Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Brorsons Kirke og Thorning-Schmidts fatale svigt

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den rå rydning af Brorsons Kirke, hvor små børn blev vidner til deres fædres og brødres voldsomme afhentning af betjente med visir og knipler, og hvor fredelige demonstranter fik bøllebank af kampklædte betjente, var en uhyggelig opvisning i magtmisbrug.

Forberedt, iscenesat og motiveret af brutaliseringens fortalere, Dansk Folkeparti, Birthe Rønn Hornbech, Lene Espersen og Bent Falbert m.fl., er store dele af den danske befolkning blevet vænnet til at se koldt og apatisk til, så længe det rammer mennesker med 'forkert' hudfarve og oprindelse.

Værst af alle er og bliver dog Helle Thorning-Schmidt, der kunne have samlet oppositionen og talt medmenneskelighedens, retfærdighedens og rettens sag, men i stedet viste sig nøjagtig lige så iskold i røven over for statens magtmisbrug og myndighedernes skalten og valten med menneskeskæbner som Pia Kjærsgaard.

I det mindste har brutaliteten mødt protester med en sjælden set ihærdighed i en tid, hvor de fleste er blevet apatisk accepterende over for Kjærsgaards regeren – her følger et lille udpluk med korte uddrag til yderligere inspiration ...

Tidligere indenrigsminister, Birte Weiss (S) bryder en lang tavshed i et debatindlæg, hvor hun går i rette med Thorning-Schmidts populistiske mytemageri om 1990’ernes udlændingepolitik.

Thorning-Schmidt har ved anden lejlighed (Den røde skole i Kalundborg februar 2008) karakteriseret 1990’ernes udlændingepolitik som for slap og med for stor tilstrømning.

I samme debat sagde hun ifølge enslydende avisreferater, at »det er også sandt, at der var mange socialdemokrater, som sikkert af frygt for at blive kaldt racister nægtede at se problemerne i øjnene«.

Den socialdemokratiske leder husker galt; det var mere ligetil: Vi holdt døren åben for 20.000 af de to millioner Balkan-flygtninge, fordi vi som europæere var flygtningenes nærområde. Og vi gjorde det med åbne øjne.

Vil man have historien genopfrisket, kan man fra september følge krigsforbryderdomstolens behandling af sagen mod Radovan Karadzic.

Socialdemokraterne har senere valgt en anden kurs.

Vi holdt døren åben for 20.000 af de to millioner Balkan-flygtninge, fordi vi som europæere var flygtningenes nærområde. Det skete som en humanistisk nødvendighed og i overensstemmelse med de internationale aftaler, vi var og er en del af.

Birte Weiss Politiken, 16.8.2009

I en leder i Politiken hamrer Tøger Seidenfaden ligeledes en pæl gennem myten om '1990'ernes åbne ladeport':

Politikere fra V, K og O fremstiller dagligt årtiet, som om Danmarks grænser dengang stod pivåbne, mens horder af flygtninge og indvandrere skyllede ind over grænsen.

Nationen blev kun reddet fra undergangen af regeringsskiftet i 2001.

At vore nabolande, der i samme periode hverken har reduceret asylretten til næsten ingenting eller indført familiesammenføringsregler, der strider mod både menneske- og EU-retten, stadig består som velfungerende lande, fortrænges helt og aldeles. (…)

Det var Poul Schlüter (K) og Uffe Ellemann-Jensen (V), der lod 20.000 bosniere komme hertil, og der var Poul Nyrup (S), der to år senere tog konsekvensen og gav dem asyl. (…)

Den slingrekurs, Poul Nyrup kan kritiseres for, var retorisk og bestod i skiftende betoninger af henholdsvis stramninger og tilbageværende, basal anstændighed. Ikke i en politik, der lagde landet åbent, eller i en politik, der skadede landet.

Den retoriske slinger ramte kun ham selv. Hans politiske nederlag er af vedholdende VKO-propagandister transformeret til en falsk melodi om vores nyere historie, som selv Socialdemokraternes formand gentager.

Accepten af den løgn udgør et af oppositionens allerstørste handikap.

Tøger Seidenfaden Politiken, 16.8.2009

Carsten Jensen skriver i et essay (som Information har ladet illustrere af et foto, der absolut må kandidere til at blive Årets Pressefoto: http://www.information.dk/200119)

Mænd i uniformer beskyttet bag visir og skjold brød ind i en kirke fyldt med sovende familier. Børn så deres fædre og storebrødre blive lagt i håndjern og ført bort. Børn har ingen lang hukommelse, og de irakiske børn har aldrig kendt andet end trådnettet om asyllejren og lejrlivets sløvende rutiner. Derfor ved de ikke, hvad det betyder, når far bliver ført bort om natten af skulderbrede mænd. Deres mødre har en længere hukommelse, så de ved det. Sådan var det også i det Irak, de flygtede fra, og det var derfor, de flygtede.

