Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bud på danskhed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi elsker vort Land,
og med Sværdet i Haand
skal hver udenvælts Fjende beredte os kende,
men mod Ufredens Aand
under Mark over Strand,
vil vi Baalet på Fædrenes Gravhøje tænde
hver By har sin Heks,
og hvert Sogn sine Trolde.

Drachmann er tæt på at være et anagram for Danmark (Dannmarch), men »Midsommervisen« (1885) hører til de mest modbydelige dele af den danske kulturarv - som Drachmann ellers i mange andre henseender har bidraget stort til. Nej, så giv mig hellere Johannes V. Jensens »Sommersolhvervssang« (1936):

Skærsommer breder sin blomsterhynde
med alle urter og årets ynde.
Og glædedrukkent der fejres sommer,
i skoven jubel og dunk af trommer.
Og når raketter og blus er brændt,
og asken kold, da er solen vendt

At sommer kommer, og sommer lakker,
så tit vi oplever det vi takker.
For årets genkomst, for årets vaner,
for solens vandring på stjernebaner,
for himmellegemers faste gang,
en glædesild og en solhvervssang.

Men er den ene sang mere dansk end den anden? I Johannes V. Jensens »Hjemkomst« fra 1903 finder vi på den ene side danskerne som et indskrænket og indelukket folk, men på den anden side som et dybt folk i skyggen af en grib, og teksten slutter i en ganske anden tone, end den begynder:

Ak, hvor disse Folk paa Vejen til Skoven ser forbrændte ud, det er en Art Morfinisme, der hærger dem, de søger at rejse sig fra Virkningen af den sidste tomme Lede ved at undergaa en ny. Vi vil give dem Liv, vi vil skaffe dem Næring. Vi vil skyde den Grib ned fra Luften, som hænger over Danmark, den der forlanger Rov og aldrig lader høre Sang.

Det er saadan et godt, dybt Folk. Og er det let at misbruge det, saa skulde det vel ikke være saa svært at hjælpe det. Det er Umagen Værd. Den Dag jeg kom hjem, saa jeg en Spurveunge flagre paa Fortovet og prøvede at fange den. En stor Slagter gik forbi med sit Trug paa Skulderen, han vendte sig, pegede og sagde med rigtig dyb Stemme: Dens Mor sitter derhenne! Jeg slap Ungen og følte, at jeg var kommen hjem.

H.C. Ørsted skriver om »Danskhed« i 1836: »Et folks vel fremmes ikke ved at det tilskriver sig selv den størst mulige mængde af indbildte fortrin - desto sikrere kun indbildte, jo større de er - men ved bestemt at kende sig selv, og uophørligt at uddanne sig således, at det kan hævde en hæderlig plads i det store, oplyste, uophørligt fremadskridende folkesamfund, hvoraf det er en del.«

Georg Brandes siger i en grundlovstale i 1884: »Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

I et foredrag om Nationalfølelse fra 1941 siger Poul Henningsen: »Kronborg, som er bygget af den hollandske arkitekt Steenvinkel, er ikke noget nationalt bygningsklenodie hvis arkitektur vi kan betragte som udtryk for dansk formfølelse fra dengang. Nej den er et monument over en meget fin dansk egenskab: Evnen til at hente de rette folk hjem fra udlandet, når der er brug for dem. (...) I sin sunde form er nationalfølelsen noget ganske upolitisk: En kærlighed til den natur man er født i og det sprog man er opvokset med - og en vågen lyst til at lære af andre folk fra andre egne på områder, hvor de er dygtigere.«

I en helt anden boldgade synger Trille i sangen »Danmark« fra 1979:

- Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja jeg kan li' det land, jeg bor i,
og lissom med den krop jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den,
trods alle mangler.

Danmark og danskhed er et flydende begreb, der forandrer sig over tid. Hvad der var 'danskhed' i det 8. århundrede er ikke det samme som i det 12. århundrede, hvilket igen afviger fra danskheden i det 19. århundrede - der bestemt heller ikke er det samme som i det 21. århundrede. Og i ingen af århundrederne er der én kanonisk, absolut og forchromet 'danskhed', for selv om vi er præget af vores kulturarv, er vi forskellige og præget på forskellig vis.

Jeg bryder mig eksempelvis ikke meget om begrebet »Fædreland«, men er overordentlig glad for Danmark - jeg er derfor helt enig med Achton Friis, når han i bind 1 af De Danskes Øer (1926) konstaterer, at det er vanskeligt at finde et dækkende udtryk for den glæde, ja, den lykkefølelse, der kan ramme én over en oplevelse i sit land: »Den, som kender denne Følelse, finder dog intet Ord, som kan betegne den; det maaatte være et endnu skønnere Ord end Lykke! – 'Fædrelandskærlighed' har været godt engang, men duer ikke længere; det er for længst slidt op i andre Formaals Tjeneste.«

Også derfor foretrækker jeg moderlandskærlighed, bl.a. med de natur-associationer, som det trækker på, og som jeg har fulgt og uddybet i bogen Danmark er en kvinde - en genopdagelse af den danske natur.

For hvad er vel det 'danskeste' af alt, det mest grundlæggende og mindst foranderlige (om end langtfra uforanderlige), hvis ikke karakteren af vores natur og landskab?

