Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

DF's og regeringens krigserklæring til fagbevægelsen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Dansk Folkeparti har smykket sig selv som regeringens 'sociale samvittighed', men efter det åbenlyse løftebrud med støtten til regeringens spareplan står partiet blottet som de svagest stillede lønmodtageres og arbejdsløses modstander.

I en leder skærer Ekstra Bladet ud i pap, hvordan de indgreb, der skal betale for den økonomiske krise, bliver betalt af de dårligst stillede - de langtidsledige: »Hun [Pia Kjærsgaard] straffer dem ikke bare en gang, men fire gange: Dagpengetiden halveres, adgangen til efteruddannelse forringes, man skal være dobbelt så længe i arbejde for igen at få dagpenge, og børnechecken blev beskåret for alle med mere end to børn - og det er der flere lavtlønnede, der har, end højtlønnede.«

LO-formand Harald Børsting, der sjældent siger ret meget, tager bladet fra munden og tordner ligefrem mod »regeringens beskidte flertal« og påpeger, at dette ikke bare handler om luftige tal: »For hver eneste ledige og børnefamilie er det her ikke blot tal og besparelser i en finanslov. Det er en hård og bitter hverdag, hvor der skal spinkes og spares, så det knap kan hænge sammen. (...) Det har ikke en skid med valgkamp at gøre. Men jeg synes, at man har trådt på nogle mennesker i en grad, så det virkelig hidser mig op. Det er uværdigt og politisk afstumpet, at man ikke kan finde på andet« (Politiken.dk, 27.5.2010).

3F's kampagne »Skævt« har fået ny ammunition, og LO barsler med en stordemonstration imod indgrebene, som rammer titusindvis af familier, der i forvejen er særlig hårdt spændt for i en krise, de ikke har nogen andel i.

Bemærk også, at hvor halveringen af dagpengeperioden er permanent, er den annullerede lettelse i topskatten kun midlertidig - denne skattelettelse er skam på planen igen i 2014. De bedst stillede skal ikke betale noget videre til krisen, men må i værste fald lide den tort at vente tre år på at få en endnu større bid af kagen, mens lavindtægtsgrupperne og de arbejdsløse rammes hårdt og kontant her og nu - uden udsigt til forbedringer i 2014.

Dagpengereformer tales der om, javel, men dagpengesystemet blev jo allerede drastisk 'reformeret' (læs: beskåret) for et tiår siden, da Nyrup-regeringer skar dagpengeperioden ned fra syv til fire år - måske der er andre skruer at skrue på i den nationaløkonomiske værktøjskasse, eller er dagpengenes nedskæring skruen uden ende?

Selvfølgelig skal fagbevægelsen reagere offensivt, når VCO går så entydigt efter at tørre krisen af på den befolkningsgruppe, hvis arbejdsmarkedspolitiske vilkår er selve fagbevægelsens omdrejningspunkt. Selvfølgelig skal fagbevægelsen reagere offensivt, når fradraget til faglige kontingenter nedsættes til maksimum 3.000 kroner årligt, fordi denne detalje er et letgennemskueligt forsøg på at svække fagbevægelsen ved reelt at gøre kontingentet dyrere.

Det er ikke fagbevægelsen, der har erklæret regeringen og Dansk Folkeparti krig med annoncekampagner, protester og demonstrationer - det er regeringen og Dansk Folkeparti, der har erklæret fagbevægelsen krig med en socialt skæv politik, der har sigtekornet rettet direkte mod fagbevægelsen og de befolkningsgrupper, hvis interesser den skal varetage.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 30.5.2010