Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søvndals hukommelsestab om SF's Tibet-politik?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I begyndelsen af december 2009 vedtog et bredt flertal i Udenrigspolitisk Nævn en erklæring om den danske Tibet-politik, som bl.a. indebærer, at Danmark fremover nøje vil overveje Kinas reaktion, før man inviterer Dalai Lama, og at Danmark direkte vil »modsætte« sig (oppose) tibetansk selvstændighed.

Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti står udenfor, og Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen har kritiseret erklæringens vidtgående formulering. Ganske vist er den politiske virkelighed den, at diplomatiet altid bør strække sig langt i forhold til, hvem man taler og forhandler med - ellers er ikke blot dialog, men også kritik på diplomatisk plan umuliggjort. Men det betyder ikke, at man nødvendigvis skal give indrømmelser af denne karakter over for en totalitær stormagt.

Frygten for at dansk eksport til Kina kan lide under et besøg af Dalai Lama har indlysende spillet ind - i maj 2009 reagerede Kina voldsomt negativt på Dalai Lamas møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen, og nu går statsministeren så bodsgang.

For erklæringens berettigelse taler naturligvis, at der i og for sig ikke er nogen ændring i forhold til synet på Tibets status - regeringen har heller ikke tidligere ønsket Tibets selvstændighed - men at der er tale om en åbenlys indrømmelse til Kina, der på denne baggrund kun kan se deres kritik af Danmark elskværdigt honoreret, er klart.

Det kan man så finde nødvendigt eller ej, men politikere bør selvsagt argumentere og redegøre åbent herfor - især hvor der er tale om en ny politisk kurs som i SF's tilfælde.

Derfor har bl.a. Pernille Frahm kritiseret SF's godkendelse: »Jeg kan ikke forstå, at SF skulle skrive under på det her. Det er langt ude at sige, at det er i tråd med vores ét Kina-politik, for vi har aldrig taget stilling til, om Tibet er en integreret del af Kina.« (Politiken, 14.12.2009).

Også Kamal Qureshi og Jonas Dahl har bakket op om kritikken af egen partiledelse, og Kristen Touborg har fastslået, at folketingsgruppen ikke er blevet taget i ed: »SF har fået ny politik, når det gælder Tibet. I den forbindelse er det, jeg er mest kritisk over for, at vi ikke engang har diskuteret det i gruppen. Det er bare blevet vedtaget af ledelsen.«

Villy Søvndal afviser imidlertid, at SF overhovedet har ændret Tibet-politik, eftersom partiet heller ikke tidligere er gået ind for Tibets selvstændighed.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det - pænt sagt - er udtryk for hukommelsestab, at der slet ikke skulle være nogen ændring i SF's kurs?

I 2003 kritiserede Villy Søvndal (dengang i egenskab af SF's udenrigsordfører) daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at være for tilbageholdende over for Kina: »Han siger jo dermed, at han ikke vil satse noget på sagen, at han ikke er optaget af det. Det er helt i overensstemmelse med den generelle nedtoning af alt, der drejer sig om menneskerettigheder og krænkelser af demokratiet for at stille stormagterne tilfreds.« (Ritzau, 10.9.2003).

Fogh burde have sagt, at den danske regering vil gå i spidsen for konstant at holde Tibet på offentlighedens dagsorden, tilføjede Søvndal og fastslog: »Der går en lige linje fra Tjetjenien, hvor kritikken af Rusland er forstummet totalt, til Tibet , hvor Kina i virkeligheden har fået frie hænder.«

Til 1. maj-festen i Fælledparken i 2008 markerede Søvndal også en stærkt konfrontatorisk kurs over for Kina: »Den danske regering agter ikke at gøre noget. Men jeg vil opfordre jer til at støtte tibetanernes kamp for et værdigt liv. I kan se den tibetanske frihedsfakkel hernede, som er båret af et af ofrene for kinesisk tortur og undertrykkelse. Slut op om Tibets kamp, og brug den internationale ånd i 1. maj-markeringen til at vise jeres støtte.« (Information, 2.5.2008).

Talen faldt sammen med kravet om at boykotte OL i Kina, fremsat af Støtteforeningen for Tibet.

Disse udtalelser viser naturligvis i sig selv, at Søvndals opbakning til erklæringen som minimum er udtryk for en klar nedprioritering af Tibet og dermed kritikken af Kina, og alene det kan vanskeligt ses som andet end et politisk kursskifte. At der endvidere er tale om en partiledelse, der agerer udenom folketingsgruppen og den hidtidige forståelse på området, taler vel også sit tydelige sprog.

Nok har både regeringen og SF ret i, at erklæringen ikke afskærer Danmark fra at kritisere kinesiske menneskeretskrænkelser, men at den ikke mindst skal ses i lyset af den kinesiske protest mod Løkkes møde med Dalai Lama, er mere end en blot og bar signalpoltisk manifestation, og selv som signalpolitik er den i alle tilfælde en kold skulder til Tibet - nu altså også fra SF.

Det havde klædet Villy Søvndal at erkende dette og tage diskussionen om erklæringens indrømmelser over for Kina med åben pande (også internt i partiet, før ledelsen trumfede den nye kurs igennem), så man reelt kunne have diskuteret rammerne for diplomatiets nødvendige dialog-hensyn kontra grænserne for politisk velvilje over for en totalitær stormagt.

I stedet afviser ledelsen i det mere og mere topstyrede parti, at der er sket noget som helst nyt, og anlægger efterfølgende en mine, der så småt minder om Foghs: 'Der er ikke noget at komme efter.'

Det gør ikke de ulmende kløfter i partiet mindre - og svækker både partiets politiske skarphed og konsistens yderligere.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.12.2009