Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Informations sensationalistiske skarpvinkling af krigsmodstandere

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I et tidligere blog-indlæg om fire krigsmodstanderes vurdering af fremtiden efter en troppetilbagetrækning i Afghanistan fremhævede jeg realismen i deres beskrivelse af, at 1) Taleban har vundet, 2) at sejren bliver større, desto længere den militære tilstedeværelse fortsætter, og 3) at vi må forberede os på, at der bliver tale om en intensivering af den igangværende tragedie efter det fejlslagne krigseventyr.

Jeg kritiserede Information for at fortegne problemstillingen ved alene at lade fire krigsmodstandere, Carsten Jensen, Holger K. Nielsen, Frank Aaen og Poul Villaume, eksplicitere de dystre konsekvenser af en fejlslagen Afghanistan-politik, eftersom de vel ikke kan bære hovedansvaret for netop at forværre og trække tragedien ud for Danmarks vedkommende.

Men ved alene at lade de fire krigsmodstandere 'bære' byrden af at skitsere de reelle konsekvenser af nødvendige forhandlinger med Taleban og denne ekstremistiske bevægelses tiltagende magt, bliver det de forkerte, der synes at stå indirekte til ansvar for den tragiske udgang på krigen – skønt alt dette har været uundgåeligt og er blevet bredt erkendt i årevis.

Men skævvridningen rakte længere endnu.

Professor Poul Villaume fra Rådet for International Konfliktløsning har netop skrevet et længere indlæg i Information, hvor han med rette kritiserer journalist Charlotte Aagaards skarpvinkling af præsentationen af de fire interviews, hvor det med store typer på avisens overskrift forlød, at de pågældende »er parat til at acceptere, at Talebans rædselsregime vender tilbage«.

Villuame anfører: »Men for enhver, der kan læse indenad, står det klart, at dén formulering - naturligvis - ikke har blot skygge af dækning i det, jeg er citeret for i interviewet (og som jeg har godkendt).« (Information, 27.8.2010).

Hvad Villaume og de øvrige kan siges at være fælles om, er, at de tegner et dystert (men efter manges vurdering ikke urealistisk) billede af Talebans kommende (og nuværende) magt og indflydelse i Afghanistan, men derfra og så til at skrive, at de »accepterer, at Talebans rædselsregime« er en urimeligt manipulerende stramning. At historien yderligere illustreres af et billede af en afghansk pige med afskåret næse, giver det en ekstra tand på sensationalisme-barometeret, der forlener de fire med et urimeligt strejf af kynisme.

Information afviser imidlertid totalt kritikken med ordene:

SVAR: Rubrikken på forsiden af Information den 24. august lød: »Vi er parat til at acceptere, at Talebans rædselsregime vender tilbage, hvis det er prisen for at trække de udenlandske styrker ud. Det siger modstanderne af krigen i Afghanistan Holger K. Nielsen, Carsten Jensen, Frank Aaen og Poul Villaume«. Den formulering er der fuld dækning for i de interview, Information har gennemført med de fire. red.

Bemærk: »Det siger modstanderne af krigen i Afghanistan ...«

Men er det virkelig dét, de fire siger?

Holger K. Nielsen betoner, at Taleban stod for et rædselsregime, og at »det giver mig kuldegysninger at tænke på, at vi kan risikere igen at se offentlige henrettelser på torvet«. Han tilføjer: »Men målet med den nuværende indsats er at nå en forhandlingsløsning, hvor Taleban nødvendigvis må indgå. Det bliver ikke noget kønt syn, men det må vi forberede os på.«

Han erkender altså, at vi risikerer offentlige henrettelser, men understreger, at det er målet at »nå en forhandlingsløsning«. Han er således parat til at acceptere, at Taleban vender tilbage, og ved, at det ikke bliver kønt, men det er en tilspidsning at hævde, at det er det samme som en accept eller forventning af de samme misforhold, der herskede før 2001, når han satser på en forhandlingsløsning.

