Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ellemann-Jensen og Lykketoft kritiserer dansk snæversyn

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

To af dansk politiks mangeårige ærkefjender, tidligere udenrigsminister og formand for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, og tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, retter i et nyligt interview en fælles kritik af den fordomsfuldhed over for udlændinge, der har været voldsomt tiltagende i dansk politik og i det danske samfund de senere år.

Én af de største udfordringer i dansk politik, siger Ellemann-Jensen med en ærlighed og et udtryk, som han måske kun tør anvende, fordi han ikke skal genvælges, er »at få danskerne til bedre at forstå og acceptere vores afhængighed af, hvad der sker ude i verden omkring os. Altså - og nu siger jeg noget, som jeg kan tillade mig at udtrykke, fordi jeg ikke søger genvalg - prøve at rykke danskerne væk fra den gadekærsmentalitet, som i årevis og ikke mindst i de senere år har præget store dele af dansk politik.« (Berlingske Tidende, 23,5,2010).

Han fastholder atter sin kritik af den skævvridning af ytringsfriheden, der på dansk manér er blevet et selektivt spørgsmål om at håne, spotte og latterliggøre: »Når vi siger ytringsfrihed, så er det jo efterhånden blevet et mantra for, at man i Danmark tror, at vi kan tillade os at behandle folk fra andre kulturer og andre religioner sådan som vi mener, at vi kan behandle hinanden herhjemme. Det er netop i min optik et billede på noget af den gadekærsmentalitet, som gør, at Danmark er blevet et hadeobjekt rundt omkring. Ikke så meget fordi vi har stået fast på ytringsfriheden, men fordi vi har ment, at vi så har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre. Det er noget, jeg føler ret stærkt for, og som har kostet mig mange gamle venner, men jeg mener ikke desto mindre, at det rører ved noget helt centralt i Danmarks placering i verden. Hvis vi kun kan se verden i vores egen optik og måler den med vores egne værdier og forventer og kræver, at alle andre skal leve op til det, så går vi en meget, meget vanskelig fremtid i møde.«

Mogens Lykketoft supplerer: »Det er jo også meget karakteristisk, at store samfund som USA og Storbritannien med meget længere tradition for indvandring har en langt dybere forståelse for præcist det, som Uffe her siger. Det kan være, folk bedre kan forstå det, hvis man siger: 'Tænk hvis vi sagde alt det til hinanden, som vi går rundt og tænker.' Kunne man så overhovedet få ting til at fungere bare i familien eller i Folketinget? Og det er jo i virkeligheden den måde, man også skal gå til verden på. (...) Vi er nødt til at have en eller anden form for respekt, forståelse, for man kan ikke få alle andre til at gøre som en selv ved at sparke sig frem.«

Også af denne grund har Ellemann-Jensen ingen sympati for den svenske kunstner, Lars Vilks: »Terrortruslen er efter min mening først og fremmest en udfordring for politi og efterretningstjenester. (...) Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.«

Det er meget sigende, at Lykketoft undlader at kommentere denne meget direkte udmelding om, hvad man kan 'tillade' eller 'ikke tilllade' sig - for den er i sidste ende en konstatering. Og Lykketofts tavshed kan vanskeligt læses som andet end et samtykke.

Jeg er ganske vist ikke enig i, at Vilks har »tigget og bedt om at blive angrebet«, og selv om han har, er det intet forsvar for de dødstrusler og attentatforsøg, han er blevet udsat for. Men pointen er utvivlsomt også den, at efter Jyllands-Postens opfindelse af genren 'hån, spot og latterliggørelse af muslimer', er denne sport nu blevet en sikker og bevidst vej til politisk opmærksomhed, der spekulerer i platte tilsvininger, ofte af direkte propagandistisk karakter.

Men mit ærinde med at fremhæve Ellemann-Jensens sidste bemærkning (udover at han taler imod den antimuslimske agenda, hvilket det i sig selv er interessant at dvæle ved, fordi hans eget parti fastholder magten ved at give efter for denne) er, at dobbeltinterviewet meget klart illustrerer det problematiske svælg imellem, hvad politikere tør sige, når de skal genvælges, og når de ikke skal vælges.

Det er imidlertid snarere et knæfald for den herskende tidsånds gennemslagskraft i de partipolitiske hierarkier end for vælgerreaktionen, men dermed udskydes også et opgør med den herskende tidsånd. Fordi så få politikere tør gå imod strømmen i deres stadig mere topstyrede partier, bider den politiske forudsigelighed og ensretning sig endnu bedre fast.

Lykketofts tavshed er som antydet ganske talende og understøtter til fulde denne pointe. Han kan ikke eksplicit give Ellemann-Jensen ret, fordi et så udtalt opgør med den antimuslimske hetz - igennem et politisk kontroversielt frontalangreb på 'ytringsfrihedsikonet' Lars Vilks - i akkurat lige så høj grad kolliderer med Helle Thorning-Schmidts socialdemokratiske knæfald for Pia Kjærsgaard, som den kolliderer med Lars Løkke Rasmussens knæfald for samme.

Trist at så få aktive politikere tør være så åbenmundede og ærlige i deres udmeldinger som Uffe Ellemann-Jensen, blot fordi de i modsætning til ham fortsat skal underordne sig et snævert taktisk politisk spil og en partipolitisk hakkeorden.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24.5.2010