening uden at lyve.

Jeg dør, fordi Obama ikke kunne beslutte sig. Jeg dør, fordi Lene Espersen ikke kan tåle endnu en næse. Jeg dør, fordi det ikke må virke alt for pinligt, når Gitte Lillelund Bech siger, det går så godt i Afghanistan.

Sig det til de døde soldaters efterladte, forældre, søskende og kærester: Han døde i en alder af tyve, fordi der var et taktisk spil i Folketinget, som var vigtigere. Jeres søn døde for opinionsmålingernes skyld.

Ret meget længere er den desværre ikke. Og at der ikke er én ansvarlig regeringspolitiker i den hjemlige krigskonstellation, der har haft format og samvittighed nok til forlængst at have konstateret meningsløshedens gru og krævet tropperne trukket hjem er både trist og skandaløst. I stedet har man valgt at lade endnu flere civile afghanere og endnu flere vestlige soldater dø i endnu flere år - for at holde masken. For at dække over en historisk blodig fejltagelse.

Naser Khader er et symptomatisk eksempel på netop denne positions blanding af kynisme og mangel på elementær indsigt i krigen og forholdene i Afghanistan - og som sådan figurerer han i Carsten Jensens fremstilling.

Khader er imidlertid særdeles fortørnet over at blive fremhævet på så lidet flatterende vis, at forfatteren i sin analyse af de politiske fejlgreb og misinformationer om Afghanistan ligefrem har tilladt sig at kalde ham for en idiot.

Dermed gør Jensen sig ifølge Khader skyldig i selv samme underlødige tone i debatten, som forfatteren har kritiseret Dansk Folkeparti og andre for at benytte sig af over for indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Det er en udbredt, men absurd anke.

Der er selvfølgelig en kolossal forskel, når en forfatter kalder en politiker for en idiot, og når magtfulde politikere stigmatiserer en hel befolkningsgruppe som en kollektiv trussel i en målrettet dæmonisering, der udspiller sig i det ene medie efter det andet - år efter år efter år.

Det første er polemik (eller i visse tilfælde simpelthen en konstatering - vurdér selv, hvad der er hvad i Khaders tilfælde).

Det andet er slet og ret politisk propaganda. Og vel at mærke propaganda, som for længst har udmøntet sig i adskillige diskriminerende og chikanerende lovtiltag over for etniske minoriteter i almindelighed fra VKO's side de seneste mange år.

Dét har imidlertid ikke generet Khader (eller det vil sige - det generede ham en hel del en overgang, men det var selvfølgelig dengang, han og Ny Alliance mente, at nok var nok - altså nogle måneder før han blev liberalist, hvilket atter var nogle måneder før, han blev konservativ og omvendt mente, at nok langtfra er nok ...).

I det hele taget er Khader næsten mere optaget af, at han selv figurerer som karakteristisk eksempel på den politiske inkompetence i forhold til Afghanistan, end han er af problemerne i Afghanistan.

»Hvorfor skal det nævnes, at jeg 'for tiden' er konservativ?« spørger Khader irriteret (Politiken, 25.11.2010) - underforstået: Hvad har dét med en analyse af Afghanistan at gøre?

Svaret turde ellers være oplagt: For det første illustrerer det på informativ vis, hvilken opportunisme der råder i dansk politik, når en politiker som Khader på få år kan skifte parti flere gange for sin politiske karrieres skyld; hvilket for det andet hænger sammen med den mangel på oprigtighed og autenticitet, der tilsyneladende accepteres for politikere, hvis kompas så åbenlyst dikteres af private karrierehensyn; og hvilket så for det tredje - og i forlængelse heraf - netop illustrerer, hvor gennemført useriøst noget så afgørende og alvorligt som Afghanistan-krigen behandles i dansk politik, når politikere, der er blottet for tyngde og troværdighed, føres i debatfelten som bannerførere for regeringens blodigste krigsdispositioner.

Det er ganske enkelt idioti.

Desværre gør Khader ikke meget for at modbevise denne karakteristik med substantiel argumentation - i stedet fortsætter han i samme spors udenomssnak: »Du har sagt, at krigen er tabt og spørger, hvad det skal nytte, til det vil jeg så blot genspørge: Kan du slet ikke se faren ved ikke at gøre noget? Vi står ikke bare i Afghanistan for at bekæmpe Taleban og sikre et demokratisk styre. Vi står i Afghanistan for at kæmpe for vores værdier i en verden, hvor vi presses fra flere og flere sider.«

Det er altså Khaders forsvar for at forøge Afghanistans kaos? Hans forsvar for at hælde flere meningsløse milliarder af dollars i en fiasko, der gør ondt værre. Hans forsvar for, at der uundgåeligt vil komme flere civile ofre. Hans forsvar for flere danske soldater, der kommer hjem i kister. Hans forsvar for at afghanernes rettigheder og fred er opgivet til fordel for at redde nogle vestlige krigspolitikere fra at tabe ansigt alt for åbenlyst.

Hvordan i alverden er det lige, at denne fiasko, dette kaos og alle disse døde, som kun motiverer et voksende had til Vesten, gavner vores værdier? Hvordan forsvares vores værdier af terrorlovgivningens underminering af samme, og af den kæde af hykleri og løgne, der har skabt og drevet to fatale krige i det 21. århundrede, Irak og Afghanistan?

Khader aner det ikke. Han har af gode grunde ingen svar. Han er klædt af. Afghanistan-krigens iscenesættelse er klædt af.

Krigen er blevet et definitivt og symptomatisk udtryk for den svimlende kløft mellem Vestens ord og gerning, der kulminerede i Bush-Blair-Fogh-æraen, men hvis fatale rækkevidde Khader og de øvrige arvtagere af fiaskoen slet ikke har turdet erkende endnu.

APROPOS

> Carsten Jensens foredragsrække (1. del)
> Om Khader: Forbud mod vendekåber i det offentlige rum?
> Boganbefaling: Ahmed Rashids 'Afghanistan og Taleban'

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 28.11.2010