Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lene Espersen udfordret af Lykketoft, Ellemann og Helveg

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Udenrigsminister Lene Espersen er for en gangs skyld udfordret på sin udenrigspolitiske linje frem for sine ferier, og det er ikke mindre end tre tidligere udenrigsministre, der tager bladet fra munden og i samlet front kritiserer den eftergivende politik over for Israel.

I en fælles kommentar i Berlingske Tidende skriver Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen først med nogen underdrivelse, at vi fra dansk, europæisk og amerikansk side skal presse Netanyahu til at "forlænge byggestoppet for bosættelser" - hvor et definitiv stop dog er altafgørende og en afvikling i vid udstrækning nødvendig - men dermed lægger de også blot op til det helt utvetydige statement, at forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere ikke er et mål i sig selv, men at målet er "at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad" (Berlingske Tidende, 19.8.2010).

Det burde der jo ikke være nogen slinger i valsen i forhold til, hvis man ønsker at fremme stabilitet og afmontere den militære besættelse på Vestbredden.

At israelerne skal trække sig ud af de besatte områder er desuden i overensstemmelse med den mest åbenlyse læsning af FN's Sikkerhedsråds Resolution 242 (om fortolkningsstridighederne i den forbindelse, vil jeg her nøjes med at henvise til min egen bog, Terrormyten og det amerikanske imperium, side 107-110) og ikke mindst FN's Sikkerhedsråds Resolution 465 fra 1980, hvor det hedder:

»alle israelske tiltag for at ændre den fysiske karakter, den demografiske sammensætning, institutionelle struktur eller status af de palæstinensiske eller andre arabiske områder besat i 1967, inkluderende Jerusalem, eller enhver del af denne, er uden juridisk legalitet, og at Israels politik og praksis, hvor de bosætter dele af landets indbyggere og nye immigranter i disse områder, udgør en åbenbar overtrædelse af den fjerde Genèvekonvention ...«

Men tilbage til Ellemann, Lykketoft og Helveg, der påpeger, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er destabiliserende for Mellemøsten og til stadighed konfliktskabende på globalt plan, samt at udeblivelsen af en palæstinensisk stat kun støtter yderligtgående anti-israelske og anti-vestlige kræfter, herunder ikke mindst Iran. De fortsætter:

Hovedårsagen til dette er den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed, eksproprierer deres land for at bygge bosættelser, mure og checkpoints og forhindrer en sund økonomisk og demokratisk udvikling af deres samfund. Blokaden af Gaza har, som den konservative britiske premierminister David Cameron senest har anført, reelt gjort området til »en fangelejr«, hvor halvanden million mennesker lever under utålelige humanitære forhold. Men også realpolitisk har Israels blokade fejlet: modsat hensigten har den styrket Hamas og hjulpet organisationen til at stramme sit greb om befolkningen i Gaza. (...)

Siden statens grundlæggelse, har Israel været karakteriseret ved at være både demokratisk og det jødiske folks hjemland. Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

I Likuds partiprogram afvises en palæstinensisk stat på Vestbredden, og Netanyahus politik er en rambuk imod enhver bestræbelse på oprettelsen af et Palæstina, hvorfor det er helt indlysende, at der slet ikke udøves tilstrækkeligt vestligt pres på Israel for at få landet til at overholde internationale resolutioner og anerkende udtrykkelige amerikanske og europæiske krav om en palæstinensisk stat.

Men i USA og EU nøjes man også med at tale og tale og tale, og Israels toppolitikere kan svare lige så imødekommende og henholdende under internationale bordtaler, som de plejer - mens man i Israel fortsat tordner mod en palæstinensisk stat på Vestbredden, der af Netanyahu tidligere er blevet ligestillet med en "nazistisk stat".

Hvordan reagerer så udenrigsminister Lene Espersen på kritikken?

Jo, hun trækker et gammelt kort og lader som om israelerne og palæstinenserne er lige stærke, lige indflydelsesrige og ligevægtige magter: "Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamasbevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?"

Sagen er blot den, at Hamas' angreb på Israel er myggens på elefanten. Israel er ikke truet af Hamas og risikerer ikke at blive udraderet af Hamas, men Israel er derimod i fuld gang med at udradere resterne af de palæstinensiske områder på Vestbredden.

Hvis ikke Israel efterlever internationale krav om en palæstinensisk stat på Vestbredden, men bare fortsætter med at besætte, fragmentere og atomisere det kluddetæppe, som mure, hegn, militære vagtposter og utallige bosættelser har gjort Vestbredden til, vil der ske nøjagtig det, de tre ex-udenrigsministre advarer imod - Israel bliver en "udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande".

Apartheid-lignende er det allerede.

Det er med andre ord palæstinensernes krav om egen stat på Vestbredden, der er i overensstemmelse med officiel amerikansk og europæisk politik, og det er og bliver Netanyahu, som stritter imod - og den politik stimulerer naturligvis kun opbakningen til Hamas i Gaza og andre anti-israelske og anti-vestlige fundamentalister.

Derfor er Lene Espersens respons på sine forgængeres udmelding tom retorisk udenomssnak.

APROPOS

> Halvhjertet amerikansk kurs mod israelske bosættelser (med kort!)

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20.8.2010