Naturen er en levende del af nutid og fortid – ja, den er i og for sig den allermest håndgribelige del af den arv, vi har. Måske vi endda kan gå skridtet videre og sige, at uanset alle uoverensstemmelser i vurderingen af grænserne mellem det globale, det nationale og det private, er naturen og landskabet dybest set det tætteste, vi overhovedet kan komme en konkret og fælles betydning af, hvad Danmark er.

Hvor der er talrige forgreninger og modsætningsfyldte traditioner og epoker i den danske kulturhistorie – og en hel del aktuelle udlægninger heraf – er naturen og landskabet hverken den enes eller den andens politiske abstraktion, men derimod dét konkrete og jordbundne Danmark, som vitterlig er til at tage og føle på, genopdage og genopleve. Så hvad er vel et mere grundlæggende, fælles og konkret udgangspunkt for den danske virkelighed og historie end netop den natur og det landskab, der i og for sig er hævet over, forankret under og samtidig en del af alt andet? Dét land, der trods alle kulturelle og industrielle indgreb og overgreb har været en omskiftelig kulturarvs gennemgående kulisse, scene og aktør, og som har præget og fortsat præger alle os, der lever netop her?

Gennem landskabet rækker vi i mere end én forstand også tilbage til utallige generationer før os, der ligeledes har levet lige her, hvad enten vi skænker det nærmere eftertanke og større opmærksomhed eller ej.

Selv om jeg mener, at naturen og landskabet er mere 'dansk' end al den selektive tvangsfordanskning, hvormed visse politikere vil presse deres egen selektive danskhed ned over hovedet på os allesammen, er der naturligvis også rigeligt med opbyggelig humanistisk ånd at hente i den danske kulturarv som modstykke hertil.

Tag bare Holger Danske, hvis skæbne jeg har fulgt fra middelalderens krige og frem til hans nuværende residens i Sverige sammen med hans elskede Rezia. Jo, den er god nok - læs selv: Holger Danske og Rezia i Malmø.

Der er i det hele taget grund til at erindre om den frihedselskende og tolerante del af vores arv - derfor denne humanistiske danske kulturkanon: En Dansk Frihedskanon.

Og som led i samme modvægt mod den ensrettende og selektive danskhed, der hænger som en grib over os i denne tid (apropos Johannes V. Jensens »Hjemkomst« ovenfor), er selvfølgelig også det oprør, som mønstrede ikke bare Holger Danske, men også Den lille Havfrue, Aladdin, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren og Dana i Modstandsbevægelsen Danmarks Løver.

Et fanatisk fremmedhad har hjemsøgt landet i forskellige epoker, men det er også altid blevet bekæmpet. Det er blot ét eksempel på, hvorledes modsatrettede strømme løber gennem vores kulturarv, og på at det sidste punktum selvfølgelig ingenlunde er sat i sagaen om danskheden - og forhåbentlig heller ikke bliver det lige med det samme.

Men Danmark og danskheden er i alle tilfælde ingen nationalistisk syltekrukke eller container - mangt og meget af alt det, der kendetegner os politisk, kulturelt, religiøst og areligiøst er internationale strømninger, der er skyllet ind over vore kyster. Danmarks udefrakommende kulturpåvirkninger er både dybt- og vidtrækkende:

Det gælder en række eventyr og sagn, der i mange tilfælde har rødder i orientalske og europæiske traditioner. Det gælder Det Gamle Testamente, der er affattet af jøder og inspireret af nærorientens oldtidskulturer fra Mesopotamien til Egypten. Det gælder kristendommen, hvis udspring er Mellemøsten, og som institutionaliseres i Rom og reformeres i Tyskland. Det gælder demokratiet, filosofien og skuespillet, hvis urformer stammer fra de græske bystater. Det gælder algebraen, der er udviklet af araberne efter inspiration fra indiske, græske og mesopotamiske forlæg, og det gælder alfabetet, hvis bogstaver er latinske. Det gælder kunstens sekularisering og dannelsesidealet, der opstod i den italienske renæssance. Det gælder menneskerettighederne, retssikkerhedsprincipperne og magtens tredeling, hvis gennembrud skyldes oplysningstidens ideer og revolutioner i England, Frankrig og USA. Det gælder de store politiske ideologier og kunsthistoriske bølger, der alle er importeret fra lande og kulturer uden for Norden.

Danmark og danskheden bevæges og bevæger sig indefra og udefra, og ingen dansk kulturarv er forpligtende for noget menneskes tankegang, følelser eller holdninger i dag. Men den mangesidede danske kulturarv er selvfølgelig inspirerende og forklarende for den, der leder efter mønstre og tendenser til at forstå, hvilke historiske begivenheder, kunstneriske værker, religiøse opbrud og filosofiske tanker, der har bidraget til at forme landet og de mennesker, der har boet her - og derigennem også fortsat præger det samfund, vi kender i dag. På godt og ondt.

TIL INSPIRATION OG DISKUSSION

> Holger Danske og Rezia i Malmø
> Achton Friis: Lykke over Danmark
> Johannes V. Jensen: Hjemkomst
> En Dansk Frihedskanon
> Danmarks udefrakommende kulturpåvirkninger
> Danmark, mit moderland

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24.6.2010