Og de øvrige tre får trukket deres standpunkter endnu længere i Informations forsidetekst og hovedartikel.

Carsten Jensen medgiver i interviewet, at det er uundgåeligt, at Taleban overtager dele af landet, men tilføjer: »Ja, men det betyder ikke, at jeg går ind for den totale undertrykkelse, som Taleban står for. Jeg vil ikke et sekund foregøgle, at der kommer noget lykkeligt ud af at trække sig ud.«

Det kan næppe siges at være rimeligt eller redeligt at præsentere dette standpunkt som en accept af det rædselsregime, der herskede over hele Afghanistan indtil 2001.

Frank Aaen siger, at man ikke kan »udelukke, at der vil komme skrækkelige scener«, men fremhæver, at »jo længere, vi udskyder en tilbagetrækning, desto stærkere bliver Taleban,« og at de givetvis vil »komme til magten i dele af landet, men jeg forestiller mig ikke, at de bare sætter sig på hele landet som før i tiden«. Altså igen en klar stillingtagen til, at en længerevarende tilstedeværelse forværrer pinen, og en klar forvening om, at de ikke sætter sig på hele landet som tidligere - i kontrast til Informations forside.

Poul Villaume forklarer, at »det er et faktum, at den militære indsat ikke virker. Jo mere, vi bekæmper Taleban med militære midler, desto stærkere bliver de.« Han tilføjer dog også: »Jeg tror ikke, det bliver det samme som sidst, de var ved magten. Der er kommet nye og yngre kræfter til, anden generationstalebanere kalder man dem, folk som er mere moderne og mere klar til f.eks. at lade kvinder uddanne sig og arbejde.«

Han tror altså heller ikke, at det »bliver det samme som sidst, de var ved magten« - i kontrast til forsidens skarpvinkling.

Det korte af det lange er – hvis det skal sammenfattes – at alle fire er enige om, at Afghanistan allerede nu er tragediernes holdeplads, og at det afgjort ikke bliver en happy end, når soldaterne bliver trukket ud, men at soldaternes fortsatte tilstedeværelse forværrer situationen. Dét burde have stået på Informations forside.

Til gengæld er der ingen, som på noget tidspunkt siger, at de forestiller sig, endsige accepterer den én-til-én-tilbagevenden til Taleban anno 2001, som de tilskrives.

Det er selvfølgelig muligt, at Afghanistan bliver lige så slemt eller være, som tilfældet var før krigen, når de udenlandske tropper engang trækkes helt ud, men det er bare ikke dét scenario, de fire krigsmodstandere beskriver.

Aagaard og alle andre kan være enige eller uenige i deres analyser – men ligesom det er misvisende at lade dem 'tegne' de dystre konsekvenser af andres fejlslagne politik, er der heller ingen grund til at skarpvinkle og fortegne dem i en sensationalistisk forside og hovedhistorie.

Det er med andre ord ganske enkelt uredeligt, at avisen ikke bare erkender, at rubrikken og vinklingen i det mindste var trukket for skarpt og unuanceret op.

Urimeligheden forstærkes af Aagaards lederartikel i Information den 25.8., hvor hun bl.a. skriver: »Og endelig er krigsmodstanderne nærmest forelsket i en forhandlingsløsning. At Taleban skal med ved forhandlingsbordet, er krigsmodstanderne enige om, og det samme gælder de regionale stormagter Indien og Pakistan.«

Forelskede? Her optegner den ene efter den anden en uundgåelig tragedie og vurderer nøgternt, at en forhandlingsløsning kan afbøde den lidt, men ikke forhindre den – er dét forelskelse?

Endelig må jeg igen minde om, at senest i 2008 erkendte den danske regering og alle andre involverede regeringer, at en forhandlingsløsning med Taleban var uundgåelig. Dette var »alment accepteret«, hed det f.eks. i en leder i Berlingske Tidende. Betyder det også i Aagaards logik, at Per Stig Møller monstro var forelsket i den løsning?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 27.8.2010