I dag spørger de irakiske børn: »Hvad har far gjort?«

Og mødrene svarer: »Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: Han har bedt andre mennesker om hjælp.«

Ikke nogen stor hjælp, bare en håndsrækning, så han kunne komme i gang, et pas, et sted, hvor der ikke kom nogen og slog døren ind midt om natten.

»Hvad sker der nu?« spørger børnene.

Mødrene slår ud med armene og vender ansigtet bort: »Nu er det forbi.« (…)

Vi roser os af vores tolerance. Og jo, vi er faneme tolerante. Tolerante over for afstumpetheden, kynismen, den blinde selvtilstrækkelighed, det mest infame menneskesyn. Dem har vi givet plads ved vores bord, dem giver vi taletid igen og igen. Indskrænkethedens repræsentanter har vi stemt ind på landets højeste poster, og i den kuede opposition finder vi mest deres sjælløse eftersnakkere.

Hvad vi trænger til i Danmark er ikke blot besværlige spørgsmål og de nu så sjældne, uregerlige gemytter, men en stor, rensende samvittighedskrise. For de irakiske asylansøgeres skyld - og for vores egen.

Carsten Jensen Information, 14.8.2009

Tine Bryld appellerer til tavse socialdemokrater:

»Tidspunktet var det rigtige,« siger Peter Skaarup: »Forestil dig, hvis det var dagslys og alle kunne se, hvad der var gang i?« (...)

Vi er blevet handlingslammede.

Ansvaret hviler tungt på Socialdemokraterne. Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen tog ordet og manede til fornuft og menneskelighed. Tilbage er en ordfører, Henrik Dam Kristensen, der stædigt fastholder, at de skal ud, at aktionen var nødvendig. Jeg tvivler på, at der i den socialdemokratiske gruppe ikke findes andre meninger, at der ikke findes et stigende antal medlemmer, der er på Aukens og Nyrups side.

Vis os det. Tør det, I tænker, gør det I mener er det rigtige, støt de mange fra hjælpeorganisationer og torturcentret, der opfordrer til at finde en humanitær afgørelse på disse asylansøgeres uvisse skæbne.

Vis modet, vis at der er nogen i det store parti, der tør gå mod strømmen, tør sige Pia Kjærsgaard imod.

Tine Bryld Information, 14.8.2009

Stig Dalager påpeger Thorning-Schmidts skingre falskhed, når hun knap nok har tørret tårerne bort efter Svend Aukens begravelse, før hun med eftertryk begraver den rest af hans politiske arv, der bestod i en socialdemokratisk stemme for irakerne i Brorsons Kirke:

Det er ikke svært at se Svend Auken for sit indre øje som en af talerne ved den spontant opståede demonstration i København med dens proteststemning imod rydningsaktionen og regeringens manglende evne og villighed til at løse denne sag på en humanitært forsvarlig måde, men det er forbløffende så kort efter, at socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt har rost samme Auken for hans inspirerende humanisme at høre hende sanktionere denne aktion.

Helle Thorning var tidligere statsminister Nyrup Rasmussens kandidat til formandsposten i Socialdemokratiet, men i disse afgørende holdningsmæssige spørgsmål skilles vandene.

Otte års socialdemokratisk forbrødring med regeringens udlændingepolitik og denne politiks indbyggede inspiration fra Dansk Folepartis etniske intolerance har sin pris.

Man kan ikke på én gang fejre Svend Auken som en af de store socialdemokrater for hans vidsyn og humanisme og samtidig i praksis gå den intolerancens vej, der ender i politiaktioner imod angste irakere i en kirke uden at underminere sit eget ståsted og komplet forvire befolkningen.

Stig Dalager Politiken, 16.8.2009

Regeringen danser ikke 'blot' efter Kjærsgaards pibe, så længe deres flertal afhænger af det, men flere og flere VK-politikere transformeres i processen. Lene Espersen, Søren Pind, Naser Khader og Brian Mikkelsen m.fl. er i væmmelig grad blevet helt og aldeles uskelnelige fra hardcore-propagandister i Dansk Folkeparti.

Men hvis ikke Socialdemokraterne tør vælge en partileder, der tør udfordre Kjærsgaard offensivt i stedet for at efterabe hendes kynisme, bliver det næppe nogen sinde anderledes. Transformationen fortsætter, mens flere og flere retter ind efter Danmarks ukronede leder, Pia Kjærsgaard.

Ja, det er op ad bakke at vælge forandringens vej imod Dansk Folkeparti, der næsten dagligt får rygdækning og indirekte opbakning af hele to dagblade, JP og EB, og i flere øvrige medier mødes af rene mikrofonholere. Og det er op ad bakke at vende tidsånden, men selvfølgelig er det ikke umuligt.

Men som landet ligger i dag, er og bliver den største forhindring herfor utvivlsomt Helle Thorning-Schmidt.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 17.8.2009