Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Spiller Thorning-Schmidt Talebans spil?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Socialdemokraterne finder det helt uantageligt, at SF ønsker de danske tropper hjem fra Afghanistan i 2015, men vil i stedet i løbet af 1-2 år flytte dem til mindre farlige områder, således at afghanerne selv overtager ansvaret for sikkerheden i Helmand-provinsen.

Denne plan, der altså i endnu et uvist antal år vil fastholde dansk militær-tilstedeværelse i landet, har imidlertid fået alarmklokkerne til at ringe i regeringen.

Venstres udenrigsordfører Søren Pind udtaler: »Helle Thorning Schmidt har jo tidligere sagt, at vi bliver, så længe det kræves. Det er en mærkværdig form for ledelse fra landets største oppositionsparti. Det er jo ikke driftsikkert.« (Politiken.dk, 26.11.2009).

Pinds yderst interessante pointe er - hvis Politiken.dk har refereret den loyalt - at en tilbagetrækning fra den såkaldte green zone, kan bringe de danske styrker i fare ... Sic.

Ja - men hvor meget større fare er de mon ikke i, så længe de forbliver, hvor de er?

Dernæst falder det tilbagevendende argument: »Vi kan ikke spille Taleban det kort i hånden, at de ved, hvornår vi agter at trække os ud.«

De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller tyr til den ultimative analogi: »Skulle man også have sat en slutdato for Anden Verdenskrig?«

Nu taler Thorning-Schmidt jo ikke om en slutdato for soldaterne i Afghanistan - hvorfor regeringsparaderne selvfølgelig ikke er redelige - men selv om vi ser bort herfra, gør sammenligningen med Anden Verdenskrig dem naturligvis kun desto mere urimelige.

Nej, der var ingen allieret slutdato for Anden Verdenskrig, men Anden Verdenskrig var en frygtindgydende og ekspanderende nazistisk militærmaskines glubske amokløb, som truede med at underlægge betydelige dele af verden et totalitært jerngreb, mens millioner af jøder og andre uønskede befolkningsgrupper blev udraderet i milliontal.

Taleban er ganske vist ligeledes et totalitært regime, som udmærket tåler sammenligning med dele af det nazistiske tankegods, men det betyder ikke, at de udgør en global trussel, der er perifert sammenlignelig med nazisterne - og hvad lige så vigtigt er: Det er ingenlunde givet, at den bedste måde at bekæmpe Taleban på er ved hjælp af massive vestlige militærstyrker i Afghanistan.

Krigen i Afghanistan har en ganske anden karakter end Anden Verdenskrig, og mere og mere tyder på, at den slet ikke kan vindes.

Sådan lød en nylig vurdering fra formanden for officererne, kommandør Bent Fabricius: ».. de vedvarende fremskridt er ikke til at få øje på. Afghanistan-missionen er som en hullet robåd, hvor vi bare kan blive ved med at øse og øse, og det er jo meningsløst med de døde og lemlæstede danske soldater, vi får hjem.«

Formanden for befalingsmændene, seniorsergent Jesper K. Hansen udtalte: »Jeg er nødt til at tro på missionen. Hvordan skal jeg ellers gå til den begravelse? Men jeg synes, at det er meningsløst, at så mange unge mennesker sætter livet på spil for denne mission. Verden er jo ikke blevet mere sikker.«

Lad mig derfor også bare gentage, hvad jeg for nylig skrev om samme sag:

Otte års vestlig krigsførsel i Afghanistan er en fiasko. Der er sket forbedringer i landet, men intet der kommer tilnærmelsesvist i nærheden af de mål, der er blevet stillet i udsigt. Osama bin Laden er fortsat pist væk. Taleban er ikke nedkæmpet, og kan utvivlsomt slet ikke nedkæmpes militært. Der er intet fungerende demokrati eller rimeligt retssystem i Afghanistan.

Desuden er det elementært forkert, at den militære tilstedeværelse i Afghanistan skulle udgøre en effektiv frontlinje i bekæmpelsen af terror. Både krigene i Irak og Afghanistan har radikaliseret fundamentalistiske muslimer yderligere og motiveret endnu flere terrorister. Og hvad enten Taleban eksisterer eller ej, vil der stadig væk være terrorister andre steder i verden - og hvis verdens rigeste og stærkeste militærmagter ikke kan vinde over Taleban i Afghanistan, er det naturligvis endnu mere naivt at tro, at der kan føres endnu flere krige endnu flere steder med større held. (...)

Og hvis den militære tilstedeværelse ikke alene er ude af stand til at bekæmpe Taleban, men også styrker bevægelsen (og her er de alt for mange drab på civile selvfølgelig ikke med til at gøre tilliden til USA, UK, Danmark osv. spor bedre), er substansen i krigsargumenterne i det hele taget ved at være særdeles æterisk. Politiken.dk, 5.11.2009

I dét spil gør en offentliggjort slutdato for en tilbagetrækning ingen forskel.

Ud af de mere end 100.000 soldater i Afghanistan vil 690 danske soldaters exit næppe være udslagsgivende på Talebans propagandaskala - men et andet spørgsmål er jo i alle tilfælde langt mere betydningsfuldt: Hvor mange soldater og civile skal dø for en krig, som langtfra har indfriet (og efter alt at dømme på intet tidspunkt vil kunne indfri) mere end marginale dele af de løfter om rettigheder og forbedringer, der blev stillet i udsigt år tilbage, og som på andre områder styrker dem og det, vi bekæmper?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26.11.2009