Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Idealisten Manu Sareen kontra Kynikeren Klaus Bondam?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Klaus Bondam kom fejende ind i københavnsk toppolitik på sin skuespiller-popularitet, men hans første fire år som radikal borgmester i hovedstaden har slidt voldsomt på populariteten, hvorimod Manu Sareen er gået fra et meget overbevisende valg i 2005 til et endnu bedre kanonvalg i 2009.

Til trods for at De Radikale mistede 3,4 procent af vælgerne i København og blev 2 medlemmer færre i Borgerrepræsentationen, tyder det på, at Manu Sareen ikke alene er gået markant frem personligt, men at han sågar har fået over en tredjedel af samtlige radikale stemmer i hovedstaden.

[Opdatering: Sareen fik 7.955 stemmer; Bondam fik 2.387 stemmer; De Radikale fik sammenlagt 19.424 stemmer i hovedstaden. REL.]

De Radikale har ført en meget kompromisløs og skarp valgkamp, som ikke mindst har haft overskriften at minimere Dansk Folkepartis indflydelse og sikre, at partiet ikke fik en borgmesterpost - ikke mindst Manu Sareen har stået meget klart på denne linje, og har altså fået et personligt valg, der peger markant i modsat retning af sit partis tendenser landet over.

Alligevel var valget ikke mange timer gammelt, før Klaus Bondam erkendte, at han ikke kunne få en borgmesterpost ud af forhandlingerne med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Bagom ryggen på Manu Sareen spadserede han så over til Venstre og Dansk Folkeparti, hvor han altså spillede sine kort så fikst, at Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen ifølge eget udsagn kunne "få frit valg på alle hylder", hvad angår udvalgsposter, mod at De Radikale så til gengæld bevarede borgmesterstolen.

Dermed kan ingen være i tvivl om, at Bondam resolut brød det valggrundlag, som De Radikale havde profileret sig så utvetydigt på. En linje, som Bondam i øvrigt også lancerede sig selv på ved det foregående valg i 2005: "Dansk Folkeparti repræsenterer grundlæggende nogle holdninger, som er så svære at have med at gøre. Nedenunder al deres populisme ligger der et menneskesyn og nogle holdninger, som ikke er forenelige med et mangfoldigt liv med fælles ansvar og fælles forpligtelser. Så det har meget høj prioritet for mig at holde Danske Folkeparti uden for indflydelse." (Interview i Bryggebladet, 26.10.2005).

Til forsvar for Bondams manøvre (som han selv har betegnet som et udtryk for nødvendig politisk "kynisme") taler, at han 1) bevarede en både symbolsk og politisk meget vigtig platform for De Radikale på Københavns Rådhus, 2) ikke indgik aftaler med Dansk Folkeparti, som har politiske konsekvenser, 3) fravristede De Konservative en borgmesterpost, og 4) i realiteten næppe måtte 'betale' meget for at sikre sig Dansk Folkepartis 'ja tak'.

Det er således ikke særlig overbevisende, når Carl Christian Ebbesen forsøger at fremstille det som en sejr, at han fik en række udvalgsposter - Dansk Folkeparti har trods alt kun fået én udvalgspost mere, og borgmesterposten er naturligvis langt vigtigere. Den væsentligste 'sejr' for Dansk Folkeparti har med andre ord været at irritere De Konservative ved at forhindre Mogens Lønborg i at bevare sin borgmesterpost.

Til gengæld er det næppe heller overbevisende, når Bondam forsøger at fremstille det, som om han forhindrede Dansk Folkeparti i at få borgmesterposten - dét løb var tilsyneladende kørt inden Bondams mellemkomst. Alligevel må man nøgternt sige, at Bondam har vundet det taktiske spil.

Spørgsmålet er blot, om 'sejren' er prisen værd?

Nogle vil mene, at den er upopulær på den korte bane, men at svigtet på længere sigt fortoner sig, og at gevinsten ved borgmesterposten på længere sigt langt opvejer et aktuelt politisk stormvejr. Jeg er enig i, at den politiske hukommelse er kort, og at borgmesterposten har væsentlig betydning, ikke mindst for et parti på hælene som De Radikale - men jeg er uenig i, at gevinsten er prisen værd.

Manu Sareen har ret i sit korte, men præcise åbne brev til sin partifælle:

Kære Klaus

Tillykke med borgmesterposten. Du skal vide, at det ikke har været med min gode vilje at det skete på denne måde. Jeg har lovet vælgerne at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Derfor er jeg temmelig ærgerlig over, at mit parti netop konstituerer sig med netop det parti.

Du har skam helt ret i, at en borgmesterpost er nødvendig for at have politisk indflydelse i København. Men ikke for enhver pris!

Min holdning til Dansk Folkeparti er ikke ændret. Når du indgik aftalen med Dansk Folkeparti uden mit vidende, var det selvfølgelig, fordi du var klar over, at aftalen ikke ville få min opbakning.

Vi har kun vores troværdighed som politikere, og den kan vist lige nu ligge på et meget lille sted.

Manu Sareen, 18.11.2009 / www.manu.dk

De mange insinuationer om, at Bondam bare var begærlig efter sin egen taburet og ville sælge ud for at sikre sig sin borgmesterbil osv., er politiske modstanderes vendetta og journalisters sans for at dramatisere og udpege skurke. Jeg skal ikke kunne udtale mig om Bondams personlige motiver.

Men tilbage står et fatalt troværdighedstab. Det er meget muligt, at konstitueringsforhandlingernes kynisme er reglen i det politiske liv, og at en partitop enten vender det blinde øje til eller deltager aktivt, så længe der er magtpolitiske gevinster at hente. Det er i alle tilfælde klart, at det IKKE er selve dét forhold, at Bondam har sikret sig borgmesterposten med hjælp fra DF og V, der er problemet - så længe det ikke betyder politiske indrømmelser - men at det sker på BAGGRUND af en valgkamp, der har givet indtryk af at lukke dørene over for Dansk Folkeparti.

Og troværdighedstabet opvejes ikke af, at Bondam har snuppet sin post fra De Konservative for nogle forholdsvis billige udvalgsposter til DF.

Hvis De Radikale skal gøre sig håb om at komme ind i kampen igen, er politikere som Manu Sareen afgørende. Bondams manøvre - og Margrethe Vestagers opbakning - giver mindelser om, at "de er ligesom de andre" - "sådan er politikere", magten først, idealerne til sidst. Det åbner en gabende sprække af tvivl i partiets facade. Vil - eller i hvilken grad vil - De Radikale på Christiansborg kaste valgpositioner overbord natten efter næste valg, hvis det er politisk opportunt for en ministerpost?

Bondams manøvre svækker et svækket parti, magtposten til trods.

Især Manu Sareens meget entydige satsning på et meget klart, kompromisløst og offensivt modspil til Dansk Folkeparti gav ham et kanonvalg midt i De Radikales krise. Det er ikke til at tage fejl af, hvor det fremadrettede momentum ligger.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 19.11.2009