Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forsvarets røgslør eller rigets sikkerhed?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Fogedretten har forventeligt afgjort sagen om Thomas Rathsacks bog med dét udfald, at det er meningsløst at forbyde den, når alle enten har adgang til den via internettet (Wikileaks), Politikens tryk af hele manuskriptet eller andres offentliggørelse af uddrag.

Dermed har medier og privatpersoner i fællesskab effektivt forhindret bogcensur – helt i overensstemmelse med den praksis, som bør gælde for ytrings-, trykke- og pressefrihed: Alt kan offentliggøres, men det kan efterfølgende vurderes retligt. Censur, derimod, er på forhånd hindringen for, at noget overhovedet kan komme til offentlighedens kendskab.

Nogle mener ikke desto mindre, at alene Forsvarets påstand om "en trussel mod rigets sikkerhed" bør være tilstrækkelig grund til at pressen klapper i, og at et forlag undlader at udgive en bog. På forhånd.

Som absolut princip er dette i modstrid med al meningsfuld ytrings- og pressefrihed.

Men undtagelsesvist da - eksempelvis i den konkrete sag?

Her påstår nogle militæreksperter, at selveste rigets sikkerhed er truet på grund af oplysninger i bogen, mens andre militæreksperter påstår, at der ingen grund er til at bekymre sig over hverken rigets eller soldaternes sikkerhed.

Hvordan kan medierne eller vi andre så overhovedet afgøre, om det ene eller det andet er tilfældet?

Alene dét faktum, at eksperter er så delte, som tilfældet er, er allerede i sig selv et afgørende argument for at sikre offentligheden adgang til hele manuskriptet, så enhver kan danne sig sin egen mening. I den forstand har privatpersoner og medier – fortrinsvis Wikileaks og Politiken – handlet fuldstændig i presse- og informationsfrihedens interesse.

Selvfølgelig betyder det ikke, at en ansvarlig presse skal trykke hvad som helst. Sagen er bare, at det er op til pressen - ikke til en statslig instans for forhåndscensur- om noget er gavnligt, relevant, interessant eller ej.

Og den dramatiske fremfærd fra Forsvarets side må uvægerligt få pressen til selv at vurdere de kontrasterende militæreksperters vurderinger ud fra bl.a.:

1) Kunne der f.eks. muligvis være andre realistiske grunde til, at nogle militæreksperter hævder, at bogen er ufarlig for rigets og soldaternes sikkerhed, end at dét nu engang er deres professionelle vurdering? Ja, de kunne være naive eller uvidende, men dét kan også være tilfældet med dem, der siger det modsatte, så den overvejelse hjælper ingen udenforståendes vurdering af den foreliggende sag.

Så hånden på hjertet: De udtaler sig nok så professionelt, de kan. Det betyder ikke, at de nødvendigvis har ret, men det er en overvejelse, der selvfølgelig hører med i de bagvedliggende overvejelser.

2) Kunne der så være andre realistiske grunde til, at militæreksperter skulle hævde, at bogen er farlig for rigets og soldaternes sikkerhed, end at det nu engang bare er deres professionelle vurdering (udover at også disse kunne være naive eller uvidende)?

Indtil for nylig var besvarelsen af dette spørgsmål i den konkrete sag hypotetisk, men efter dagens afsløringer i Politiken, er der grund til at svare: Ja, det kunne der. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er der - men det er selvfølgelig også en overvejelse, man må gøre sig.

Og noget tyder på, at den måske ikke er så usandsynlig endda.

Både direktør for Menneskrettighedsinstituttet, Jonas Christoffersen, og to andre eksperter påpeger i Politiken, at danske jægersoldater givetvis har overtrådt Genèvekonventionerne, hvis bogens oplysninger står til troende.

Jonas Christoffersen udtaler bl.a.: ”Hvis oplysningerne i bogen er korrekte, har danske jægersoldater forklædt som civile været parate til direkte at overtræde konventionen ved at dræbe eller såre andre. Vi ved ikke, om de rent faktisk har gjort det. Men missionen var ifølge bogen tilrettelagt på den måde, at de havde lov til det, og dermed har forsvaret ikke respekteret konventionen.” (Politiken, 21.9.2009).

Der kan med andre ord godt have været andre grunde end ”rigets sikkerhed” eller overdreven kontrolmani til, at Forsvaret har villet forhindre bogen i at se tryksværte.

Men dét kunne Politiken og andre jo ikke vide, før de begyndte at se stort på Forsvarskommandoens advarsler og bragte uddrag af (eller sågar hele) bogmanuskriptet?

Nej, men nøgtern vurdering kombineret med en almindelig sans for at holde magthaverne i skak og en afvejning af Forsvarskommandoens uhyre alarmistiske fremfærd, har sikkert været rigeligt udslagsgivende.

De eksempler, der efterfølgende har været fremme, og som angiveligt skulle være faretruende for soldaterne i dag, er ikke alene flere år gamle, men indeholder også eksempler på procedurer, der let kan ændres. F.eks. er det blevet fremført, at det er problematisk, når bogen afslører, at jægersoldater under cover kører i biler med en for- og en baglygte slukket for at kunne genkende hinanden.

Så er spørgsmålet, om Forsvarskommandoen skulle have trukket på skuldrene og ændret procedure i stedet for at hamre i bordet og gjalde ud over det ganske land, at denne bog skulle forbydes, og at det kunne kun gå for langsomt?

Eller om man måske i al stilfærdighed for længst skulle have talt med forlaget og pressen bag lukkede døre om, hvorvidt der måske var passager i manuskriptet, som kunne udelades, f.eks. dét dér med lygterne? Mon nogen chefredaktør eller forlagsdirektør eller forfatter ville have opfattet dette som et forfærdeligt indgreb, hvis der var fremført velbegrundede og saglige indsigelser mod enkelte detaljer af den art? Næppe.

Men 1) når Forsvaret hyler i sirenerne, at intet mindre end ”rigets sikkerhed” er truet, og gør det så højt, at det kan høres fra København til den fjerneste klippehule i Afghanistan, 2) når flere kyndige mennesker, der har læst manuskriptet for længst har afvist, at det skulle true nogen som helst, og 3) når ”rigets sikkerhed” risikerer at blive censurens gummistempel - så er det, at en presse, der på nogen måde skal leve op til sin rolle som fjerde statsmagt og kritisk holde magthaverne i ørerne, indlysende nok må spørge sig selv:

Er det virkelig ”rigets sikkerhed”, der står på spil her, når Forsvaret reagerer så bombastisk og overdramatisk – eller er det lugten af røgslør, der breder sig?

En presse, der er en fri presse, bør som alle andre være lydhøre over for fornuftige og rimelige indvendinger eller holdninger til at trykke, skrive eller sige dette eller hint, men bør naturligvis aldrig lade sig tryne til tavshed af magtens tilknappede diktat.

Med retssamfundet i ryggen kan man heldigvis udgive og trykke dét, magthaverne frygter, og så tage et eventuelt retsopgør bagefter.

Dét er ytringsfrihed. Det er pressefrihed. Man kan i princippet trykke, hvad man vil, men er ikke forpligtet til at trykke hvad som helst - men står efterfølgende til ansvar for det, der trykkes og ytres.

Alt andet ville være accept af statslig forcensur og forbud.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 21.9.2009