Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søren Krarups substansløse udfald mod retten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jørgen Dragsdahl har vundet sagen mod Bent Jensen, som skal betale 200.000 kr. i godtgørelse og 20 dagbøder à 2.000 kr. for ærekrænkende udtalelser om, at Dragsdahl skulle være KGB-agent (læs: Bent Jensen slipper billigt for ærekrænkelser).

Det finder Søren Krarup helt utilstedeligt, for ifølge ham er retsformanden bare en politisk korrekt mannequin, der havde dømt den gamle professor på forhånd: »I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i en ting: at frikende Dragsdahl.« (Ritzau, 9.5.2010).

Nu er der mange, som er forarget over, at Krarup kritiserer retten, for han er jo politiker, og magtens tredeling tilskriver os at holde den lovgivende og den dømmende magt adskilt. Men der er selvsagt intet odiøst i at en politiker ytrer en kritik af en dom eller en dommer, for hverken politik eller jura er objektive affærer.

Man kan være uenig i loven, der ligger til grund for dommen. Man kan være uenig i præmisserne for dommen, og man kan være uenig i vurderingen af sagen i stort og småt - og selvfølgelig kan en dommer selv blive genstand for kritik.

Det springende punkt er, om argumenterne er i orden? Om der er proportioner og saglig substans i kritikken?

Er det særlig sandsynligt, at Bent Jensen alene er blevet dømt som følge af retsformandens »politiske korrekthed«?

Nej, det er vist ret indlysende noget ævl. Adskillige centrale personer med detaljeret kendskab til sagen har afvist Bent Jensens tilbagevendende klapjagt på Dragsdahl.

Flere tidligere chefer for PET har afvist, at det var efterretningtjenestens opfattelse, at Dragsdahl var KGB-agent. Har de mon blot udtalt sig i »den politiske korrektheds navn«? PET-kommissionen har afvist Bent Jensens anklager. Fordi kommissionen har udtalt sig i »den politiske korrektheds navn«? Ekstra Bladet har tidligere betalt et dyrt forlig, fordi de ikke havde beviser for, at Dragsdahl var KGB-agent. Fordi de har været underlagt »den politiske korrekthed«? Og så videre.

Kort fortalt: Bent Jensen har taget et mødereferat fra 1985, hvori en kriminalassistent omtaler, hvad han »personlig tror« om Dragsdahl, og så udlagt det som »PET mente«. Så malede møllen, og Dragsdahl blev til KGB-agent.

Uanset at en anden PET-medarbejder også skrev i 1983, at Dragsdahl var »kritisk overfor sovjetisk/kommunistisk regime«, og at han var endnu mere »hånligt afvisende« overfor DKP - og uanset PET-chefers og PET-kommissionens afvisninger af, at det skulle være efterretningstjenestens officielle opfattelse, at Dragsdahl var KGB-agent (altså centrale aktørers afvisning af hele omdrejningspunktet i Bent Jensens anklage).

Bent Jensen har simpelthen ikke fremlagt beviser, og derfor har han og hans tilhængere da også måttet tåge sig frem med, at han sørme skal have lov til at skrive i avisen, hvad han 'mener'.

Det frikender ham imidlertid ikke for ærekrænkelser. Enten kan Bent Jensen bevise, at det var PET's opfattelse, at Dragsdahl var KGB-agent, eller også kan han ikke. Og når den ene efter den anden relevante ekspert afviser, at det var PET's opfattelse, er det selvfølgelig groft og ærekrænkende igen og igen at påstå noget sådant, der klart har haft ualmindelig alvorlige omkostninger for Dragsdahl privat og professionelt.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 11.5.2010