Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Enhedslisten: Stemmekvæg eller dagsordensætter?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Enhedslistens årsmøde er overstået, og det er blandt andet blevet diskuteret, hvordan partiet skal navigere i forhold til en eventuel S-SF-regering. I store dele af 1990'erne var Enhedslisten en del af det parlamentariske grundlag for de daværende S-R-regeringer, og det var ikke en position, der blev udnyttet optimalt - især ikke sammenlignet med Dansk Folkepartis effektivitet i forhold til at være dagsordensættende og noget nær veto-magthavere over for VK-regeringen i de seneste år.

Også i 1990'erne, hvor Dansk Folkeparti var et lille parti uden de seneste års magtfulde nøgleposition, formåede Kjærsgaards mandater at sætte stort præg på den politiske dagsorden, hvorimod Enhedslisten har haft vanskeligere ved at agere som oppositionel dagsordensætter siden 2001.

På Enhedslistens årsmøde fastslog partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, at man ingenlunde agter at indtage rollen som passivt stemmekvæg, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister i en kommende regering: "Enhedslistens mandater er en forudsætning for flertallet, og jeg vil gerne afgive et løfte til Helle Thorning og til Villy Søvndal: Enhedslisten vil knokle for at trække en ny regering til venstre. Og vi vil hver eneste dag minde jer om jeres løfter til de lavtlønnede og til de offentligt ansatte. Jeres løfter om bedre velfærd og større økonomisk lighed. Enhedslisten bliver aldrig passivt stemmekvæg - vi forventer indflydelse for mandater." (Politiken.dk, 8.5.2009).

I et interview i Information uddyber hun opgøret med S-SF's oppositionspolitiske kopipolitik:

- SF's højredrejning gør, at vi står alene tilbage på nogle fundamentale områder. Og et forsvar for helt almindelige - i virkeligheden borgerlige - frihedsrettigheder. Ideen om, at hvert menneske har nogle rettigheder - det er Enhedslistens opgave at løfte det synspunkt på Christiansborg, selv om det burde være noget, vi alle kæmpede for.

(...)

- Man har skudt forbi i forsøget på at kopierer den borgerlige regering på rets-, udlændinge- og skattepolitik. Det er politisk forkert at kopiere en politik, der er kynisk og tilsidesætter menneskers rettigheder, og det kan ikke lade sig gøre at vinde over Pia Kjærsgaard på hendes banehalvdel. Hvis vi siger bøde, siger de fængsel, og hvis vi siger fængsel, siger de livstid. Det er skruen uden ende og som at tisse i bukserne for at holde varmen.

(...)

- Vi skal ikke flytte os en millimeter på, at alle mennesker, uanset hudfarve og statsborgerskab, har nogle grundlæggende rettigheder. Det kan aldrig blive hverken progressivt eller venstreorienteret at gå ind for minimumsstraffe eller flere udvisninger.

(...)

- Og politik bliver latterligt ligegyldigt, hvis det bare handler om at sige det, der er populært her og nu. Hvis det at være en del af et politisk parti bare gik ud på at kunne aflæse den seneste meningsmåling, så kunne vi ligeså godt udskifte politikere med tv-værter, der egner sig godt til skærmen og lade embedsmændene læse målingerne.

Johanne Schmidt-Nielsen Interview i Information, 9.5.2009

Det sidste er desværre ikke nogen videre overdreven karakteristik.

Spørgsmålet er imidlertid, i hvilken udstrækning Enhedslisten kan og vil sætte magt bag ordene? Er det f.eks. tilstrækkeligt fornyende og forbedrende at få en socialdemokratisk statsminister, der vil sætte større fokus på offentlige investeringer og forbedre miljøpolitikken i beskeden grad, hvis den populistiske retspolitik og inhumane indvandrerpolitik blot fortsætter uden nævneværdige forandringer? Er enhver forbedring i humanistisk retning, om nok så lille, tilstrækkelig grund til at sige ja og amen til status quo eller ligefrem forværringer på en række andre politik-områder, hvis alternativet er at stemme Thorning-Schmidt ud af Statsministeriet?

I en tid, hvor S og SF har tilnærmet sig VK med ekspresfart i rets-, udlændinge- og værdipolitikken, er det en afgørende retningspil at stå fast på, at "alle mennesker, uanset hudfarve og statsborgerskab, har nogle grundlæggende rettigheder", som Johanne Schmidt-Nielsen understregede over for Information, og det er ubetvivleligt, at intentionerne er offensiv kamp til stregen for trække S og SF i en humanistisk retning selv på de vanskeligste områder.

