Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Behnke og Søvndal svækker retssamfundet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ét er, at det er en såre menneskelig reaktion at ville 'slå igen', hvis man selv eller ens nærmeste har været udsat for et overgreb, og at de færreste kan forudsige, hvordan de ville reagere i tilfælde af, at f.eks. deres eget barn blev overfaldet, og de efterfølgende havde mulighed for at ramme gerningsmanden på den ene eller anden måde.

Men at erkende muligheden af et sådant reaktionsmønsters hævntrang i et hypotetisk tilfælde er ikke det samme som at bifalde, at det ophæves til lov.

Noget andet er selvforsvar. Hvis en person bliver fysisk overfaldet, er det kun ret og rimeligt, at vedkommende juridisk omkostningsfrit kan forsvare sig på stedet, og her bør være vide rammer for nødværgen, så det ikke er nødvendigt at gamble med sit eget liv og førlighed.

Noget helt tredje er overgearet selvtægt, hvor berigelseskriminalitet fører til vilde jagter og direkte eller indirekte afstraffelse udenom retssystemet. Når en familiefar forfølger en 16-årig indbrudstyv, kører ind over en græsplæne og ender med at slå tyven ihjel, er det selvfølgelig hverken retfærdiggjort som 'civil anholdelse' eller 'selvforsvar'.

Selv om intentionen ikke har været at køre drengen ned, er fremfærden og magtmidlet ude af proportioner, og derfor er det for alvor problematisk, at De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, finder det helt i sin orden: "Hvis der var nogen inde på min matrikel for at stjæle og så stak af, ville jeg da også følge efter dem. Og så ville jeg tage min mobiltelefon i hånden og have politiet i røret. Det har jeg gjort med en spritbilist, som blev fanget. Vi skal huske, at det er drengene, der begynder med at lave noget forkert. Der er ikke noget forkert i, at manden vil stille dem til ansvar." (JP.dk, 4.5.2009).

Nej, der er ikke noget forkert i at ville stille tyve "til ansvar", men der er forskel på, hvordan og med hvilke midler man gør det.

Niels Krause-Kjær sætter træffende Behnkes position ind i en generel politisk tendens, hvor retssamfundets forråelse griber om sig:

Behnke, der som tidligere politibetjent er belastet af en viden om området og normalt evner at holde sig på måtten, følte sig forleden som en del af den lovgivende magt heller ikke forkert placeret til skråsikkert at vurdere, at den ulykkelige sag fra Mou, hvor en pige er blevet misrøgtet af sin mor og papfar, burde have udløst en straf på 3 års fængsel i stedet for 1 år. Så meget for de dommere og nævninge som omhyggeligt havde fulgt sagen. (...)

Forråelsen breder sig dybt ind i regeringskontorerne godt hjulpet af en Villy Søvndal i fri dressur. I flere år har Dansk Folkeparti ønsket at indføre minimumsstraffe. Det er hver gang klart og kontant blevet afvist af både Venstre og De Konservative. Indtil for kort tid siden blev den slags i de to partier opfattet som helt - helt - uden for skiven. Men da Villy Søvndal til sit partis - og måske også sin egen - overraskelse kom for skade at kræve minimumsstraf på 1 år for våbenbesiddelse i forbindelse med bandekrigen, så bristede alle også traditionelt borgerlige retspolitiske forsvarsværker. Nu er det blevet en del af bandepakken. Og snart koster det således et års fængsel, hvis man trods ren straffeattest, grå bukser og et civilt job som bogholder har lovet sin bedstefar at transportere hans gamle jagtgevær fra Jagtvej i København til Slagelse og uden at tænke sig om lægger det i bagagerummet på Kadet’en. Formildende omstændigheder, som dommeren kunne være interesseret i at høre? Ikke her!

Trods et fald generelt i kriminaliteten pågår der i øjeblikket en forråelse i det offentlige rum. Det er bare ikke til at finde ud af, om det er forråelsen på Nørrebrogade, ved ligusterhækken eller den på de bonede gulve, der er størst.

Niels Krause-Kjær
Berlingske.dk, 4.5.2009

Meget præcist set efter min mening - og helt på sin plads at perspektivere sagen ved at fokusere på Villy Søvndals retspolitiske skred.

Kendsgerningen er, at højere straffe ikke hjælper det mindste i forhold til at begrænse kriminaliteten, så hvis man skal sætte straffen i vejret og ligefrem underdreje domstolenes uafhængighed fra den lovgivende magt ved fra politisk hold at diktere dommere en minimumsstraf - uden hensyn til hver enkelt sags varierende omstændigheder - må man dels lede efter andre argumenter, dels have rygrad nok til at erkende undermineringen af retssamfundet.

I stedet udtalte Villy Søvndal på Socialistisk Folkepartis landsmøde: "Jeg kan ikke forstå, at nogen synes, at mennesker, der går rundt på gader og stræder og skyder folk, ikke skal straffes."

Godaw mand økseskaft.

Som Trine Nebel Schou fastslog i en kommentar i Information, er dette ganske enkelt "demagogisk volapyk" (Information, 28.4.2009). Søvndal er simpelthen ude i et afslørende substansløst forsvar for retssamfundets svækkelse.

Det var derfor desværre komplet nytteløst, når SF's tidligere retsordfører, Leif Hermann på samme landsmøde kaldte forslaget "langt ude over kanten", og Balder Mørch fremførte: "Det er dobbelt tragisk, hvis bandekrigen fører til en retspolitisk paniklukning." (Information, 27.4.2009).

Søvndals reaktion på kritikken i samme avis var endnu en opvisning i manipulatorisk udenomssnak: "Men jeg tror, at det er nødvendigt, at bure de mennesker inde, der går og skyder tilfældige mennesker på Københavns gader."

Et forbløffende fravær af et minimum af retspolitisk ræsonnement, endsige vilje til at forholde sig blot perifert konkret til dét, kritikken går på - hvilket selvindlysende nok ikke er, at man ikke skal kunne straffe nogen, "der går og skyder tilfældige mennesker på Københavns gader", men derimod at politikere af hensyn til kortsigtede populistiske gevinster snigløber tredelingen af magten og svækker retssamfundet.

De seneste uger har ikke mindst Søvndal og Behnke kæmpet om førertrøjen og vanæren for dét projekt.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.5.2009