Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nøgtern Løkke går frem - Thorning fejrer valgnederlaget

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Morten Messerschmidt, Dan Jørgensen, Sofie Carsten Nielsen og Søren Søndergaard var i mine øjne de spidskandidater, som ud fra hver deres ståsteder tegnede Europaparlamentsvalgets klareste fronter - men Dansk Folkeparti tegnede valget mere end noget andet parti.

»Jamen, det er jo bare endnu et eksempel på, at når Dansk Folkeparti går først, så følger resten med lige så stille bagved. Det har vi efterhånden set mange gange, men det gælder også i det her tilfælde«, siger Pia Kjærsgaard i en kommentar til EU-valget, hvor Messerschmidt sikrede sit parti markant fremgang (Politiken.dk, 7.6.2009).

Og hun har jo ret.

I flere af de øvrige partier skæver en hel stribe højtprofilerede sekundapolitikere enøjet efter Kjærsgaards vimpel, når deres egne skuder skal sætte sejl, og understreger dermed blot Dansk Folkepartis politiske kurs' effektivitet og entydighed.

Endnu en valgsejr kan Dansk Folkeparti således føje til den lange række, efter at partiet altså har domineret dagsordenen i endnu en valgkamp.

Kjærsgaard skal dog trods alt nok være glad for, at partiets hidtidige parlamentsmedlem, Mogens Camre, ikke genopstillede - ingen blev fanget så eftertrykkeligt i mediernes yndlingsskandalesport som Camre, da han gik amok over at blive konfronteret med spørgsmål til forvaltning af sine salærer [NB: Youtube-klip er fjernet. REL/2011].

En DF-dinosaurs pinlige exit - men så meget desto mere overskygget af Messerschmidt, som trak valgets største sejr i hus og erobrede det meste af den EU-skeptiske platform i dansk politik.

Junibevægelsen røg ikke blot ud, men allerede inden valglokalerne lukkede, så Hanne Dahl bevægelsens endeligt i øjnene - til gengæld gik Folkebevægelsen frem, hvilket muligvis tegner lovende for Enhedslisten, der kører et stadig tættere parløb, og som har leveret spidskandidaten Søren Søndergaard.

Derudover har valget tilnærmet situationen til styrkeforholdene i Folketinget, og De Konservative fik ikke megen vælgerfremgang ud af at opstille tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen, selv om det naturligvis kan kaldes en bedrift i sig selv at gå en anelse frem med en kandidat, der både er blandt de mest kompromitterede og mest inkompetente.

Liberal Alliances beskedne resultat var lige så ventet som SF's store fremgang, og det samme gælder De Radikales tilbagegang, trods en veloplagt og vidende Sofie Carsten Nielsen, som vi næppe har set det sidste til i dansk politik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og spidskandidat Jens Rohde vurderede imidlertid i modsætning til Socialdemokraterne valgresultatet helt nøgternt ud fra de faktuelle stemmer og stemmeprocenter, og faktum er, at Venstre gik frem for første gang i flere år, og at partiet næsten indhentede Socialdemokraternes kæmpe forspring fra det foregående valg.

Som Løkke Rasmussen påpegede, gik faktisk begge regeringspartier og deres støtteparti frem - sammenlagt 10,7 procent - men selv om det får regeringen til at ånde lettet op, dækker det selvfølgelig over en stadig større reel politisk kløft i EU-spørgsmål mellem Dansk Folkeparti på den ene side og Venstre og De Konservative på den anden.

Dansk Folkeparti skal ikke springe mange procenter yderligere i vejret i Folketinget og Europaparlamentet, før der nødvendigvis bliver vendt dramatisk op og ned på den ansvarsfordeling og regeringsro, som har kendetegnet forholdet mellem de tre partier siden 2001.

Lige så nøgtern Løkke Rasmussens valgvurdering var, lige så virkelighedsfornægtende var imidlertid Helle Thorning-Schmidts surrealistiske eufori over valgnederlaget. Partiet mistede ikke alene over en tredjedel af sin hidtidige styrke i Europaparlamentet, men landede også pænt under resultatet fra folketingsvalget i 2007.

En nøgtern socialdemokratisk partileder kunne rigtig nok have hæftet sig ved, at valgresultatet i 2009 dog var bedre end de elendige valg i 1990'erne, hvor Junibevægelsen havde sin storhedstid (det var ved Europaparlamentsvalget i 1999, at hun selv sneg sig i Europaparlamentet ved at få 38 flere stemmer end John Iversen - Socialdemokraterne fik dengang blot 16,5 procent af stemmerne).

Det er vel heller ikke ved siden af at konstatere, at ingen af de tre helt sikre socialdemokratiske parlamentsmedlemmer efter valget i 2009 - Dan Jørgensen, Britta Thomsen og Christel Schaldemose - har siddet i Folketinget eller været tv-værter, hvilket under de gældende mediebetingelser naturligvis er mindre optimale udgangspunkter. Derfor var valget ikke mindst en personlig sejr for 'ukendte' Dan Jørgensen.

Men at Helle Thorning-Schmidt ligefrem optræder som ukronet sejrherre efter partiets utvetydige valgnederlag, er mere end på kanten af, hvad sminken kan dække. Ikke mindst efter folketingsvalget i 2007, hvor hendes begejstring heller ingen ende ville tage, til trods for at partiet fortsatte tilbagegangen, som partiet har været ramt af med tre forskellige partiledere siden 2001.

Selvfølgelig genopstillede Poul Nyrup Rasmussen ikke til Europaparlamentet, og selvfølgelig sikrede han et historisk suverænt EU-valg til Socialdemokraterne i 2004 - men er det sandsynligt, at han kunne have gentaget præstationen med tilnærmelsesvis samme styrke i dag? Jeg tvivler.

Men at det i alle tilfælde hører med til forklaringen på, at partiets valgbetingelser vanskeliggøres, når en ex-statsminister ikke genopstiller, betyder jo langtfra, at det så er en sejr at partiet har fået høvlet en tredjedel af vælgeropbakningen.

Alligevel regner Thorning-Schmidt Euopaparlamentsvalget ligefrem for den første "sejr" i en forventet stribe på tre ...

"Når vi har vundet kommunalvalget, går vi efter den tredje sejr på stribe," udtaler hun frejdigt (Jp.dk, 8.6.2009).

Aha?

Foreløbig har Thorning-Schmidt imidlertid ikke én valgsejr, men derimod to valgnederlag bag sig. Det giver ligesom et lidt andet regnestykke:

I 2005 fik Socialdemokraterne 34,3 procent af stemmerne til kommunalvalget, og det førstkomne spørgsmål er derfor ikke så meget, om det næste folketingsvalg bliver Socialdemokraternes 'tredje valgsejr' i træk, men derimod om kommunalvalget i 2009 bliver hendes første valgsejr - eller det tredje nederlag på stribe.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 8.6.2009