Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Irakturister eller Irakflygtninge?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det faldt som manna fra himlen til Dansk Folkeparti, da Ekstra Bladet den 1. juni kunne 'afsløre', at rutefly ugentligt sender 300 frivillige passagerer fra Sverige til Bagdad.

Dermed er alt jo fryd og gammen, og de afviste irakiske flygtninge, der har taget ophold i Brorsons Kirke på Nørrebro, har bare at gøre turen efter se at komme 'hjem', ikke sandt?

Det viser sig imidlertid, at alle, der er rejst til Irak via det syriske flyselskab Cham Wings siden april, har dansk eller svensk pas.

Direktør i Eurosky Aviation AB, Mohammad Arshad, oplyser fra sit kontor i København: »De er ikke afviste asylansøgere, men borgere i Danmark og Sverige, der ligesom alle andre kan rejse ind og ud af Irak, hvis de selv vil. De vurderer selv, at de vil løbe risikoen, og derfor kan man slet ikke sammenligne dem med de afviste asylansøgere, der sidder i Brorsons Kirke.« (Politiken, 3.6.2009).

Sales manager i Eurosky Aviation, Demal Iljazovski, forklarer: »Det er ikke charterrejser med hotel og guide i lufthavnen, men kun flybilletten, vi sørger for. Derudover har de selv arrangeret rejsen fuldstændig, og derfor er sikkerheden ikke vores ansvar. Den har de selv vurderet i forhold til deres personlige situation og ud fra samtaler med familie og venner i landet. Det er vores indtryk, at de på forhånd sikrer sig, at de bliver hentet i lufthavnen og har nogen til at sørge for sikkerheden, mens de er der.«

Det er baggrunden for det, Peter Skaarup kalder »irakernes sommerferier til Bagdad«.

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, fastholder da også, at FN er den bedste kilde til information: »Vi er helt på linje med FN, når de vurderer, at der er områder af det centrale Irak , der er for farlige til, at man kan tvangshjemsende irakere til dem. Desuden kan ruteflyvninger med svenske og danske statsborgere ikke sammenlignes med tvangshjemsendelser af familier uden netværk, ressourcer eller økonomiske midler til at klare sig i Irak.«

Nej, det kan det selvfølgelig ikke, men i Hornbechs og DF's iver for at signalere den umenneskelige kynisme, som af bizarre grunde forveksles med 'politisk fasthed' og 'fairness', skal irakerne med vold og magt kyles tilbage til det land, de er flygtet fra - og præsterne, der hjælper flygtningene, skandaliseres og hånes.

Først går vi med i en forløjet krig og sønderbomber deres land, dernæst traumatiserer vi dem, og endelig tvinger vi dem tilbage til en i bedste fald uvis og usikker fremtid i regioner, hvor danske og norske embedsmænd ikke engang tør rejse.

Helge Nørrung, der sidder i bestyrelsen for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, opsummerer i et brev otte grunde til, hvorfor de irakiske flygtninge ikke skal deporteres til Irak:

Her er otte gode grunde til at de afviste irakere ikke 'bare kan rejse hjem', set fra en asyladvokat, som kender mange af dem:

De fleste af dem flygtede fra Saddams regime, og selvom de ikke i dag bedømmes individuelt forfulgt af myndighederne, er mange af dem bange for at returnere på grund af hævnrisiko fra tidligere medlemmer af regimet, som nu deltager i terrormilitser, eller på grund af klanfejder.

Hele landet blev bragt i en betydelig større sikkerhedsmæssig krise ved den amerikansk ledede koalitions indtog i 2003 - med Danmarks deltagelse - hvorfor de også har valgt at blive af rent sikkerhedsmæssige grunde, for sig selv og deres børn.

FN's flygtningeafdeling UNHCR advarede allerede 1. september 2004 klart nationerne om IKKE at lægge pres på irakere til at vende tilbage på grund af den farlige situation. Danmark gjorde det modsatte - vi lagde stort pres og stressede flygtningene rundt på forskellige asylcentre, fratog dem lommepenge, pressede dem via "madkasseordninger" eller "cafeteriatvang", således at deres muligheder for at bevare de små netværk de opbyggede i Danmark blev brudt, og så et normalt familieliv blev vanskeliggjort.

UNHCR udsendte den 18. december 2006 en direkte opfordring til nationerne om at give alle irakere fra det centrale og sydlige Irak asyl eller en anden form for beskyttelse. Også dette sad Danmark overhørig og fortsatte med at stresse de irakiske familier, så mange af dem blev syge. Vi kunne i stedet have fulgt opfordringen og som minimum givet dem midlertidig opholdstilladelse et år ad gangen. Vi kunne samtidig have sagt ja tak til deres store ønske om at gøre lidt gavn her, hvor de er havnet, ved at give dem lov at arbejde - alle de år, hvor der i øvrigt var mangel på arbejdskraft. Og vi kunne langt tidligere have givet deres børn normal skolegang i overensstemmelse med Børnekonventionens krav.

Manglende midlertidig opholdstilladelse umuliggjorde samtidig familiesammenføring for de familier, som var blevet splittede, hvor mor og børn var havnet i fx. Jordan og far her i Danmark - en adskillelse som for nogle har varet i otte år.

Fortsat passivisering og marginalisering svækkede og sygeliggjorde Danmarks irakere i en periode længere end anden verdenskrig, for nogle faktisk længere end første og anden verdenskrig tilsammen. En ukristelig måde at behandle fremmede på, som ikke selv er skyld i at der var en Saddam eller at der var en koalition, som medførte terror.

I samme periode skete ustandselig stramning af reglerne i udlændingeloven, også vedr. Flygtningenævnet, som blev indskrænket fra fem til tre medlemmer, idet blandt andet medlemmet fra Dansk Flygtningehjælp blev afskåret. Og international kritik af, at den samme myndighed, som afgør asylsagen i første instans, via Integrationsministeriet er repræsenteret i anden instans, prellede også af. Alligevel har Flygtningenævnets enkelte medlemmer gjort deres bedste, men formentlig følt sig bundet af det politiske pres til en meget stram fortolkning af FN's flygtningekonvention, især kravet om konkret og individuel forfølgelse, modsat forfølgelsesrisiko som gruppe eller som almindelig krigsflygtning. Og vi har stadig ikke adgang til egentlig domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser, hvilket ellers er normalt med alle mulige andre nævn. Og der er stadig ikke nogen form for uddannelseskrav til de tolke, der benyttes af Udlændingeservice eller nævnet.

Vores behandling med at stresse og passivisere irakerne har svækket deres muligheder for at vende hjem og opbygge deres land. Derfor har vi moralsk pligt til at lade dem blive her, hvor deres børn er vokset op, og hvor de heldigvis er mødt med forståelse fra store befolkningsgrupper, som med stigende undren har set regeringen lade et ekstremistisk parti få alt, hvad de ønsker på udlændingeområdet, for at få lov til at beholde magten.

Der er kun ét 'argument' for at smide dem ud af Danmark -- hjertekold kynisme, punktum.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.6.2009