Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kan grønne afgifter overflødiggøre velfærdsforringelser?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

EU's konvergenskrav betyder, at der alene over de næste tre år sandsynligvis skal spares omkring 25 milliarder kroner i offentlige udgifter (eller hentes 25 milliarder kroner ekstra ind), men det langsigtede problem er den demografiske udvikling i Danmark, og her vil der mangle ca. 15 milliarder kr. årligt i forhold til udgifterne.

De fleste økonomer vil gerne afskaffe efterlønnen, og det er i det hele taget kutyme, at der peges på nødvendigheden af nedskæringer i de offentlige ydelser, når talen falder på det, nogle af og til respektløst kalder 'ældrebyrden'.

For hvor skal fremtidens velfærdsfinansiering komme fra, når antallet af ældre på offentlig forsørgelse stiger og stiger?

Dagbladet Information har indhentet 4 forskellige bud på, hvordan man kan skaffe ca. 20 milliarder kr. årligt til statsbeholdningen, og har bedt Torben M. Andersen, der er professor i økonomi, tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen, om at agere 'overdommer'.

Nu er der jo ikke tale om en eksakt videnskab, uafhængig af politiske og ideologiske præferencer, men derfor kan øvelsen være interessant nok.

De fire bud er indhentet så forskellige steder fra som Cepos, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Enhedslisten og den grønne tænketank Concito.

Ikke overraskende foreslår Cepos at afskaffe efterlønnen og beskære dagpengeperioden fra 4 til 1 år, hvilket umiddelbart skaber besparelser på henholdsvis 18 og 8,5 milliarder kr. Løsningen er med andre ord: Vi skal knokle mere, end vi gør i dag, og vi skal knokle i en længere del af vores liv, end vi gør i dag.

Enhedslisten vil i stedet bl.a. fjerne eller begrænse skattefradraget for private pensionsindbetalinger, hvilket ifølge Frank Aaen giver ikke mindre end 60 milliarder kroner i statskassen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil ophæve skattestoppet, der er videreført til 2019, og forkorte universitetsuddannelserne med et år, hvilket de beregner til besparelser på hhv. 5,5 og 5 milliarder kr. Endvidere skal flere uddannes, fordi uddannede bidrager mere til samfundsøkonomien end uuddannede, og der skal indføres et loft på 100.000 kr. på pensionsordninger med løbende udbetalinger, hvilket skulle udløse hhv. 5 og 3 milliarder kr. Endelig vil Arbejderbevægelsens Erhvervsråd finde yderligere ca. 8 milliarder kr. ved bl.a. at afskaffe særordninger i landbruget og "undgå at arbejdsløsheden bider sig fast på uholdbart niveau" (ikke uddybet).

Det fjerde og sidste bud kommer fra tænketanken Concito, som jeg vil vente med til sidst - for lad os lige se, hvad overdommer økonomiprofessor Torben M. Andersen siger til de tre ovenstående:

Cepos' forslag om at afskaffe efterlønnen og nedsætte dagpengeperioden afvises af den simple grund, at det er partipolitisk selvmord.

Men eftersom det jo også er at overgive sig mere og mere til den lønarbejdsmani, der måske ikke behøver være livets væsentligste indhold (og som heller ikke er eneste mulighed for at få regnskabet til at balancere), og eftersom et eventuelt stort rykind på arbejdsmarkedet af efterlønnere jo ikke i sig selv nødvendigvis er jobskabende i samme omfang, men også vil betyde et ryk-ud for andres vedkommende, er dét med det politiske 'selvmord' heller ikke bare en 'populistisk' indvending.

Enhedslistens forslag er økonomiprofessoren derimod gunstigt indstillet overfor, men afviser, at det kan skaffe et beløb, der kommer i nærheden af de 60 milliarder kr., som Frank Aaen mener at kunne hente: »60 milliarder kroner er et bruttobeløb, som ligger meget langt fra nettobeløbet. For hvis man ikke skal trække fra, skal man ikke beskattes igen ved udbetaling. Tager man det med, bliver det et helt andet regnestykke, og beløbet ville slet ikke kunne løse finansieringsproblemet.«

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd præsenterer derimod den kombination af løsninger, som økonomiprofessoren nok er mest positiv over for med ret få forbehold.

Endelig er der den grønne tænketank Concito, som foreslår at indføre kørselsafgifter allerede i 2011, hvilket vil kunne indbringe ca. 11 milliarder kr. Befordringsfradraget skal væk og de grønne afgifter i husholdninger og erhverv skal forhøjes, hvilket giver hhv. 4 og 6,5 milliarder kr., og endelig skal elafgiften forhøjes med 1,5 milliarder kr., og afgifter på erhvervslivets forbrug skal indbringe 5 milliarder kr.

Grunden til, at jeg nævner Concito til sidst, er ikke alene, at forslagene tiltaler mig (måske bortset fra fjernelsen af befordringsfradraget, som for nogle selvstændige kan være udslagsgivende), fordi de både gavner miljøet og klimaet (hvilket politikerne jo over en bred kam siger, at de finder så vigtigt), men også fordi de let kan kombineres med nogle af de øvrige forslag.

Økonomiprofessorens vurdering lyder: "... det, man vil gøre på det grønne område, skal man gøre, fordi man vil gøre noget grønt. Så kan der godt falde noget af på finansieringssiden, men muligheden for for alvor at slå to meget store fluer med et smæk er desværre lille.« Samtidig efterlyser han dog flere analyser.

Jamen så lad os få nogle flere analyser?

Problemet, som man vil indvende mod Concito, er nok trylleordet 'konkurrenceevnen' - som dog heller ikke er mere mystisk, end at en række omkostningsfordyrende tiltag, som alene indføres i Danmark, naturligvis svækker konkurrenceevnen, og derfor er den reelle samfundsøkonomiske gevinst vanskelig at beregne.

Spørgsmålet er bare, om ikke det i alle tilfælde (om end i forskellige tempi) går i den retning - og må gå i den retning - at en række af Concitos forslag er uundgåelige, og måske også kan stimulere en miljøgavnlig produktion, der i sidste ende gavner konkurrenceevnen? Og hvis en del af indvendingen går på, at der 'mangler flere analyser', så fortæller det jo også noget om, hvor underprioriteret området i realiteten er - hvilket atter understreger afstanden mellem ord og gerning i moderne politik.

Men det væsentligste resultat af Informations lille øvelse er, at der selvfølgelig er en lang række knapper at skrue på, hvis såkaldte velfærdsforringelser (man kunne vel også - og måske mere præcist - kalde dem nedslidningskompensationer!) skal undgås.

Ser vi bort fra Ceops rammer flere af de ovenstående forslag primært de mest velstillede, og i kombination med tankegangen i Concito er det i alle tilfælde klart, at det er og bliver en politisk og ideologisk prioritering, ikke en samfundsøkonomisk nødvendighed, når en afskaffelse eller nedskæring i efterlønnen og dagpengene fremstilles som eneste 'medicin' mod fremtidens (og nutidens) finansieringsproblem.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 4.2.2010