Men hvis Enhedslisten ikke er parat til at true med at stemme en socialdemokratisk regering ned, kan S og SF i realiteten se mere eller mindre stort på partiets intentioner - for hvis lokummet brænder, tør man ikke risikere at vælte Helle Thorning-Schmidt, og risikoen bliver derved, at socialdemokraterne kan regere uden den store hensyntagen til nok så mange kritiske pegefingre fra Enhedslistens side.

Det kom tydeligst frem, da partiet afviste et forslag om at vælte en S-regering, hvis "den går i krig, laver racisme eller angriber velfærden".

Et medlem fra Nørrebro, Rune Stahl, begrundede på den ene side modstanden imod dette forslag med det rimelige argument, at Enhedslisten "skal møde SF og Socialdemokraterne med en udstrakt hånd og en benhård kritik, hvis de begår fejl. Men vi skal ikke lægge os fast på at vælte en socialdemokratisk ledet regering, hvis vi ikke er 100 procent enige" (Politiken.dk, 8.5.2009).

Naturligvis skal man ikke vælte Thorning-Schmidt (hvis man altså virkelig tror på, at hun bliver statsminister), blot fordi der ikke er 100 procents enighed, men på den anden side er risikoen for at blive nøjagtig de stemmekvæg, som Johanne Schmidt-Nielsen bestræber sig på at undgå, imidlertid også overhængende, hvis man ikke har andet at bakke sin standhaftighed op med end - ord.

For mere end udsigten til "ikke helt at være 100 procent enige" er vel udsigten til "langtfra tilnærmelsesvis enighed" på en række områder.

Det var imidlertid ikke meget andet end ord, hovedbestyrelsens Finn Sørensen lovede som modspil mod socialdemokraternes mange politiske knæfald for regeringen og Dansk Folkeparti: "Vi vil stadig kalde en spade for en spade, hvis vores venner begår fejl."

Man ser det for sig: Helle Thorning-Schmidt, Sass Larsen & Co. fører Dansk Folkepartis udlændingepolitik og De Konservatives 'retspolitik', men til gengæld må de lide den tort, at Enhedslisten kører det tunge skyts i stilling: En spade vil blive kaldt en spade.

Mere perspektiv i offensiven er der i Johanne Schmidt-Nielsens selverkendelse af, "vi må være helt ærlige og sige, at Enhedslistens indflydelse på dansk politik i de sidste otte år har været begrænset".

Hvis dette skal ændre sig, er det umiddelbare problem og dilemma for Enhedslisten (og De Radikale - efterhånden de eneste partier, der bestræber sig på en humanistisk rets- og udlændingepolitik), at så længe Helle Thorning-Schmidt er socialdemokraternes leder og statsministerkandidat, så længe vil mulighederne for at sætte afgørende aftryk på en eventuel S-SF-regering være forsvindende små, hvis ikke man enten kan præstere en ekstremt offensiv og dagsordensættende effektivitet i den løbende debat - og erkende, at 2-4-6 procent af stemmerne kun kan få maksimal indflydelse, hvis de udgør tungen på vægtskålen, og hvis partiet er parat til også i sidste ende at fastholde muligheden af at turde vælte Thorning-Schmidt.

Det var dét ene, men betydningsfulde parlamentariske trumfkort, Ny Alliance havde, men gav afkald på, da man i sin tid vedtog aldrig at ville vælte Anders Fogh Rasmussen.

Hvis Thorning-Schmidt i realiteten får samme blanko-check fra Enhedslisten, forsvinder presset på Socialdemokraterne, der ville kunne styrke den interne opposition i det gamle arbejderparti (og i sidste ende fremme en eventuel mulighed for en ny socialdemokratisk ledelse). Den nuværende socialdemokratiske ledelses værdipolitiske kapitulation over for VKO levner således ikke mange chancer for en markant anderledes dagsorden på en række af de tunge politiske områder.

Det kræver derfor betydeligt mere kant end at kalde en spade for en spade, hvis Socialdemokraterne skal rokke sig, og hvis Enhedslisten skal sætte et afgørende præg på dagsordenen - med eller uden en socialdemokratisk regering.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 11.5.2009