Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Pia Kjærsgaards efterlysning af 'modig kunst'

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Pia Kjærsgaard, en af Danmarks ubetinget mest magtfulde politikere, hilser den nye kulturminister Per Stig Møller velkommen i et indlæg med overskriften: "Giv plads til modig kunst."

Kjærsgaard er træt af fordomme om, at "Dansk Folkeparti udelukkende består af rindalister, eller at vi kun ønsker at fremme Morten Korch og dansktoppen" (Politiken, 5.3.2010).

Fair nok - og så vidt, så godt. Kunst må selvfølgelig gerne være modig, og selv om det aldrig kan være et krav, er nyskabende kunst jo næsten altid modig i et eller andet omfang, fordi det nyskabende pr. definition gør op med de herskende strømninger og placerer sig et andet sted end mainstream-underholdning. Og et sådant mod sprudler rigtig nok ikke just hos Morten Korch.

Men hvad er kunstnerisk 'mod'?

Mod er at turde udfordre den herskende magt, de herskende samfundsforhold eller dominerende kunstneriske strømninger. Så enkelt er det. Det kræver ikke meget mod at bruge kunsten til at trampe på den, der ligger ned, eller til at spidde afmagten og de magtesløse.

Ikke, at dét ikke kan være kunst - naturligvis er der ikke etiske, politiske, sociale, religiøse eller andre normative parametre for, hvornår kunst er kunst. Men modigt er det selvfølgelig ikke at agere magtens eller normens forlængede pen, pensel eller mejsel.

Er det så en udfordring af den reelle magt, Kjærsgaard gerne ser kunsten udfolde sit mod til?

Jeg tvivler, for som hun også skriver: "Lad mig slå fast, at DF aldrig har ønsket at skære i bevillingerne til hverken kunst eller kultur, men at vi til gengæld ofte har sat spørgsmål ved, om pengene bruges rigtigt."

Spørgsmålet er jo, hvad der ligger heri? Skal politikere definere, hvad der er 'rigtig' eller 'forkert' kunst?

Det tyder det på, når hun skriver: "Kunsten består i at finde en fællesnævner, samtidig med at nicherne ikke glemmes."

Gør det dét? Består kunsten i at finde en fællesnævner? Og er det i givet fald særlig modigt?

Det er vist at vende tingene på hovedet. Politiske partier kan udmærket have forskellige holdninger til, om kunst og kultur får for få eller for mange midler, men det er naturligvis problematisk, hvis de ønsker at se eller præge kunsten i en bestemt retning.

Ganske vist afviser Kjærsgaard, at det skal være som "i den tidligere østblok", men hvis skræmmeeksemplet skal være af den karakter, er der jo desværre vide muligheder for politisk pres og krav til kunstens form og indhold, også uden at det ligefrem lever helt ned til totalitære staters propagandistiske kunst.

Og med Dansk Folkepartis tilbagevendende forargelse over tv's drama-serier og den absurde myte om "de røde lejesvende", når tv's manuskriptforfattere vover sig bare en lillebitte smule ud i et samfundskritisk ærinde - for slet ikke at tale om de mange udfald mod magtkritiske kunstnere - skygger partiets udtalte smagsdommeri desværre let for den relevante diskussion, som Kjærsgaard tilsyneladende også gerne vil rejse: Er støttemidlerne rimeligt fordelt kunstnerne imellem?

Og dét er jo en ganske anden sag. Skal veletablerede kunstnere have bedre og lettere støttemidler end nye talenter? Er fordelingen mellem de forskellige kunsttyper og kulturtilbud den rette? Den slags handler om politisk-økonomiske rammer.

Men det bør aldrig blive et partipolitisk spørgsmål, om kulturelle tilskud går til 'rigtig' eller 'forkert' kunst, eller om kunst er "demokratisk i ordets egentlige betydning" eller ej, som hun uddyber sit standpunkt - for hvad vil dét overhovedet sige i kunstens verden?

Nej, det bedste de politiske partier kan gøre kunsten, er at beslutte sig for fordelingen og omfanget af støttemidler, og så ellers lade kunsten finde sig selv og udvikle sig i de retninger, den gøre uafhængigt af magthaverne.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.3.2010