Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Durban 2 og Danmark, Iran og Israel

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ideen med et diplomati er som bekendt blandt andet, at man bestræber sig på at løse konflikter ved hjælp af forhandling og dialog frem for væbnet konfrontation eller krig. Men er der ikke et dilemma. Skal man f.eks. forhandle ytringsfrihed og menneskerettigheder med repræsentanter for nationer, der krænker begge dele, og er der i så fald en gradueret skala for, hvornår krænkelserne er tilstrækkelige til, at man slet ikke kan tale med de pågældende?

Jeg mener eksempelvis, at Danmark udmærket kan indgå i dialog og forhandling med Israel, selv om landet står bag krigsforbrydelser, menneskeretskrænkelser og overtrædelser af FN-resolutioner i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Blot bør dialogen benyttes til også at kritisere sådanne forhold - hvilket imidlertid sker for sjældent.

Men hvad med f.eks. Iran? Her er krænkelserne en endnu mere integreret del af indenrigspolitikken? Eller Saudi-Arabien? Et af verdens allermest totalitære regimer? Eller Nordkorea? Måske det grusomste og mest surrealistiske af samtidens diktaturer overhovedet?

Svaret er det samme: Dialog, ja. For det første fordi det er muligt, at man ad denne vej kan forbedre situationen en anelse i de pågældende lande ved bl.a. at eksplicitere kritikken; for det andet fordi det er en mulighed for at sætte kritikken på den globale dagsorden og øge opmærksomheden i - og i nogle tilfælde presset fra - verdensopinionen; og for det tredje fordi man altid kan lære noget om samtalepartneren af diplomati og samtale, hvad enten det er en medspiller eller en modstander, og det kan i sidste ende også være nyttigt, hvis dialogen må indstilles og andre midler tages i brug.

Hvad er der da at tabe ved dialog? Så længe man ikke indgår kompromisser, man ikke kan stå inde for, og ikke siger noget, der ikke er i overensstemmelse med de idealer, man ønsker at fremme, er der reelt intet nævneværdigt at tabe. Og hvis det viser sig umuligt at komme nogen vegne med dialogen, kan man altid afbryde, ja, udvandre - hvilket er et politisk signal i sig selv. Men diplomatiet - forsøget, forhandlingerne - skal man selvfølgelig ikke udelukke på forhånd.

Lad os tage tilfældet Durban 2 og Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. Han får sin platform, siges det af kritikere af FN-konferencen, og derfor bør vi boykotte enhver deltagelse - men man glemmer selvfølgelig, at platformen ville han få i alle tilfælde. Han får således nøjagtig den del af den globale opinion i tale, som han ønsker, hvad enten EU og USA er til stede eller ej, men ved at være til stede er der også andre agendaer, som får en platform, de ellers ville være foruden.

Der er som nævnt reelt intet at tabe, så længe man ikke indgår aftaler og kompromisser, som man ikke kan stå inde for - og i samtale og diplomati findes nu engang også altid ordet "nej tak", hvorimod en forhåndsboykot er garanteret frugtesløs.

Hvad er det så, Ahmadinejad har sagt?

- Efter Anden Verdenskrig anvendte de [Vesten] militær aggression for at gøre en hel nation hjemløs. Under påskud af jødisk lidelse.

- Og de sendte immigranter fra Europa, USA og andre dele af verden med det formål at etablere en totalt racistisk regering i det besatte Palæstina. Og faktisk, som kompensation for de frygtelige konsekvenser af racismen i Europa, hjalp de med til at bringe et af de mest grusomme og undertrykkende racistiske regimer til magten i Palæstina.

- Sikkerhedsrådet hjalp med til at stabilisere zionisternes racistiske regime og har støttet det igennem 60 år til frit at undertrykke og gennemføre racistisk folkemord i Gaza.

- Verdenszionismen personificerer racismen. Den misbruger religiøse følelser til at skjule det hadefulde og grimme fjæs. Det er vigtigt at sætte fokus på de magthavere i verden, der yder støtte til det zionistiske regime.

Citeret efter Berlingske.dk, 20.4.2009

Som jeg indledte, er det ubetvivleligt, at Israel står bag krigsforbrydelser, menneskeretskrænkelser og overtrædelser af FN-resolutioner i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Det første problem med talen er imidlertid, at ikke alene er Ahmadinejads retorik svulstig og hadefuld, men substansen er også trukket så hårdt op, at proportionerne og den immanente konspirationsteori har sagt virkeligheden farvel.

Men i og med, at den helt store anstødssten for de røster, der ønskede at Danmark slet ikke skulle deltage i Durban 2, har været hensynet til ytringsfriheden, er det jo en kende pudsigt, at intet er blevet så voldsomt kritiseret som netop de ord den iranske præsident har ytret - hadefulde og svulstige, ja, men det er jo netop den type ord, som en række danske politikere er meget opsat på stå vagt om, ikke sandt? Så længe de altså ikke sigter mod Israel, men derimod rammer muslimer i flæng.

Fra USA, der efter bitre historiske erfaringer i det mindste har formået at opbygge konturerne af en solid tradition for ikke at dæmonisere sine befolkningsgrupper fra politisk såvel som toneangivende mediers side, er reaktionen på Ahmadinejads tale enkel, men træffende: "Hvis Iran vil have et anderledes forhold til det internationale samfund, så må det holde op med den forfærdelige retorik. Den type retorik hjælper ikke, den giver bagslag og nærer blot racehad. Det er ikke en retorik, der bør bruges i det 21. århundrede."

Det er i og for sig billigt, når nu amerikanerne selv blot bliver væk, men det er samtidig lige så banalt, som det er præcist: Det er dette ansvar, der følger med ytringsfriheden, hvis den ikke netop skal give bagslag og udarte sig til skinger propaganda i stil med f.eks. Ahmadinejad, Le Pen og Camre osv.

Men der er naturligvis et andet problem, der om muligt var endnu større ved Ahmanadinejads tale, og det er, at det var Ahmanadinejads tale. Forstået på den måde, at det bliver absurd totalteater at se og høre lederen af en undertrykkende stat med et utal af brutale henrettelser, vilkårlig politivold og udtalt diskrimination agere selvretfærdig 'dommer' over for Israel.

Det er en dobbeltmoral, der skriger til himlen, men som nok finder støtte blandt palæstinensere og store dele af den arabiske opinion, som af gode grunde finder den vestlige accept af israelske overgreb dobbeltmoralsk, men til gengæld også bruger Israel som bekvem afledningsmanøvre for den systematiske diskrimination, der bl.a. udspiller sig i Iran og en lang række arabiske lande.

Ahmadinejads tale bidrager således ved sin selektive og proportionsforvrængende ensidighed i alle tilfælde blot til at sløre fokus på diskriminationspolitik i almindelighed, verden over - hvad enten denne rammer kvinder, homoseksuelle, romaer, palæstinensere, muslimer, jøder eller kristne.

Men det er også for at kunne imødegå en sådan sløring, at det er vigtigt, at der er deltagerlande, som kan tale Ahmadinejad imod og intensivere den konstruktive og nødvendige modstand imod diskrimination - hvor som helst.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 21.4.2009