Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Børneflygtninge sendes 'hjem' til det land, de flygter fra

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Danmark henholdsvis har været og er entusiastisk engageret i aktiv krigsførsel i Irak og Afghanistan, og krig er selvsagt en medvirkende faktor til at producere gru, ødelæggelse - og flygtninge.

Krig kan imidlertid være nødvendig som det mindste onde i en spændt konflikt, og derfor kan man også altid i de konkrete tilfælde diskutere for og imod, hvornår krig er uundgåelig eller nødvendig - og hvornår krig eventuelt forværrer en i forvejen forfærdelig konflikt. Men man kan ikke med rimeligheden i behold anfægte, at krigsførsel er og bliver en medvirkende faktor til at skabe tragiske menneskeskæbner, herunder flygtninge.

Nogle af disse skæbner havner i Danmark - ét af de aktuelt krigsførende lande. Dermed har vi både en konventionsbestemt og en moralsk forpligtelse til især at hjælpe de krigsofre, der stammer fra vores 'egne' krige.

De mest trængte og tragiske skæbner er asylbørn, der kommer til Danmark uden forældre. Langt de fleste af disse uledsagede børneflygtninge, kommer fra Irak og Afghanistan - altså netop de lande, hvor Danmark fører eller har ført krig.

Og hvordan forvalter regeringen så forpligtelsen over for disse børn? Jo, de vil såmænd smide dem tilbage til børnehjem i de selv samme lande, som de er flygtet fra.

Flere humanitære organisationer og eksperter er imidlertid ekstremt kritiske over for denne tankegang.

Juridisk konsulent i Amnesty International, Claus Juul, udtaler f.eks.: »Vi har ansvaret for et hvilket som helst barn på vores territorium og er forpligtet til at sikre dem et liv uden overgreb. Nu vil man sende dem ned til nogle lande, hvor kuglerne flyver meget lavt, og hvor det vil være uhyre svært at sikre, at de ikke ender som ofre.« (Information, 18.3.2010).

Over for samme avis understreger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er ekspert i flygtningeret ved Dansk Institut for Internationale Studier, at modsat den danske politik skal »hensynet til barnets tarv« imidlertid »gå forud for hensynet til at begrænse antallet af asyl-ansøgere« i Danmark.

Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen er enig i, at dette ikke harmonerer med konventionsforpligtelserne. Hun påpeger, at Danmark i givet fald kommer til at overskride børnekonventionen: »Det er både over grænsen for, hvad der er sympatisk og rimeligt i forhold til børn, fordi de netop er børn, og så er det at overskride FN’s børnekonvention, hvor vi har givet andre lande hånd på, at vi vil tage os af børnene.«

De Konservatives Naser Khader finder det imidlertid helt i orden og forsvarer planen: »Det handler om styrke hjælpen til folk i deres nærområder.«

Men hvem er vel de 'folk', der styrkes i nærområderne? Er det mon børnene, som styrkes – altså de børn, der er flygtet fra deres nærområders krig og brutalisering? Og hvad med konventionerne, som den ene organisation og ekspert efter den anden henviser til - er de ligegyldige?

Naturligvis kan man mene om konventionerne, hvad man vil - men enten tager man den politiske konsekvens og erkender at krænke dem med åben pande; eller også erkender man, at de rummer klare politiske forpligtelser, som man derfor må indrette sig politisk efter. Intet er til gengæld mere kujonagtigt, dobbeltmoralsk og kynisk på én og samme tid end at hykle en uudtalt overholdelse, mens man i realiteten skider højt og flot på de krav, Danmark har forpligtet sig på.

Det er den vej, Naser Khader vælger.

Til det seneste folketingsvalg gik han ellers i kamp for asylbørnenes tarv i Ny Alliance; siden gad han ikke løfte en finger for at sikre en forbedring af deres kår, da partiet endelig kunne have gjort en forskel i samarbejde med løsgængeren Pia Christmas-Møller – og i dag, hvor han så er blevet konservativ, er han endt med ligefrem at forsvare en politisk position, som han ellers blev valgt på at bekæmpe.

Sådan er magten så behagelig, at nogle politikere sågar vil skalte og valte med ildestedte børns skæbner, alt efter hvilket politisk ståsted på magtens roulette, de fra dag til dag finder det opportunt at indtage. Khader bevarer således atter sit ubestridte mesterskab i disciplinen politisk vendekåberi.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.3.2010