Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forsvar for Lars Løkke Rasmussen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er vanskeligt at være uenig i, at det er overraskende og mindre heldigt, når statsministeren melder afbud til et stort klimamøde med 80 diplomater, hvor han selv er vært, fordi datteren havde en forstuvet fod. Der var måske andre situationer, hvor landets statsminister lettere kunne passe et skadet eller sygt barn - men oprigtig talt: Hvor meget suppe kan der koges på dét ben?

Er det ikke bare en menneskelig detalje, der viser, at Løkke holder af sin datter - en detalje, som han måske bare ikke lige valgte at iscenesætte som politisk spin?

Det er også vanskeligt at være uenig i, at politisk spin efterhånden fylder alt for meget og er for gennemskueligt, når landets statsminister 'sender sin hustru i tv' for at forsvare sin mands menneskelighed - ikke bare fordi Fogh har trukket dét kort før Løkke, men fordi det ikke ligefrem er den sagligste politiske tilgangsvinkel.

Til gengæld fortæller det mere om dele af pressens selvindbildskhed, at f.eks. B.T. kan sætte en klapjagt ind på at udspionere og forfølge statsministeren, når han er på en uges ferie med sin familie og fremstille det som om han 'flygter', og når man i det hele taget kan gøre det til en 'sag', om han nu kan presse sin ferie ind i uge 5 eller 7.

Det er smagløst, usagligt og fordummende.

Mindst lige så presse-selvindbildsk er det, når Ekstra Bladet forarges over, at Løkke vrisser ad nærgående journalister, og når visse medier puster sig op med fjerde-statsmagts-mine, blot fordi en ferierende statsminister ikke gider ligge under for den laveste paparazzi-mentalitet. Lad dog manden holde sin ferie, punktum.

Det kan da godt være, at meningsmålingerne er imod regeringen, og at der er en række politiske problemstillinger, som en seriøs og kritisk presse af indlysende grunde vil konfrontere statsministeren med, men det er jo ikke, fordi der har været jordskælv i Danmark, eller vi har kastet os ud i (endnu) en krig de forgange dage - så om pressen lige må vente en uges tid, er og bliver inderligt ligegyldigt.

Det er imidlertid, som om det betyder mere for denne del af pressens selvbevidsthed at kunne demonstrere et krav på og en ret til 100 procents adgang til statsministeren, som om det udtrykker nogen særlig storartet, samvittighedsfuld og kritisk pressetilgang, når der stikkes mikrofon og kamera ned i privatlivets fred?

Nej, der er rigeligt med emner at bore i for en dybdeborende og kritisk presse - men at en statsminister holder ferie, og at ferien ikke lige lander oven i skolernes vinterferie, rager ærlig talt ikke nogen, så længe landets sikkerhed ikke er i overhængende fare. Opstandelsen er i bedste fald udtryk for en sørgeligt pseudokritisk presse.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 9.2.2010