Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mikkelsens apartheid og Sohns kommunisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvordan adskillige danske politikere kunne ignorere, bagatellisere eller ligefrem støtte den institutionaliserede racisme under det sydafrikanske apartheid-regime langt op i det 20. århundrede, kan være vanskeligt at begribe.

Det er f.eks. ikke engang et halvt århundrede siden, at Jyllands-Posten på lederplads kunne skrive om de sorte sydafrikanere, at »det store flertal står på et lavt civilisatorisk stade«, at »hovedparten af disse farvede er uegnede til at råde over alle demokratiske rettigheder på linje med de hvide«, og at man ikke kan bebrejde de hvide sydafrikanere, »at de er betænkelige ved at lægge deres egen og deres lands skæbne i hænderne på et flertal af den art« (24.3.1964).

Det er ikke længere siden end begyndelsen af 1970'erne, at nuværende udenrigsminister Per Stig Møller lod sig besnære af Kinas totalitære leder, Mao Zedong. I en artikel, der blev trykt i Berlingske Aftenavis i 1970 og tre år senere genoptrykt i hans essaysamling 'København-Paris t/r' skrev han bl.a., at »konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration«, og at Adam Smith bør »bringes til overensstemmelse med Maos lille røde«.

Ifølge PET-kommissionen er det ikke længere siden end 1988, at den nuværende justitsminister Brian Mikkelsen og et par andre unge KU'er lod det sydafrikanske apartheid-regime dække flybilletter og luksusophold til en værdi af 84.000 kr. og fik 30.000 kr. i støtte til apartheid-hvidvaskende materiale.

Det var før apartheids endeligt, før Maos død og Berlin-murens fald – men var det ikke også netop dengang, hvor kritikken og modstanden var mere ilde hørt, at den var allermest essentiel og afgørende?

Naturligvis kan den slags punktnedslag også let fortegne det historiske bakspejls unuancerede politiske regnskab. Ingen tvivl om, at der f.eks. blandt sovjetregimets støtter var danskere, der ganske enkelt ikke var bekendt med samtidens grusomheder - om end ikke så sent som i 1989 - og ingen tvivl om at tidsånden var en anden, da Per Stig Møller roste Mao i de røde 1970'ere, og da Brian Mikkelsen lod sig besnære af en apartheid-check i de konservative 1980'ere.

Her i 20-året for Berlin-murens fald er gamle danske topkommunister igen blevet hængt til tørre – gad vide, om vi også vil se gamle danske apartheid-støtter hængt til tørre i februar 2010, når vi skal fejre 20-året for Nelson Mandelas løsladelse?

Der kan godt gå selvsving i at spille dette historiske slag Sorte Per, hvor det hele let bliver for sort/hvidt. Nøgternt betragtet er det lige så tåbeligt at benægte, at der gennem tiden har været mange kommunister i Danmark, som af et godt hjerte var drevet af et antitotalitært sind og basale ønsker om social retfærdighed uden viden om Sovjets virkelighed, som det er at benægte, at der var mange danske kommunister, som burde have sagt fra tidligere. Det er imidlertid utænkeligt, at kommunisternes daværende formand og den nuværende magtfulde indpisker i SF, Ole Sohn, ikke var klar over, hvad han gik ind til, da han i lighed med Honecher, Ceausescu og andre brutale bødler hyldede det totalitære DDR på 40 års-dagen i 1989 – uger før murens fald.

Ét er, at Sohn ikke vil bedrive bekendelsespolitik for åbne spalter, men at datidens danske topkommunist, der var adskillige tyranners allierede ved Berlin-murens fald, overspringer alle mellemregninger og ligefrem får placeret sig selv på samme hold som murens banemænd, er slet og ret politisk bedrag.

Når Sohn således på den ene side nægter at udtale sig til Politiken om sin rolle som DKP-formand op til murens fald, mens han uden ét kritisk spørgsmål får lov til at kaste et fuldstændig fortegnet slør ud over det samme i en anden avis, da han skal forklare, hvad murens fald har betydet for ham, bliver absurditeten for alvor iøjnefaldende: »Det fik dog ikke nogen umiddelbare konsekvenser for mig. Jeg havde jo allerede igangsat reformarbejdet af DKP i 1987, hvor jeg blev formand …« (MetroXpress, 9.11.2009).

Vi skal altså tro, at mens Sohn hyggede sig i DDR, var hans reformarbejde allerede i pagt med murens modstandere – en mur, der i øvrigt heller ikke bare var en 'mur', men med DDR's egen benævnelse derimod intet mindre end »der Antifaschistische Schutzwall« (den antifascistiske beskyttelsesmur), ikke sandt?

Det betænkelige er således ikke alene, at Sohn stod på den totalitære side af muren for 20 år siden, men at hans selektive selviscenesættelse i lighed med propagandabetegnelsen for muren åbenbart til stadighed bærer præg af den selv samme politiske selviscenesættelses-kultur, der fik dødsstødet få uger efter Sohns deltagelse i DDR's hyldestparade.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 12.11.2009